Den absolutte sandhed findes ikke

Tegning: Rasmus

Tegning: Rasmus Juul.

Professor i videnskabshistorie Helge Kragh udlægger i en ny bog i serien Tænkepauser sandhedsbegrebet fra flere vinkler den naturvidenskabelige, historiske, filosofiske og religiøse

Hvad er sandhed?

Så meget ved vi, at den kan være ilde hørt, hel og halv, og at den kan fås af børn og fulde folk. Men sandhed er ikke et entydigt begreb, for der er flere udgaver af den. For eksempel mener astronomer ikke længere, at Pluto er en planet, men det gjorde de engang. Nogle tror, at Jesus er sandheden, andre Koranen. Men uanset hvad vil en ungkarl altid være ugift. For ikke alting er relativt. Så hvordan definere, hvad sandhed er?

Der findes to slags, siger Helge Kragh, der er professor i videnskabshistorie på institut for fysik og astronomi ved Aarhus Universitet, og fortsætter:

Den ene vedrører trekanter, hvor summen af vinklerne er 180 grader. Det er en absolut sandhed, da en trekant er en konstruktion i den forstand, at den kan bevises. Den anden er, at vand består af ilt og brint. Det er en helt anden slags sandhed, som ikke er selvindlysende. Det er noget, man meget møjsommeligt har fundet ud af, som godt kan være forkert. For man kan ikke 100 procent vide, at den information, man får fra eksperimenter, er sand.

At alle ungkarle er ugifte, er til gengæld sandt, men udelukkende af sproglige grunde, for det fortæller intet om ungkarle. Der er masser af den slags sandheder, og de sproglige fortæller os ikke noget om verden, siger Helge Kragh.

LÆS OGSÅ: Hvert forår tænder lyset glæden i mig

Han er forfatter til Sandhed den seneste bog i den populære serie Tænkepauser, der udgives af Aarhus Universitetsforlag i samarbejde med DR, Morgenavisen Jyllands-Posten, Litteratursiden.dk og bibliotekerne. På 60 små sider, som er det gennemgående format i serien, udlægger han sandhedsbegrebet fra flere vinkler den naturvidenskabelige, historiske, filosofiske og religiøse.

Der findes sandt at sige mange sandheder, så hvordan greb han opgaven an?

Jeg var nødt til at tygge på det i nogen tid. Sandhed er et frygtindgydende begreb. Det er et klassisk filosofisk emne, som er mere oplagt for en filosof at skrive om. Men via de emner, jeg beskæftiger mig med, synes jeg godt, jeg kunne skrive noget, jeg ikke burde skamme mig over. Jeg har den klare fordel, at jeg har en naturvidenskabelig og videnskabshistorisk baggrund, så jeg kunne finde mange eksempler.

I begyndelsen arbejdede jeg med det på en meget hulter til bulter-agtig måde. Jeg skrev en masse eksempler på, hvor man bruger sandhedsbegrebet, og på hele og halve sandheder. Og derefter prøvede jeg at få styr på det, siger Helge Kragh i telefonen fra Aarhus.

Han konkluderer, at sandhed som et endegyldigt begreb ikke findes. Men at det bruges i forbindelse med en masse områder, der ikke har noget med hinanden at gøre.

Der er i den ene ende nogle religiøse, filosofiske sandheder, hvor man stræber efter den absolutte sandhed, og i den anden er der den måde, vi bruger ordet sandhed på i sociale sammenhænge, i familien og i politik. Vi kan ikke klare os uden begreberne sandt og falskt, men de dækker et meget bredt spektrum.

Nogle af de måder, vi taler om sandhed på, har intet at gøre med andre måder at tale om sandhed på. Det drejer sig om forholdet mellem sandhed og objektivitet. Ofte spiller objektivitet ingen rolle. For eksempel siger Søren Kierkegaard, at sandheden er subjektiv. Hos ham er sandheden knyttet til det enkelte menneske, og så er den i sagens natur ikke objektiv. Det giver god mening i en Kierkegaard-sammenhæng, men er en helt anden end den, man normalt bruger.

Det er en helt anden snak, når det handler om de videnskabelige sandheder, mener videnskabshistorikeren.

Jeg mener absolut, at de sandheder, som videnskaben har om naturen, er sande i den forstand, at de er umådeligt troværdige. For der er forskel på at sige, at noget er absolut sandhed, og at det er umådeligt troværdigt. For man kan tro, at noget, der er sandt, ikke siden kan vise sig ikke at være sandt. Men historien viser, at det ikke er sådan ikke når det drejer sig om naturen, og slet ikke når det drejer sig om historien.

Hvorfor det er sådan, er meget enkelt. Det er, fordi den viden, vi har om naturen, stammer fra mennesker. Mennesker kan tage fejl, og det kan videnskabsfolk også. Hele historien er fuld af videnskabsfolk, der har taget fejl. Men at opdage fejlen er lige så vigtigt som sandhed, for så kan man blive klogere og opdage noget, der er mere sandt. Det er hele den dialektik med at opdage fejl, korrigere og få mere viden, end man havde før.

