Jette Stoltenborg er optimist, men hun er ikke naiv, og realisten i hende har fået styr på alt det praktiske.
Et testamente er omhyggeligt udfærdiget, så datteren Cilles fremtid er bedst muligt sikret. Der er sat penge af til ferieophold, eventuel privatskole samt midler, hvis hun skulle få lyst til at komme på efterskole, rejse ud i verden eller købe fast ejendom. Jette Stoltenborg har også skrevet en lang række breve til sin datter med sjove ting, pigen har sagt, om hendes kærlighed til hende og det, hun ønsker at give videre. Hun har også lavet forskellige gemmekasser med smykker, balrober og tøj, som hun selv har gået med, og som Cille engang vil kunne tage frem.
- Jeg har vænnet mig til, at jeg skal dø og er ikke bange for det. Men jeg er bange for processen op til, hvis jeg får smerter, eller hvis jeg pludselig ikke kan huske, hvem folk er eller ikke længere kan tale. Det vil Cille ikke kunne forstå - hun er kun fem år. Så jeg vil helst bare sove ind, sådan en fredfyldt afslutning, vil jeg gerne have, siger Jette Stoltenborg.
Værelse 219 på Sankt Lukas Hospice i Hellerup har den sidste måned været Jette Stoltenborgs hjem. Hun er 32 år, truet på livet af brystkræft, som har spredt sig til knoglerne og hjernen, og enlig mor til en lille pige. Værelset bærer præg af, at hendes datter Cille hver eftermiddag kommer på besøg, og der er derfor puslespil, dukker og tusser. Her er også Jette Stoltenborgs bærbare PC, der holder hende on-line med verden udenfor. Hendes mobiltelefon ligger klar på bordet sammen med Alt for Damerne og makeup-pungen.
- Cille bor midlertidigt fast hos sin far nu, men hendes bopæl er fortsat hos mig, og sådan bliver det ved med at være. Jeg er aldrig rejst fra mit barn, og det gør jeg heller ikke nu, siger Jette Stoltenborg, der har en lejlighed i København.
Det ligger fast, at Cille skal vokse op hos sin far, når Jette Stoltenborg ikke er her mere, men forhåbentlig går der år, før det bliver aktuelt.
- Jeg er ikke på hospice for at dø, men for at få det bedre, så jeg kan klare mig selv hjemme igen sammen med Cille. Det kan godt være, at det tager tre måneder, et halvt eller helt år, men man kan kun blive bedre på et hospice, siger socialrådgiveren, der er sygemeldt fra sit job i Kriminalforsorgen.
Og man tror hende, for hun er en ukuelig optimist, og optimismen smitter. Men hendes diagnose og udseende fortæller en anden historie. Kristeligt Dagblads læsere mødte første gang Jette Stoltenborg i marts sidste år, hvor hun fortalte om det at leve et almindeligt ungdommeligt liv med brystkræft. Dengang var hun ikke synlig syg, hun var faktisk en, man vendte sig om efter på gaden, og hun var inde i en positiv udvikling. En ny, dyr medicin, Herceptin, havde effekt og holdt kræften i ro. Men allerede i efteråret viste det sig, at hun har adskillige metastaser i hjernen, og siden er det gået den forkerte vej. Hendes hjerne har fået så mange stråler, som den overhovedet kan klare, strålerne slog midlertidigt metastaserne ned, men de er kommet tilbage med fuld kraft. Hun har væske i hovedet, som virker voldsomt stort, og hendes smukke brune hår er faldet af på grund af nye kemokure. Medicinen, binyrebarkohormon, har fået hende til at tage voldsomt på, og hun har været fundet sit gamle graviditetstøj frem, for sit normale tøj kan hun ikke længere passe. Og som om det ikke skulle være nok, så faldt hun for godt en måned siden ud af sin sygehusseng, fordi en ubetænksom sygeplejerske på Centralsygehuset i Herning havde glemt at sætte sengehesten op, selvom Jette Stoltenborg lå bevidstløs i sengen. Hun trillede ud, fik kraniebrud, hjernerystelse og et meget stort blåt mærke, som fortsat præger højre side af hendes ansigt.
Samme ukuelighed
Selvom hun altså har forandret sig meget det sidste år er stemmen, glimtet i øjnene og ukueligheden heldigvis den samme.
Cille og hun levede indtil maj måned i år et relativt normalt liv på trods af sygdommen. Jette Stoltenborg var syg, motorisk dårlig og stærkt medicineret, men hun kunne klare dagligdagen, sende datteren i børnehave og lave mad. I pinsen tog mor og datter hjem til Jette Stoltenborgs familie i Brande for at hente en kanin, som Cille skulle have i fem-års fødselsdagsgave, og her fik Jette Stoltenborg det dårligt. I løbet af to døgn tog hun 13 kilo på, og på et tidspunkt lå hun på familiens sofa i stærke smerter. Hendes far, der selv har kræft, kom til, og sagde til sin syge datter:
- Du har kæmpet så flot i fire år, nu må du godt give slip. Hvis du ikke magter mere, er det i orden. Uanset hvad der sker, skal vi nok tage os af det hele og passe godt på Cille.
