Værdig motion for voksne mænd

Cykling er en af de få typer motion, en mand over 50 år kan dyrke med værdighed. Med mindre, naturligvis, han ifører sig selvlysende lycra til lejligheden, skriver Kåre Gade

Værdig motion for voksne mænd

Nå, men nu har vi anskaffet en bil. Tak til de mange, som, da jeg luftede mine overvejelser i denne klumme, trådte til med økonomiske, etiske og teologiske argumenter for at redde mig fra privatbilismens fæle kløer. Tak også til de påfaldende mange, der forsøgte at overbevise mig om, at en Skoda Fabia er det hidtil mest suveræne køretøj i automobilets historie. Jeg lyttede, som man siger, når man ikke har tænkt sig at høre efter.

Inden nogen blandt cyklismens mere religiøse tilhængere føler trang til at fortælle mig om min nyvundne andel i verdens snarlige undergang, vil jeg skynde mig at tilføje, at bilen står stille det meste af ugen. Jeg cykler så vidt muligt – det er som regel hurtigere, og desuden er folk flinke til at lyde imponerede, når en voksen herre fra Østerbro ankommer på cykel til en aftale i Brøndby. Cykling er en af de få typer motion, en mand over 50 år kan dyrke med værdighed. Med mindre, naturligvis, han ifører sig selvlysende lycra til lejligheden.

Selv har jeg denne efterårsdag, hvor jeg kæmper mig over endnu en bakke i Hareskoven, valgt en ulden sømandstrøje. Den begynder at klø i halsen. Jeg er på vej fra et møde i Hareskovby til et andet i Holte, og det står stadig mere klart for mig, at jeg kommer for sent. Ifølge Google er det en tur, som kan tilbagelægges på 39 minutter, men jeg burde nok også have læst det med småt: ”Begrænset adgang”, ”private veje” og ikke mindst ”samlet stigning 101 meter”. Med andre ord en rute, hvor man hurtigt virker latterlig, hvis man ikke er iført lycra og mountainbike.

Jeg mister hele tiden orienteringen. Hver gang stien deler sig, er jeg nødt til at standse og tjekke ruten på min mobiltelefon. Flere gange må jeg køre tilbage, fordi jeg har overset en sidevej. Jeg bløder minutter og konstaterer, at batteriet på min telefon er nede på 20 procent. Netop da går den ud. Bare sådan, pop.

Jeg prøver at tænde den, men den er død som en køkkenflise. Jeg ser mig omkring i skoven. Jeg har ingen anelse om, hvor jeg er, eller hvilken retning jeg skal. Jeg når at formulere en sjov sms om, at jeg er forsinket på grund af en Blair Witch-situation, inden jeg husker, at det ikke kan lade sig gøre at sende en sms.

På et brændstof af råt raseri knokler jeg af sted over rødder og ridestier i en retning, jeg håber er den rigtige. Jeg kommer til en asfalteret vej og kører op ad endnu en bakke. Så deler vejen sig. Virum til venstre, Sorgenfri til højre.

”Ikke et ord om Holte. De svin”, mumler jeg.

Jeg prøver at visualisere, hvor Holte ligger, men Nordsjælland er ikke blandt kortene på min indre gps. Jeg kører mod Sorgenfri.

Opløst af sved spørger jeg en mor med barnevogn om vej og forstår, at jeg skulle være kørt mod Virum. Hun viser mig sin mobil – nu er det nemmest at cykle ud til Kongevejen og til venstre op ad Geels Bakke.

Da jeg omsider ankommer og forpustet spørger efter toilettet, er der ingen, der gør sig umage med at lyde imponerede. Formentlig minder de i stedet sig selv om, hvor hjertestarteren hænger. Jeg lugter af våd hund og overvejer, om jeg skal sætte min sidste rest af værdighed over styr ved at tage sømandstrøjen af og gå til møde i den svedige t-shirt. Men så ser jeg mig selv i spejlet og konstaterer, at den sidste rest allerede er brugt.

Da jeg dagen efter googler Geels Bakke, er det første, der kommer op, et link til en side om Danmarks stejleste bakker. For cykelentusiaster. Jeg mærker, at jeg langsomt er ved at installere et indre kort over Nordsjælland.