Derfor er der ikke grund til at tro, at vi en dag får en absolut viden om naturen, og der er intet, der tyder på, at vi får det om historien. Den måde, som historikere benytter til at finde sandheden, minder om naturvidenskab. Men historien eksisterer ikke mere. Og endnu vigtigere handler det om mennesker og historiske samfund, og man vil aldrig rigtigt kunne vide, hvad mennesker følte og tænkte for tusind år siden, uanset hvor gode kilder man har. For mange ting er jo sket, fordi mennesker har haft en hensigt med at gøre sådan og sådan, måske har de haft ønske om magt og indflydelse.

I naturvidenskaben beskæftiger man sig også med fortiden. Men de ting, vi har at gøre med der, er ikke objekter, der har hensigter og meninger, men umælende ting som dyr, stjerner, sten og molekyler. Derfor vil der altid være større plads for subjektivitet i historieskrivning end i naturvidenskab, siger Helge Kragh.

I sin bog kommer han også ind på trosmæssige sandheder og nævner Johan-nesevangeliet i Det Nye Testamente, hvor de troende får at vide, at de skal lære sandheden at kende, og sandheden skal frigøre jer. Her er Jesus selv sandheden, mens muslimerne hævder, at Guds sandhed den eneste sandhed kun findes i Koranen.

Her har begrebet sandhed en væsentlig anden og usammenlignelig karakter end andre sandheder. Her er der ingen objektivitet: Man kan tro eller lade være med at tro. Derfor vil det være meningsløst at teste og afprøve sandheder i forhold til for eksempel Koranen og Bibelen. Måske burde de kalde det for noget andet end sandheder hvorfor ikke trosdogmer, for eksempel? Men man kan selvfølgelig ikke bare lave om på ord.

I bogens sidste kapitel med overskriften Den endelige sandhed skriver Helge Kragh, at kun Gud er alvidende, mens vi mennesker er begrænsede væsener, der kun kan have vished om nogle få sandheder, mens andre for evigt vil være skjulte for os. Og han citerer Piet Hein: At vide, hvad man ikke ved er dog en slags alvidenhed.

Alvidenhed har ikke noget at gøre med den viden, som mennesker har. Men det er en ældgammel drøm, der går tilbage til grækerne, at vi får vished om alt. Nogle vil kalde det for et mareridt. Hvis jeg vidste alt om fremtiden, ville jeg vide, hvornår jeg selv og mine kære skulle dø, og hvorfor. Jeg tror ikke, at nogen er interesseret i den viden.

For den alvidende er der ingen overraskelser overhovedet. Men at være nysgerrig er en del af det, der gør livet værd at leve. Vores stræben er at prøve at forstå og finde sandheden. Det er en stræben, der ligger hos os som biologiske væsener. Nogle gange stræber vi efter noget, som vi godt ved er umuligt, men vi gør det alligevel. Det viser, at mennesket ikke er et rationelt væsen. Nogle af de skøre ting, man foretager sig inden for videnskaben, er også en del af det, der karakteriserer det menneskelige. Der er masser af eksempler på vildt ambitiøse teorier, som videnskabsfolk har arbejdet på at eftervise, og som er mislykkedes. Men man har fået en masse gavnlig viden undervejs.

Vi mennesker må acceptere, at der er grænser for sandhed og for de ting, vi kan have sand viden om. Mit yndlingseksempel er kosmologi og spørgsmålet: Er universet uendeligt stort eller bare frygteligt stort? Det er noget af et mysterium. Igen kan vi gå tilbage til de gamle grækere, for vi er blevet klogere på mange andre ting siden dengang. Men der er mange gode argumenter for, at det her er et spørgsmål, som ikke kan afklares videnskabeligt.

Det kan det ikke, fordi alle målinger af enhver art er begrænsede til en del af universet. Man kan ikke vide noget om det, der ligger udenfor. Og der er altid usikkerhed på målinger, og den lille usikkerhed er nok til ikke at vide, om universet er uendelig stort. Hvis man spørger højtspecialiserede fysikere og astronomer i dag, vil nogle af dem svare, at universet faktisk er uendeligt men hvorfor er de så sikre? De kan ikke komme med noget godt argument, siger Helge Kragh.

Han mener ikke, at man skal blive overrasket over, at videnskaben ikke kan vide alt, men over, at der er nogle, der mener det. Det kalder han en form for hybris.

Det er intellektuelt overmod, der bare viser, at naturen er større end mennesket. Nogle gange undrer det mig, at den tankegang er så almindelig, når man tænker på, hvor ubetydeligt mennesket er biologisk. Vores erkendelsesapparat, hjernen, er langtfra optimal. Engang vil der være væsener, der er os intellektuelt overlegne. Enten eksisterer de allerede på andre planeter, eller også er de vores efterkommere. Når vi går 100.000 år frem i tiden, er der al mulig grund til at tro, at vi er blevet klogere som følge af biologisk udvikling.

Derfor er det sært at påstå, at det udviklingstrin, vi befinder os på nu og lige præcis på Jorden, giver os adgang til at forstå alt. Jeg mener, at vi bør være mere ydmyge i jagten på absolutte sandheder. Jeg er stor tilhænger af ydmyghed i videnskabelig og intellektuel forstand.