- Det var meget rørerende, og hele familien græd, husker Jette Stoltenborg.
Straks efter blev hun indlagt på Centralsygehuset i Herning, hvor hun fik vanddrivende medicin. Blodtrykket faldt, og Jette Stoltenborg gik i koma.
Generalprøvc på døden
De næste to døgn vågede familien og forventede ikke at se hende slå øjnene op igen. Men det gjorde hun, sandsynligvis på grund af sin unge alder.
- Nu har jeg haft en rigtig god generalprøven på døden, så kan vi godt udskyde premieren lidt. Den gider vi ikke, siger Jette Stoltenborg med sin karakteristiske galgenhumor.
Efter de kritiske døgn i Herning og skænderier mellem amterne om, hvem der skulle betale hendes sygetransport hjem til København, blev hun kørt til Rigshospitalet, og efter et kort ophold der fik hun plads på Sankt Lukas Hospice i Hellerup, hvor en veninde har sørget for at ordne alle papirerne.
- Da de kørte mig herud, gik jeg bare direkte i seng. Jeg var så træt og faldt i søvn på stedet, mens min søster og veninde blev vist rundt. Bagefter hentede de en masse af mine og Cilles ting, så nu har jeg det, ligesom jeg er hjemme - bare bedre, siger Jette Stoltenborg.
Hvis ikke hun havde fået plads på Sankt Lukas Hospice, havde hun været nødt til at lade sig indlægge på Rigshospitalet, og for hende er det et valg mellem himmel og helvede. Derfor er hun også harm over, at ikke alle i hendes situation har den samme mulighed for at komme på hospice, fordi amterne er sendrægtige med hensyn til at oprette nye pladser.
- Det vildeste, jeg har prøvet i mit liv, er at komme på hospice. Jeg kunne aldrig have fået en bedre behandling og aldrig være blevet hurtigere rask end her, og jeg fatter ikke, hvorfor amterne ikke vil lave de hospicer, der skal til. Hvis jeg havde ligget på Rigshospitalet, var jeg ikke blevet rask, men havde bare fået min medicin. Jeg havde nok på det her tidspunkt haft 10 forskellige værelseskammerater, som havde snorket på 10 forskellige måder og havde haft 10 forskellige sygehistorier. På hospice skal jeg ikke tage hensyn til andre end mig selv. Jeg har mit eget værelse og eget toilet, og jeg kan gøre, som det passer mig. Hvis jeg vågner klokken tre om natten, kan jeg tænde en smøg og se lidt tv. Jeg kan gå på toilettet for åben dør, og personalet tilpasser sig mig og mine ønsker. Havde jeg været indlagt på Rigshospitalet, var det jo mig, der skulle tilpasse mig hospitalet og ikke omvendt. Jeg er altid blevet mødt med empati, indlevelse og respekt på Rigshospitalet, men de har bare ikke ressourcerne til at give den pleje, som man giver på hospice, hvor der er dobbelt så meget personale som patienter, siger Jette Stoltenborg.
Da Kristeligt Dagblad kommer, ligger hun netop i et dejligt lunt karbad med bademælk, som en af sygeplejerskerne har tilberedt. Der er tændt fyrfadslys i baderummet, og ud af højttalerne strømmer rockmusik. Ved siden af badet ligger dameblade og vatrondeller med makeup rester.
- Det her er alt, hvad piger ønsker sig, men aldrig har tid til. Forleden havde jeg besøg af min veninde, mens jeg var i bad. Så sad hun herude i halvanden time, og vi ordnede hele verdenssituationen Talte om mænd, børn, sex, økonomi, hendes job og det at være på hospice, forklarer Jette Stoltenborg.
Hun er privilegeret med en stor skare af veninder samt en stærk søster, der støtter hende. For Jette Stoltenborg er Cille og hendes venner og famille det vigtigste, og siden hun kom på hospice, har hun haft besøg hver eneste dag. Mens vi taler i hendes lille stue ringer telefonen da også flere gange, men så passer personalet den, fordi de ved, at hun netop nu er optaget af et interview. Sygeplejersken kigger også ind et par gange med bakker med te, kiks, og frokost og sikrer sig som en god værtinde, at alt er, som det skal være.
- Der er meget stor respektfuldhed om ens person her på stedet. Sygeplejerskerne går meget ind i, hvordan jeg har det og spørger meget til, hvordan jeg får talt med Cille om, at jeg er så syg. Cille ved, at mor er meget syg, men at jeg ikke dør i nat. Så er hun ikke bange for at gå i seng om aftenen. Sygeplejerskerne hilser også på mine gæster og spørger interesseret til, hvor de kender mig fra, og når jeg har været ude om aftenen, spørger de næste dag, hvordan det gik. De er meget interesserede i, hvordan jeg gerne vil have det og gør alt for, at det så bliver sådan, siger Jette Stoltenborg.
