Ingen kommer igennem livet uden sorger. Det gælder om, at man ikke sidder tilbage og flår sig i håret over, at det gik, som det gjorde, mener Bente Hansen.
”Man skal bevare glæden. Den evne regner jeg som en af mine store gaver,” siger den 74-årige journalist og forfatter.
Hendes erindringer ”Historien findes” er netop udkommet og ligger på sofabordet foran hende. Altandøren står åben ud til Københavns Havn, hvor vandet har lige så mange krusninger som et levet liv, men hvor hver bølgetop alligevel glinser værdifuldt i solen.
Bente Hansens hjem ligger bare et stenkast fra den ungdomsdelelejlighed i Store Kongensgade, hvor der i 1960erne var et leben af amerikanske desertører og danske venstrefløjsaktivister. Et årti, der ikke bare kom til at præge danmarkshistorien, men også Bente Hansens liv. Vi er samtidig på mange måder langt fra det barndomsland, Bente Hansen kom fra, på Højsgaard i Videbæk i Vestjylland.
Bente Hansens far var dyrlæge og moderen hjemmegående med familiens børneflok på otte. Selvom der var mange munde at mætte med få midler, var der et livsbekræftende mylder ud og ind af huset af venner og familie. Og skønt Bente Hansens mor troligt læste juleevangeliet højt år efter år og bad aftenbøn med børnene hver aften, blev det frimodige hjem i det indremissionske område anset for noget nær ugudeligt.
Men der var et nærvær og en næstekærlighed, som i mange år fik Bente Hansens bevidsthed om at bekæmpe det onde med det gode til at spire.
”Min mor var meget troende, men hun satte ikke sine ben i kirken. Jeg tror, hun opfattede den som fordømmende og snæver. Og det passede ikke med hendes kristensyn, som var vidtfavnende, åbent og kærligt,” fortæller Bente Hansen og kluk-ler, så det smitter.
Det var netop den grundholdning, der fik Bente Hansens mor til at forbarme sig og skrabe kartoffelmos ned i en papæske til de tyske flygtninge, som drev op gennem Jylland omkring Anden Verdenskrigs afslutning.
”Mine forældre var meget socialt indstillede og mente, man skulle hjælpe dem, der havde det skidt. Men man skulle ikke prale og gøre sig større, end man var. De ønskede, at vi fulgte de kristne bud. Især det med næstekærligheden. Og den daglige trosoplæring gled fuldstændig ind i opdragelsen derhjemme. Det var ganske ukompliceret: Gud var god og passede på os. Især hvis vi opførte os nogenlunde ordentligt. Hvis ikke, kunne vi bede om tilgivelse,” siger Bente Hansen.
Men allerede i en tidlig alder spirede et iltert temperament i den unge Bente, der fik hendes mor til at notere en særlig påmindelse i hendes konfirmationsbibel: ”Den, der overvinder sig selv, er større end den, der indtager en stad”. En hilsen, der var intet mindre end en fornærmelse for konfirmanden. Først mange år senere har det givet mening for hende.
”Nogle gange skal man give slip. Man skal vælge sine kampe og ikke kæmpe de unødvendige krige. Men som aktiv på venstrefløjen har jeg været vant til at være under angreb hele tiden og skullet forsvare mig og det har jeg sikkert sommetider gjort meget længere, end jeg behøvede,” siger hun.
Men der skulle gå flere årtier, før hun nåede til den erkendelse.
I første omgang blev det et opgør med flere gamle venner og familiemedlemmer, da Bente Hansen som ung studine sagde farvel til venstre-bønderne i Vestjylland, drog til København og tog venstrefløjens synspunkter til sig. Intet kunne bremse den forargelse, hun fyldtes af, når hun på studenterkurser mødte unge fra hele verden, der gav hende indsigt i den skæve fordeling af goderne og amerikanernes herskertrang.
”Jeg vidste meget lidt om politik, da jeg begyndte at studere. Men det blev ekstremt vigtigt for mig at komme ud og se verden. Og som generation oplevede jeg os hurtigt som et vi, selvom vi også skændtes internt,” fortæller hun.
Bente Hansen blev mag.art. i 1966, og året efter udkom hendes magisterkonferens ”Den marxistiske litteraturkritik”. Hun meldte sig ind i partiet Socialistisk Folkeparti (SF) og arbejdede blandt andet for ligeløn og særbeskatning. Men hun var også blandt de udbrydere, der i 1967 dannede Venstre-socialisterne (VS) som reaktion mod ”gammelmandsvældet” i SF. Og ved siden af glødede hendes politiske pen i det socialistiske blad Politisk Revy, hvor hun blev den første kvindelige redaktør i 1966.
Troen var imidlertid vanskelig for hende at forene med venstrefløjens overbevisning om, at fornuft og viden i stedet skulle herske. Så hun tog næstekærligheden med sig på de politiske barrikader og satte sin øvrige tro på vågeblus.
Samtidig begyndte barndommens glansbillede af livet på gården at smuldre. En af faderens affærer havde tidligere drevet Bentes Hansens mor ud i opbrud. Forældrene fandt sammen igen, men faderen havde udviklet et alkoholmisbrug i årenes løb, der tog til i en sådan grad, at hans helbred efterhånden måtte give efter.
