Deres valg udfordrede de uskrevne regler for kærlighed

Han læser teologi. Hun er opdraget muslimsk og er dansk-araber. Begge er de fraskilte, og om en måned siger de ja til hinanden i en folkekirke. Kristina Abu-Khader Aamand og Martin Høgsholt trodser alle konventioner

Martin Høgsholt og Kristina Abu-Khader mødtes som unge. Deres veje skiltes, og de stiftede hver deres familie. Men i december 2012 genoptog de kontakten.
Martin Høgsholt og Kristina Abu-Khader mødtes som unge. Deres veje skiltes, og de stiftede hver deres familie. Men i december 2012 genoptog de kontakten.

Kristina Abu-Khader Aamand sidder på gulvet i familiens hus. Hendes mand og børnene er ikke hjemme, og nu har hun tømt sine gamle billeder ud på gulvet. Hendes computer står åben. Det er december 2012.

Kristina Aamand er i krise. Hun og hendes dansk-pakistanske mand har opdraget deres fem børn til at træffe deres egne valg. Men nu har teenagedatteren fået en dansk kæreste, og han bliver afvist af svigerfamilien. Kristina Aamand føler, at det multikulturelle ægteskab er til eksamen og risikerer at dumpe.

Med billederne foran sig forsøger hun at forstå, hvad der er ved at ske med kærligheden. Hvad er det, hun har tabt på vejen?

Mens hun sidder der, dukker en Facebook-besked op på computerskærmen. Det er ungdomskæresten Martin Høgsholt, som hun kun har haft sparsom kontakt med gennem årene.

”Hvordan går det?” spørger han.

”Han skrev lige i det sårbare øjeblik. Og jeg skrev et langt, frustreret svar tilbage,” fortæller 41-årige Kristina Aamand.

I dag sidder hun og Martin Høgsholt på en café i Københavns indre by. Hun giver hans knæ et klem. For kontakten på Facebook førte mere med sig.

De traf et valg, som udfordrede uskrevne regler for kærlighed. I hendes arabiske familie. I den pakistanske svigerfamilie. Og til deres overraskelse også i deres danske omgangskreds.

Voksne, gifte mennesker med børn kaster ikke alt overbord og vælger kærligheden uden at forargelsen og de bortvendte rygge følger med. Heller ikke i Danmark år 2014.

Martin Høgsholt og Kristina Aamand skal giftes i næste måned.

”Der var en, der sagde: Du kommer til at betale med dine børns hjerter,” siger Kristina Aamand.

Hun er kendt som debattør og forkæmper for unge kvinder med muslimsk baggrund. Hun er halvt dansk, halvt arabisk og Naser Khaders halvsøster. Som sygeplejerske og socialrådgiver vejleder hun unge kvinder i mødomsspørgsmål og æresrelaterede konflikter. I 18 år var hun gift med en dansk-pakistansk mand, og sammen har de fem børn, der i dag er mellem 3 og 18 år.

”Mine veninder sagde, at jeg var hysterisk monogam. Ingen andre mænd sagde mig noget,” siger Kristina Aamand.

Ægteskabet var også hendes personlige bevis på, at det, hun fortæller de unge kvinder i rådgivningen, er sandt. At en dansk livsform kan forenes med en pakistansk tilgang til ægteskab, opdragelse og familie.

”Der var bare det problem, at min eksmand ikke kunne sætte grænser for sin familie,” siger Kristina Aamand.

-årige Martin Høgsholt var fraskilt, da han kontaktede Kristina Aamand på Facebook. Han er uddannet pædagog, men læser i dag teologi og har to børn på 8 og 11 år.

”Jeg har følt mig på kanten ved at gå i lag med en gift kvinde. Jeg burde have taget ansvar for, at vi ikke gjorde noget ulovligt,” siger han.

Kristina Aamand og Martin Høgsholt mødtes første gang ved en fest, da de var 17 og 18 år. En kemi opstod, der aldrig forsvandt.

”Da stod tiden stille,” siger Martin Høgsholt med det udtryk han gerne bruger om deres få tilfældige møder hen over årene.

