Vinbonden fra Vejstrup

Nok er det en hobby for Poul Henriksen at være vinavler. Men han kommer ikke sovende til sin vin. Året rundt er der arbejde at gøre i både mark og vineri. I sommermånederne begynder arbejdsdagen klokken seks

I morgen kan Poul Henriksen for 17. år i træk høste druerne fra sine cirka 500 vinstokke.
I morgen kan Poul Henriksen for 17. år i træk høste druerne fra sine cirka 500 vinstokke. Foto: Andreas Bastiansen.

At det kan føre til lidt af hvert at læse avis kan 72-årige Poul Henriksen skrive under på. For godt 30 år siden læste han således en artikel om en dansk vinbonde i den lokale avis, som inspirerede ham i en sådan grad, at han i morgen for 17. år i træk kan høste druerne fra sine cirka 500 vinstokke, der lige nu står og tager taknemmeligt imod septembers sidste solstråler på det nedlagte landbrug i Vejstrup på Sydfyn.

Poul Henriksen plantede sine første vinstokke i den sydfynske muld i 1999, og efter at have avlet angorakaniner og dyrket juletræer, begge dele med salg for øje, besluttede han, at det skulle være anderledes med vinproduktionen.

”Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke gad have al besværet med moms, skat og så videre. Det skulle kun være en hobby,” fortæller Poul Henriksen fra sit køkken, hvor han og hustruen Birthe byder på nybagt kage og en tallerken søde vindruer af egen avl.

I dag, hvor Poul Henriksen og hans kone begge er pensionerede sygeplejersker, går meget af hans tid med vindyrkningen. Hele året er der gøremål, og særligt i sommerhalvåret har man som vinbonde travlt.

”I begyndelsen af maj skal knopperne helst skyde frem og blomstre, og rigtig meget af sommeren går med løvpleje. Klippe og sprøjte. Jeg er ude allerede klokken seks om morgenen på traktoren for at skræmme fuglene væk, og det samme igen om aftenen. Ellers spiser de druerne,” siger han.

”Og så går han også rundt derude og taler lidt med hver eneste vinstok,” tilføjer hustruen Birthe Henriksen med et smil.

”Ja, ja, det gør jeg da. Men altså jeg taler jo ikke i tunger,” griner Poul Henriksen.

Den sydfynske vinavler sprøjter sine planter med svovl. Dermed kan han ikke kalde sig for økologisk vinbonde, men udbyttet ville ganske enkelt blive alt for lille, hvis ikke det var for svovlen, fortæller han. Sprøjtningen er dog ingen garanti for, at vindruerne ender som velsmagende vin på flasker. Sygdom kan stadig risikere at angribe planterne – som det skete sidste år, hvor en del af høsten blev ødelagt af såkaldt vinskimmel.

En dårlig sommer med koldt vejr og regn er heller ikke noget, vinbønder kan lide. Det modner ikke druerne ordentligt og var også medvirkende til, at sidste år var et dårligt vinår på Sydfyn.

”Selvom vi trak høsten med 14 dage, hjalp det ikke meget. Druerne var så sure, at selv ikke fuglene gad spise dem,” siger Poul Henriksen.

Men i år tyder alt på en rigtig god høst, og Poul Henriksen satser på, at årets druer vil resultere i omkring 500 flasker færdig vin. En tidlig knopskydning, tidlig blomstring samt varme og sol langt hen på sensommeren er hovedårsagerne til, at druerne nu hænger modne og plukkeklar på stokkene. Når der høstes, er det derfor med høje forventninger om et godt resultat.

Poul Henriksen og hans hustru har hidkaldt hjælpere for at få høsten i hus. Ud over familie og venner kan Poul Henriksen godt lide at invitere nybegyndere ud i vinavl med. Så kan han lære fra sig og give sine erfaringer videre. Og de kan få talt en masse om vin undervejs.

Når druerne er plukket, køres de over i det lille vineri, hvor selve fremstillingen af vinen foregår. I den lille ladelignende bygning findes vinpresser, tønder, kolber og andet udstyr, som Poul Henriksen bruger, når han skal tilsætte enzymer til vinen, måle sukkerindhold og holde øje med gæringen. Alt sammen noget, der får vinfremstilling til at lyde som en hel videnskab.

”Jeg har læst en hel del om vinfremstilling og også taget kurser, og der er faktisk rigtig meget kemi i det, når man skal ind og analysere på det. Det synes jeg er meget spændende, og man kan godt sige, at det er gået hen og blevet en passion for mig,” siger han.

Det er ikke kun Poul Henriksen selv , der analyserer sin vin. Hvert år afholdes der et såkaldt vinskue, hvor vinbønder i hele Danmark kan indsende deres vin og få dem analyseret og bedømt.

”Vinskuet er stort. Det er næsten ligesom juleaften. Og jeg har da også vundet lidt i årenes løb. I 2007 blev jeg årets vinbonde. Det var stort og nok noget, man kun får lov at opleve en gang i livet,” siger han på en gang både stolt og beskedent.

Som hobbyavler må Poul Henriksen ikke sælge af sin vin, der fortrinsvis laves på druer af sorten Rondo. Men han må tilbyde det til sine gæster og naturligvis drikke det selv. Og det er da også præcis, hvad han og hustruen gør.

”Det sker, at vi åbner en flaske vin, der ikke er vores egen. Men det ender næsten altid med, at vi kigger på hinanden og siger: ’Skal vi ikke hælde den ud og hente en af vores egne?’,” siger han.

Poul Henriksen satser på, at årets druer vil resultere i omkring 500 flasker færdig vin. –
Poul Henriksen satser på, at årets druer vil resultere i omkring 500 flasker færdig vin. – Foto: Andreas Bastiansen
–
– Foto: Andreas Bastiansen