En ung enke fandt vejen fra sorg tilbage til livet

Marian C. Prestages mand døde af kræft efter få måneders sygdomsforløb. Hun har skrevet en bog om, hvordan hun til at begynde med følte sig uden for livet, men derefter fandt en måde at håndtere sorgen på og genfandt livet

Marian C. Prestage skriver, at det er hendes håb, at hendes bog "At sprede skyer om at miste sin elskede og finde livet igen" kan bruges til at bryde tabuer omkring død og sorg. For selvom vi lever i en kultur, hvor der bliver færre tabuer, så er død og sorg stadig et tabu for mange, mener hun.
Marian C. Prestage skriver, at det er hendes håb, at hendes bog "At sprede skyer om at miste sin elskede og finde livet igen" kan bruges til at bryde tabuer omkring død og sorg. For selvom vi lever i en kultur, hvor der bliver færre tabuer, så er død og sorg stadig et tabu for mange, mener hun. Foto: sauletas .

Sorg er en uhåndgribelig størrelse, som ikke holder sig tilbage fra bagholdsangreb. Det konkluderer cand.mag. og kommunikationskonsulent Marian C. Prestage. I 2003 døde hendes mand, bygningskonstruktør Dave Prestage, af kræft.

Kort efter ægtefællens død begyndte Marian C. Prestage at tage noter om sorgen og den svære tid, som fulgte, og nu har hun skrevet bogen ”At sprede skyer om at miste sin elskede og finde livet igen” om det sygdomsforløb, som i mange år efter sad i hendes krop og gjorde hende sårbar.

Alt så ellers lyst ud for parret, da han begyndte at få mavesmerter. Hun var 36 år, og han var 45 år. De havde kendt hinanden i 13 år og var enige om, at det nu var tid til at få børn. Han havde en søn fra et tidligere forhold, som boede hos dem, da hans ekskone var død af kræft syv år tidligere.

David Prestage gik til lægen med smerterne, og efter en længere udredning stod det klart, at han havde kræft i bugspytkirtlen, og sygdommen havde spredt sig til leveren. Omkring to procent lever efter fem år med den diagnose, men Marian C. Prestage besluttede, at hendes mand skulle være et mirakel.

Hun bad til Gud om helbredelse og brugte både alternativ og traditionel behandling, men hun åbnede ikke op for, at han kunne tale om døden. En solrig dag i februar 2003 døde han i parrets dagligstue i Humlebæk i Nordsjælland. Han døde fem uger før sin 46-års fødselsdag.

Førhan blev syg, gik parret mange ture, og det forsøgte de at blive ved med trods sygdommen. Under en af deres gåture sagde han til hende, at hun skulle finde en anden, når han var død. Hun kunne ikke holde ud at høre ham tale om det, og trodsigt fastslog hun, at det ville hun ikke. At han insisterede på, at hun skulle finde en anden, blev siden vigtigt for hende, kan man læse af bogen.

Marian C. Prestage skriver, at det er hendes håb, at bogen kan bruges til at bryde tabuer omkring død og sorg. For selvom vi lever i en kultur, hvor der bliver færre tabuer, så er død og sorg stadig et tabu for mange, mener hun.

Blot en uge efter mandens død var hun tilbage på sit job som kommunikationskonsulent i København. Alle i organisationen var informerede om dødsfaldet, men alligevel havde hun en følelse af at være befængt med pest. Ja, det var, som om ægtefællens sygdom kunne smitte, og kollegerne derfor helst ikke ville have noget med hende at gøre.

Udenfor blev det forår, men hun blev i februar længe endnu, som hun skriver i bogen. Ægtefællens tøj var endnu i skabene, og hun kunne finde på at tage en af hans T-shirts på og ligge i fosterstilling og græde.

Som enke oplevede Marian C. Prestage at være udenfor. Livet gik videre, hvilket hun registrerede, men det føltes ubarmhjertigt, at intet i verden var forandret, når alt var forandret for hende. Hun oplevede, at hele hendes liv var vendt på hovedet, og hun overvejede, hvad hun skulle med sit liv.

Den katolske kirke blev et af de steder, hvor hun fandt et rum for sorgen. Hun mødte en kvinde i en sorggruppe, som fortalte om muligheden for at tænde et lys i kirken, og en dag gik hun ind i den katolske kirke i Bredgade i København og tændte et lys for sin afdøde mand.

Marian C. Prestage har skrevet til ham og brugte også hjemmesiden mindet.dk til at mindes og bearbejde sorgen, ligesom hun har søgt hjælp hos en psykolog og hos clairvoyante.

Inden Dave Prestage døde, understregede han, at hun skulle finde en anden mand. Et halvt år efter forsøgte hun sig med netdating, og efter en tid fandt hun en kæreste. At få en kæreste gav hende muligheden for at opdage, hvor uendelig træt hun var efter det intensive sygdomsforløb. I bogen spørger hun, om det var for tidligt. Forholdet holdt ikke, men hun oplevede, at der var plads til at elske en afdød og samtidig åbne sig for en anden person.

I dag er det mere end 10 år siden, Marian C. Prestage blev enke, og hun har oplevet, at hun har måttet sige farvel mange gange siden. I den første tid skulle alt i huset være som det var, da han levede. Med tiden har hun skilt sig af med mange af hans ting, men hun har fyldt en smuk æske med nogle af de mest værdifulde ejendele.

Som tiden går, har hun mærket, at det er lettere at mindes med glæde end med tristhed, og savnet har ændret sig væsentligt. Der er kun en ting, hun fortryder: At hun ikke bragte døden på bane, hvis han havde haft behov for at tale om den.