De to forelskede sig som unge og var sammen nogle måneder. For Kristina Aamand et brud med en streng muslimsk opdragelse.

Hendes mor er dansk og katolik. Hendes far en palæstinensisk mand, der kom til Danmark for at arbejde. Men da datteren var fire år, flyttede faderens syriske kone til Danmark sammen med sønnen Naser. Og han forlod sin danske familie.

Men moderens nye mand var også palæstinenser, og Kristina Aamand voksede op med muslimske leveregler til trods for, at hun var kristen døbt. Ingen svinekød. Ingen kærester.

”Jeg måtte ikke gå til børnefødselsdage, for der var drenge og pølser. Som katolik syntes min mor også, at det med kærester var noget værre noget.”

I skolen var der få elever med muslimsk baggrund, og Kristina Aamand mødte ofte spørgsmål om, hvorfor hun ikke drak øl og ikke spiste svinekød.

”Jeg er vokset op med, at der er flere sandheder. Det var svært for min stedfar. Det blev sådan, at det at være kritisk var en synd i sig selv,” fortæller hun.

Konflikterne kulminerede, da Kristina Aamand var 17 år, og stedfaderen fandt et kondom i hendes lomme. Han tog pigen med hen til en grønthandel, hvor hendes far arbejdede. Hun havde ikke set ham i 13 år. Kristina Aamand sad i baglokalet, mens de to mænd talte sammen.

”Så kom min far ud til mig og sagde: Jeg elsker dig. Her er 500 kroner, så du kan gå i byen. Så gik han ud til min stedfar og lod som om, at han havde ordnet den sag.”

Kort efter flyttede hun hjemmefra. Og mødte Martin Høgsholt første gang.

”Det er ingen skam at gå, når man bliver smidt ud,” indskyder han.

Kristina Aamand blev nu en del af sin fars familie og mødte sine arabiske halvbrødre.

”De prøvede at gøre mig til en arabisk pige. En kvinde er som en vase, der går i stykker, når hun er sammen med mænd. Den slags. Men de opgav hurtigt. Det var Naser, der lærte mig at blande drinks,” fortæller Kristina Aamand.

Den arabiske del af familien blev de første, der lagde afstand, da Kristina Aamand mange år senere valgte kærligheden og flyttede ind hos Martin Høgsholt. Slægtninge nægtede at besøge hende, fordi der ”foregår utugt”. Og det var i stedet hendes eksmand, der fik invitationer til hendes families fester.

”Mine brødre har selv lavet alt muligt, selvom de er gift. Men de er mænd, og så er der ingen, der siger noget. Det, jeg oplever, er en straf,” siger Kristina Aamand, der understreger, at ikke alle hendes brødre har handlet sådan.

”Jeg blev ked af det. Mine børn så, at jeg blev frosset ude, og det bekræftede dem i, at jeg var gal.”

”Det er fordi, du er kvinde,” siger Martin Høgsholt.

”Og fordi du er kristen,” siger hun. ”Der var en, der sagde: Det er en ting, at du har fundet en anden mand. Men han er kristen og læser teologi. Der er du gået for langt.”

Ægteskabet, som Kristina Aamand levede i, da hun sad ulykkelig omgivet af sine billeder i december 2012, var på overfladen et ideelt match.

Parret skrev debatbøger sammen om kulturelle dilemmaer. Og med fem børn og et lækkert hjem i et trendy bofællesskab så det ud til, at de forenede hans pakistanske baggrund og hendes arabisk-danske i et frisindet familieliv uden religiøse leveregler. Et vellykket, interkulturelt projekt.

Men bag dørene var Kristina Aamand i konflikt med sin mands familie. De var veluddannede og velintegrerede. En svigerinde var socialrådgiver på et krisecenter. Men fra begyndelsen var Kristina en streg i regningen.

”Min svigermor regnede med at finde en pakistansk kone til ham,” siger hun.

Da Kristina blev gravid før ægteskabet, prøvede svigermoderen at presse hende til at få en abort.