”Min fars alkoholisme blev tydeligere. Det var jo så tragisk, som det kunne være,” siger Bente Hansen og bliver stille en tid, hvor blikket lader til at falde hen i vestjysk eftertænksomhed.
”Da jeg boede hjemme, var det selvfølgelig utrygt at leve i, selvom de prøvede at holde sammen på det hele. For på trods af al kærligheden i hjemmet, var der også en klar fornemmelse af, at det kørte mod afgrunden,” konstaterer Bente Hansen.
Efterhånden stod det klart, at forældrene måtte lade sig skille. For Bente Hansens mor betød det en renæssance. For Bente Hansens far fortsatte livet i en eneste retning. Han døde i 1967, 53 år gammel.
Bente Hansen havde i virkeligheden ofte tænkt, at det var bedre, om han snart tog sit eget liv, fordi hans tilstand var så ulykkelig og uden løsninger. Og da hendes faster grædende ringede og fortalte, at faderen var død, følte Bente Hansen ikke noget som helst. Der skulle gå mange år, før savnet meldte sig, og hun forsonede sig med tanken om, at sorgen ikke ville forsvinde, men bare finde sig til rette i sindet.
Indtil da fortsatte Bente Hansen sit hektiske arbejdsliv. Hun var med i Vietnam-bevægelsen og kvindebevægelsen. Hun blev sammen med andre ansvarshavende redaktører tiltalt for at have afsløret Forsvarets Efterretningstjenestes aflytningscentraler i den såkaldte Kejsergadesag. Hun fandt også tid til at flytte sammen med musikeren Benny Holst og blev først stedmoder til hans to børn og derefter mor til sine egne to. Og i årene efter fulgte stillingen som redaktionschef på Information, programredaktør ved Statens Filmcentral og programmedarbejder ved Danmarks Radio.
Men efterhånden meldte følgerne af et hårdt liv sig. Bente Hansen havde lagt krop til mange kampe og var slidt op som offentligt talerør.
”Især leddegigten væltede mig. Og jeg fik den tanke, at jeg måtte stresse ned og se indad for at få det bedre med alle de sygdomme. Jeg havde måske tidligere været bange for, at det ville fjerne mit blik udad, for det tager jo tid. Men jeg nød det faktisk meget, selvom man også bliver lidt rystet over det, man ser,” siger hun.
Bente Hansen blev pensioneret som 50-årig og søgte den alternative behandling, tog på franciskansk retræte og lærte at meditere.
”Det var ikke en gru for mig at kigge indad. Men jeg fik øje på noget, jeg havde glemt i farten: Noget nærvær og noget tilstedeværelse,” siger hun og fortsætter:
”Altså noget ro.”
Snart lød det, at frontkæmperen var blevet religiøs. Og Bente Hansen begyndte at holde foredrag om sin forening af socialismen og kristendommen som kontrast til den gængse opfattelse af, at netop de to ting er hinandens modsætninger.
For Bente Hansen opfatter netop kristendom som det, at alle mennesker er skabt i Guds billede og har frie og umistelige rettigheder til at føle sig ligeværdige med andre. Ligesom socialismen.
Gennem alle årene havde hun udvekslet læsninger af evangelietekster, tanker om døden og opfattelser af kirken med sin mor. Hun var også begyndt at følge den daværende præst i Københavns Domkirke Johannes Værges teologiske anmeldelser i Weekendavisen i 1990erne. Og hun genkendte sin mors kristendomsopfattelse i hans skrift. Hun tog derfor ind til Domkirken. Og det blev begyndelsen på 16 års aktiviteter i kirkens menighedsråd og et livslangt rum for hendes tro.
I takt med, at Bente Hansen arbejdede med sit indre, nåede hun også til erkendelse af, at der er grænser for, hvor meget man kan flytte andre. Og netop den erkendelse fik hende til at stifte fred med sin far.
”Man kan ikke forandre andre, kun flytte sig selv ved at træde et skridt til siden. Man kan hælde brændevin ud i vasken i en uendelighed. Det hjælper ikke. Alkoholikere kan i stedet hjælpe hinanden ved at genkende sig selv i hinandens historier. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg er nået til den erkendelse. Før var det så sorgfuldt, at det ikke var til at røre ved. Nu har jeg fået lov til at mærke den store varme, jeg havde for min far,” siger hun.
Men handler politik ikke netop om at flytte folks standpunkt?
”Jo, og jeg har selv været med til at kæmpe og gå i frontalangreb. Det er bare ikke altid fidusen. Man kommer langt med dialog. Omvendt er der også meget drivkraft i at være med i noget som i kvindebevægelsen, hvor vi virkelig var nogle skrappeduller. Men tilstanden var offensiv. Og vi kunne måske nogle gange godt have taget en puster.”
Hvis Bente Hansen kunne have givet sig selv et råd med på vejen som ung, ville det derfor være: Gå med fred. Men uanset betydningen af hendes virke og de erkendelser, hun er nået frem til i løbet af et langt liv, ser hun ingen grund til at slå sig på brystet over sin egen rene samvittighed.
”Jeg har på mange måder betalt prisen for mit arbejde. Men jeg synes ikke, jeg har fortjent noget til gengæld. På det punkt er jeg måske meget kristen. For jeg tror på, at vi kan få meget stor kærlighed og nåde fra Gud. Men det er ikke noget, vi kan gøre os fortjent til. Vi skal i stedet gøre det så godt, vi kan.”