Kære brevkasse
Jeg har for ganske nylig fået mit første barnebarn, og det er en stor glæde. Jeg har et meget godt forhold til de unge forældre og tager jævnligt hen og besøger dem i flere dage.
Før mit barnebarn kom til verden, gav de udtryk for, at jeg som mormor gerne måtte få deres barn døbt, da de ikke selv er kristne. Kan det i det hele taget selvfølgelig med forældrenes tilladelse lade sig gøre?
Jeg er selv troende. Og mange i familien er det. Her i forbindelse med fødslen er min datter dog begyndt at tro lidt. Min svigersøn synes, det er fint nok, at jeg får den lille pige døbt. Det er som han siger ”okay for ham”.
Så alt i alt er forholdene gode og skal blive ved med at være det.
Venlig hilsen
Margrethe
Kære Margrethe
Tak for dit brev og dit spørgsmål. Og tillykke med dit første barnebarn. Vi er selv meldt ind i den underfulde klub for ikke så længe siden, så vi ved noget om, hvilken glæde og ømhed det kan lukke op for i bedsteforældres hjerter.
Det er godt at læse, at du har et rigtig godt forhold til din datter og svigersøn. Det er en gave. Et godt og respektfuldt forhold mellem forældre og voksne børn hænger ofte sammen med en mangeårig investering. Børnene har mærket omsorg, rammer og støtte ved udfordringer gennem mange år, og når de flytter hjemmefra, har de en indre kerne med sig, som de kan bygge videre på, når de selv skal opfostre næste generation. Men som forælder har man jo ikke indflydelse på, hvem ens børn gifter sig med, og hvilken rygsæk de har med sig fra deres barndomslandskab.
Så det, at du også har et godt forhold til din svigersøn, er der grund til at være taknemmelig for.
Nogle gange vælger voksne børn en anden vej end den, man kunne ønske for dem. Det kan både gælde valg af uddannelse, livsform, venner, kæreste og ægtefælle eller prioritering af den tro og de værdier, som måske er umistelige for en selv. Nogle gange tages disse valg ud fra opgør og mistillid og andre gange ud fra helt andre faktorer.
Valg af en anden vej, sådan som du nævner det i forhold til tro og kristendom, kan også nogle gange tages af et voksent barn, selvom der altid har været et godt og respektfuldt forhold. Og det er langt mere håbefuldt på den lange bane, end hvis det mest handlede om et oprør mod svigt eller hykleri. For så kan man bygge videre på mange gode års gensidig respekt, sådan at man kan snakke sammen også om det, som man er uenig om, og som man tror forskelligt på.
Vi synes virkelig, at det er dejligt for jer alle sammen, at din datter og svigersøn giver dig den fornemme opgave at få deres lille pige døbt. Det vidner om tillid og respekt og er en ære. At din datter oveni er kommet til at tro ”lidt”, er måske ikke så mærkeligt, for at føde et barn er et under. Og så måles det hele heldigvis ikke på, om vi tror lidt eller meget.
For mange kan det opleves trygt og godt at lægge det dyrebareste, man har fået givet, et lille nyt menneskeliv, hen til en, der er større end en selv. Vi har lyst til at dele et lille glimt af det fra vores yngste barns dåb, som foregik i Olavskirken på Modum Bad i Norge. Før vores lille pige havde vi to drenge. Den store fik lov til at hælde dåbsvandet op i døbefonten, og han gik meget op i det. Samtidig gik vores midterste dreng, som er udviklingshæmmet, sine egne veje mens vi var optaget af at få lillesøster døbt, gik han med sin fine hvide skjorte og det lyserøde slips, som var vådt og tygget blødt inde i munden op og knælede ved alterskranken og lå der under hele dåben og kiggede op mod alteret, hvor altertavlen bestod af et stort vindue ud mod den underfulde norske natur.
Lige da kan vi huske, at vi tænkte nogle tanker nok inspireret af Frederik, den fine lille dreng, som ikke ville få noget sprog eller en normal fremtid. Tankerne blev nærmest til en bøn: ”Kære Gud vi skal forsøge at gøre os umage og gøre alt det, der står i vores magt for at give dette lille nye barn alt godt og tryghed og støtte. Men når livets store kræfter er til stede, og vores indsigt eller magt ikke rækker, så satser vi på at lægge resten hen til dig.”
Dåben er et mysterium og en gave. Vi får lov til at blive født på ny og taget hånd om af ham, som er skaber og ven, og et lille menneske bliver indlemmet i en endnu større familie end sin egen. Du får lov til at hjælpe dit barnebarn ind i Guds store familie.
Til dit konkrete spørgsmål har vi spurgt en af vores gode venner, der er sognepræst.
Han skrev følgende til os:
”Forældrene skal henvende sig til den præst eller det sogn, hvor barnet skal døbes. Forældrene behøver ikke at være medlem af folkekirken eller nogen anden kirke, men forældrene skal være enige om, at dåben skal finde sted, og i hvert fald i vores sogn beder man begge forældre skrive under på, at de ønsker dåb. Måske kan mormor selv møde op til samtale med kordegn og præst, hvis hun har en underskrevet fuldmagt med fra forældrene. Hvis mormor er fadder, skal der være en anden fadder også. Begge faddere skal være døbt og medlem af en kristen kirke.”
Måske vil din datter alligevel være fadder? Måske er der andre, de kunne tænke sig, som sammen med dig vil hjælpe til med at fortælle den lille pige om den kristne tro og bede for hende? Spørg også forældrene om, hvordan de har lyst til at markere dagen. Om det skal være en stille og rolig begivenhed, eller om du eller I skal fejre den. Uanset så er dåbens store gave den samme.
Vi ønsker dig alt godt med dit fremtidige liv med børn og børnebørn. Måske ville det være en god idé for dig at skrive tanker og oplevelser ned fra den dag, og hvad det betød for dig at bære dit første barnebarn til dåb. Så har du det liggende, og en dag kan du fortælle om det eller give det til dit barnebarn.
Mange hilsener
Annette og Jørgen