”Så kunne jeg blive gift og få et rigtigt barn bagefter. Det ville jeg selvfølgelig ikke. Så gik der 14 dage, og vi var gift på rådhuset.”

Men svigermoderen fortsatte sine forsøg på at forandre Kristina Aamand, der foretrak korte nederdele og sorte støvler. En dag kom hun med en pakistansk kjole, som Kristina Aamand prøvede. Og mens Kristina Aamand havde kjolen på, blev der hurtigt taget et fotografi af den nye svigerdatter, som svigermoderen sendte til familien i Pakistan.

Men Kristina Aamands pakistanske mand delte værdier med sin hustru. Deres børn skulle selv bestemme, hvordan de ville leve, hvad de ville tro, og hvem de ville giftes med. Men ægteskabet byggede også på det, Kristina kalder en ”købmandshandel”.

”Min svigerfamilie ønskede, at vores børn skulle opdrages som muslimer. Det ville jeg ikke være med til. Men det betød meget for min mand, at vores drenge blev omskåret, og det gik jeg ind på, selvom jeg synes, det er forkert at sætte et religiøst mærke på sit barn. Men man skal jo selv give noget,” siger hun.

En enkelt gang mødte hun tilfældigt Martin Høgsholt på banegården, efter hun var blevet gift. Hun havde sin lille datter i klapvognen, og han følte, at tiden stod stille.

Men Kristina Aamand var gift og mødte i sit ægteskab de samme traditionelle leveregler, som hun talte imod i sit arbejde. Og hun tog kampene i sit eget liv for at være tro mod sine værdier.

Da hendes mands søster skulle indgå et arrangeret ægteskab, nægtede hun at spille rollen som ældste svigerdatter, der formidlede kontakt mellem de to familier.

”De sagde, det var disrespekt. Men jeg syntes, de var mega-undertrykkende. Jeg fik prædikatet: Det er Kristina. Hun er tosset,” siger hun.

Kristina Aamand og hendes mand fik fem børn. Andet barn var en dreng, og Kristina Aamand indfriede sit løfte og lod ham omskære.

”Det er det eneste, jeg fortryder. Det er børnemishandling.”

Derefter fulgte endnu en datter og dernæst to sønner, som hun nægtede at lade omskære.

Martin Høgsholt var også blevet gift og tænkte, at han burde være glad for sit ægteskab.

Parret fik to børn, men han var i tvivl om følelserne for sin hustru.

”Børnene elskede jeg betingelsesløst. Sådan var det ikke helt mellem min kone og mig. Men jeg levede et bevidstløst liv, lod tiden gå.”

Han flygtede ind i en verden af computerspil, og til sidst endte parret med at gå fra hinanden.

Hos Kristina Aamand sled de kulturelle kampe på ægteskabet. Hun syntes, hendes mand havde svært ved stå på mål for deres opdragelse af børnene overfor sin familie.

Den afgørende prøve opstod, da deres 17-årige datter fik en dansk kæreste. Og Kristina Aamands svigerfamilie nægtede at acceptere ham.

”Hun er det barn, som ikke ville have været til, hvis de havde fået deres vilje. Nu fik hun kastet skam lige i ansigtet. Det vakte min beskyttertrang og pustede til alle de frustrationer, jeg havde opsparet gennem årene.”

Kristina Aamands mand var glad for datterens kæreste, men accepterede, at drengen ikke var velkommen i det pakistanske miljø. I Kristina Aamands øjne var hendes ægteskab som interkulturelt projekt til eksamen og dumpede.

”Han burde have sagt, at de skulle respektere vores måde at opdrage vores datter på. Det burde have konsekvenser, når de ikke opførte sig ordentligt overfor os. Men han kunne ikke sige fra.”

Mens konflikten rasede, fik Kristina Aamand den afgørende Facebook-besked fra Martin Høgsholt.

”Jeg følte, at jeg ikke var den, det var meningen, jeg skulle være. Jeg havde mistet noget på vejen. Jeg var nødt til at finde ud af, hvad det var. Så jeg sagde til min mand, at jeg ville se Martin, som er en, jeg kendte fra før.”