Is og italienske retter
På hospicet er der et patientkøkken, hvor den unge mor har fyldt fryseren op med is til sin datter og gode italienske retter. Der er også et stillerum, hvor hun fordyber sig i romanlæsning og en meget smuk have, hvor mor og datter går ture, plukker blomster og kigger på fisk i bækken.
- Cille er meget tryg ved hospicet, og det er blevet hendes tredje hjem. Hun løber alle steder og kender sygeplejerskerne, og det er en stor glæde for mig, siger Jette Stoltenborg.
Hun har på grund af medicin svært ved at sove om natten, men også her er der hjælp at hente hos personalet. En nat masserede en sygeplejerske hendes fødder, indtil hun faldt i søvn, og en anden nat blev Jette Stoltenborg utrolig sulten.
- Så ringede jeg efter en sygeplejerske, som kom med to halve med leverpostej og et glas mælk. Det var ikke sket på et almindeligt sygehus, siger Jette Stoltenborg og kommer med endnu et eksempel.
- Da jeg fik min computer herud, kunne jeg ikke få den til at virke i telefonstikket og ville ringe efter en af mine venner. Men en af sygeplejerskerne sagde, at den skulle hun nok klare, og 10 minutter senere stod der en edb-mand her, siger Jette Stoltenborg.
Hun har for nylig gjort op med sig selv, at livet skal leves nu og her, og pengene ruller fra hendes dankort.
- Livet kan være meget kort for mig, så derfor skal det nydes nu. Jeg har altid været god til at gøre, hvad jeg har lyst til, men grænsen bliver hele tiden flyttet. Jeg har kniven mod struben, og det er kun et spørgsmål om tid, før den kommer så tæt på, at jeg ikke længere kan få vejret. Derfor gider jeg for eksempel ikke dårlig mad længere. Jeg er lidt af en nørd med italiensk mad og har anskaffet mig en guide over gode italienske spisesteder i København og Malmø, og den arbejder jeg mig igennem nu. For nylig inviterede jeg tre venner på den berømte italienske restaurant Era Ora, hvor vi spiste en ret dyr middag og kørte til og fra i taxa. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg har også haft min søster med ude på en anden kendt italiensk restaurant, hvor vi bestilte vin til 700 kroner. Jeg havde bare glemt, at jeg ikke rigtig kan drikke alkohol, siger Jette Stoltenborg med et grin over søsteren, der så ene kvinde drak sig igennem rødvinen, fordi de dyre dråber ikke skulle gå til spilde.
- Jeg lever livet med mine venner, som jeg altid har gjort. Går i teateret, biografen, og vi drikker os fulde i min Amaronevin. Nu skal de dyre dråber skylles ned. Eneste forskel er, at det nu er her, jeg bor og bliver kørt hjem til efter en aften ude, siger Jette Stoltenborg, der den 15. juni fejrede datterens fem-års fødselsdag hjemme hos sig selv med 30 mennesker ude i gården og brandgodt vejr.
- I maj syntes jeg, der var lang tid til den fødselsdag, for jeg havde det dårligt, og jeg begyndte at blive bange for, om jeg kunne nå den. Men det gjorde jeg, og det gik smaddergodt, siger Jette Stoltenborg.
Hendes krop kan ikke længere tåle strålebehandlingen, og kemokuren er også indstillet. Hun får dog stadig antihormonelle medicin samt Herceptin, som personale fra Rigshospitalet kommer og giver hende hver tredje uge for at spare hende for en anstrengene tur til sygehuset. Og så er hun smertefri takket være morfin.
- Jeg har lige på internettet læst om en ny behandling, som de forsøger i USA, og hvis der er tale om dokumenteret behandling som har effekt, skal de danske sundhedsmyndigheder betale min behandling derovre. Hvis ikke myndighederen vil betale, låner jeg pengene og rejser derover alligevel, hvis min læge vurderer, at det ser fornuftigt ud. Så er det bare to veninder, Cille og mig på et fly til Californien. Hvis det kan give mig fem år mere, er det alle pengene værd. Det kan simpelthen ikke passe, at jeg skal dø nu, og jeg har en stærk tro på, at jeg nok skal klare den. På den anden side er jeg realist og ved, at det måske kan ske i morgen.
dahl-hansen[AT]kristeligt-dagblad.dk
Billedtekst:
Selvom udseendet har forandret sig markant, efter at 32-årige Jette Stoltenborgs kræftsygdom tog fart, er hun stadig forfængelig og lægger makeup og bruger sin paryk. I den seneste måned har værelse 219 på Sankt Lukas Hospice i Hellerup været hendes hjem, hvor hun hver dag får besøg af sin fem-årige datter, Cille.