Mødet mellem de to ungdomskærester fandt sted den 17. december 2012. De drak gløgg på en café og snakkede i fire timer. De havde ikke set hinanden i 10 år, men de landede midt i en samtale, der aldrig siden er stoppet.

”Igen var det som om, tiden stod stille. Men så sagde hun, at hun håbede, at jeg ville finde en 24-årig teologistuderende,” siger Martin Høgsholt.

På vej hjem tænkte han, at det var som en guitarstreng, der blev slået falsk an.

”Jeg mente det oprigtigt. Jeg ville gerne have, han var glad,” siger Kristina Aamand i dag.

Da hun fortalte en veninde om mødet med sin ungdomskæreste, sagde veninden, at hun aldrig burde se ham igen.

Men det første møde blev til en smoothie på en café i byen. Og en kaffeaftale hjemme hos ham.

”Jeg forsøgte virkelig at holde en høj moral, men tredje gang var det på kanten,” siger Kristina Aamand.

Kristina Aamand følte, at det begyndte at skride. Det er forkert at have følelser for en anden mand, når man er gift og har fem børn.

”Men det gik op for mig, at jeg aldrig ville blive et helt menneske, hvis jeg blev i den kampzone, som jeg levede i. Jeg fik hele tiden at vide, at jeg var forkert.”

Efter et par måneders tvivl forlod hun sin mand.

Reaktionen fra eksmandens familie var lettelse. Med Kristina Aamand på afstand fik den traditionelle opdragelse friere spil hos svigermoderen.

”Jeg håber, at vi har opdraget vores børn, så de selv kan træffe deres valg.”

Mens svigerfamilien var lettede, mødte skilsmissen til gengæld modstand fra den danske omgangskreds. Det var småt med positive tilkendegivelser, da hun og Martin Høgsholt annoncerede deres forhold på Facebook.

”Der var ikke én, der sagde du skal gå efter kærligheden.”

Parret oplevede, at de oversked de uskrevne regler for nyskilte kærestepar. Da Kristina Aamand flyttede ind hos ham i efteråret 2013. Da hans og hendes børn blev ført sammen. Og da de hurtigt besluttede at gifte sig.

For normen er, at voksne kærester først bor hver for sig og nyder hinanden, når de er ”børnefri”. At børnene ikke møder kæresten i den første lange tid.

”Min omgangskreds har kastet et overbærende blik over brillen. Nå, det går lidt stærkt, hva? Man skal helst bruge lang tid på at se, om der er plads til hinanden i ens selvrealiseringsprojekt,” siger Martin Høgsholt.

Kristina Aamand oplever, at hun er sat på taberholdet.

”Nogen siger, at jeg er en dårlig mor, fordi børnene bliver kede af det. Andre siger, at jeg ikke må gøre det imod min eksmand. Og så er der dem, der mener, at jeg bør holde lav profil for børnenes skyld, hvis jeg fortryder,” siger hun.

”De beder mig om at leve et desintegreret dobbeltliv, hvor mine følelser ikke passer til det liv, jeg lever. Ligesom de unge kvinder, som jeg møder som rådgiver.”

Martin Høgsholt og Kristina Aamand forsøger at være sammen uden at hænge sig i negative kommentarer og manglende invitationer.

”Vi vil ikke lade os drive ind i den kampzone, men bliver på vores egen tømmerflåde. Vi bestemmer selv kursen i vores liv,” siger han.

”Her føler jeg mig rigtig. Jeg kan være den, jeg er,” supplerer hun.

Det fælles liv rummer syv sammenbragte børn. Hun skriver på en bog med arbejdstitlen ”Kunsten at overleve en pakistansk svigermor”. Og så er der bryllupsplanerne.

Kirkebrylluppet er hendes ønske. Hun siger:

”Første gang blev jeg gift på rådhuset, fordi jeg ikke ville giftes af en imam. Men denne gang vil jeg gerne ind i kirkerummet og have salmerne.”

Vielsen står den 21. juni i Vallensbæk Kirke.