Det siges, at ingen flytter fra københavner-bydelen Christianshavn uden at fortryde det. Det ved familien Herum godt, men de vil alligevel bryde op. De har opsagt deres store, lyse lejlighed med panoramaudsigt til Københavns tårne, eller som Peter Herum siger, mens han viser ud på altanen:
”Nu kan andre få glæde af den her udsigt.”
I morgen, pinsedag, markeres deres valg om at rejse ud ved højmessen i Christianskirken, der er familiens lokale kirke. De næste fire år bliver deres base i Bangladesh blandt Dhakas 12 millioner indbyggere.
”Når folk spørger, hvorfor vi gør det, så får jeg lyst til at spørge: Hvorfor rejser I ikke ud?,” siger Christa Herum.
Hun er 49 år og teolog og arbejder med kommunikation i folkekirke organisationen Danmission. Fra den 1. august skal hun være dialogkonsulent for Danmission med base i Dhaka, mens Peter Herum, 45 år, skal være regionsleder for samme selskab i Asien.
Den nye post er et sporskifte for den cand.polit.-uddannede leder, som har gjort karriere i den finansielle sektor og i dag er afdelingsdirektør i Danske Bank.
”Det har været et svært valg for mig, for jeg er utrolig glad for mit job i banken, men når jeg rigtig skal tænke efter, så er arbejdet med fattigdomsbekæmpelse det, jeg virkelig brænder for inderst inde,” siger han.
Det er anden gang, parret drager ud for Danmission. For snart 10 år siden rejste de og deres to drenge til Egypten, hvor Christa Herum var engageret i dialog mellem kristne og muslimer, mens Peter Herum arbejdede med at yde lån til nogle af Egyptens fattigste borgere.
Efter to et halvt år i Egypten vendte familien hjem til Danmark, og Peter Herum fortsatte karrieren i Danske Bank, samtidig med han læste videre, hvilket betød meget lange arbejdsuger nærmest uden tid til at reflektere over de indtryk, han havde med fra Mellemøsten.
Men det skulle vise sig, at Egypten havde ændret hans prioriteter. Da han i forbindelse med sit MBA-studie rejste rundt i Afrika, genså han en fattigdom som den, han havde mødt i Egypten. Gensynet med fattigdommen var som billeder, han ikke kunne ryste af sig.
”I Egypten havde jeg mødt mennesker, som havde meget at byde på, men som var meget fattige. Når jeg blev spurgt, hvad jeg virkelig brændte for, så kunne jeg mærke, at der var noget fra det arbejde i Egypten, som sad dybt i mig,” siger han.
At parret skulle rejse ud i verden med et missionsselskab, lå ikke ligefor, da de mødte hinanden i København for snart 20 år siden. Dengang var Christa Herum netop begyndt på teologistudiet på Københavns Unviersitet for at få en større indsigt i kristendommen.
En gren af hendes mors familie er Jehovas vidner. Også Christa Herums forældre var Jehovas vidner, men de forlod bevægelsen, inden hun blev født, og valgte at opdrage deres fem børn i hjemmet i Nørre Snede ateistisk.
”Vi blev ikke opdraget til nogen form for tro, men så længe jeg kan huske, har jeg været søgende. Jeg kom meget hos min farmor i Vejle, der var et kirkemenneske, som kunne sine salmer, og jeg har fortsat god kontakt til min moster i København, som er aktiv i Jehovas Vidner,” siger hun.
”Du kan sige, at jeg nærmest er vokset op med religionsdialog. Jeg har, fra jeg var barn, brugt megen tid på at lytte, forstå og forsvare andres holdninger,” siger hun.
På teologistudiet fordybede hun sig i religionsdialog, som hun med 20 års erfaring nu skal arbejde videre med i Bangladesh.
Da parret var udsendt til Egypten fra 2005 til 2007, arbejdede hun med dialog mellem islam og kristendom. Hun nød at sidde på altanen i lejligheden i Cairo og høre, hvordan der blev kaldt til bøn fra moskéerne.
”Jeg kan godt lide, at troen er synlig i gadebilledet. Der er kristne, som finder det irriterende, når der kaldes til bøn, men for mig blev det en god påmindelse om, at jeg også skal bede. Jeg tror, at en bevidsthed om tro har en positiv indvirken på mennesker. For mig personligt er samvær med folk, som har en tro og en praksis, vigtigt,” siger hun.
For Peter Herum er kristendommen noget naturligt, som har fulgt ham siden opvæksten i Nykøbing Falster. Det er først som voksen, at han kan se, at familien gik mere i kirke end flertallet. Hans mor sad i menighedsrådet i byens gamle klosterkirke, og selv var han KFUM-spejder og har stået fanevagt i den grønne spejderuniform ved talrige gudstjenester.
”Nu skal vi arbejde i en del af verden, hvor kirkerne er en ressourcepulje, hvor der opstår initiativer, som kan hjælpe til at udvikle samfund og styrke mennesker i deres hverdagsliv uanset tro. Her er kirken en meget meningsgivende sammenhæng,” siger Peter Herum.
Ved døren til familien Herums lejlighed er der parkeret et godt brugt skateboard og et udvalg af skatersko. Det tilhører alt sammen den 13-årige Jonas Herum. Den ivrige skater, som i øjeblikket har sin ene arm i gips efter et styrt, går i 6. klasse på Christianshavns Skole, som er den lokale folkeskole. Men når det ringer ud til sommerferie, siger han farvel til kammeraterne og folkeskolen. Efter sommerferien skal han gå på en amerikansk skole i Dhaka, og han er fortrøstningsfuld over udsigten til at skulle være teenager i Bangladesh.
Der er dog én, som de tre kommer til at savne. I søndags flyttede parrets ældste hjemmefra. Han er 18 år og følger ikke med den øvrige familie til Bangladesh i første omgang, for de er blevet enige om, at han i stedet skal afslutte 3. g på Ørestadens Gymnasium.
”Vi har stort set ikke set ham, siden han flyttede, men han taler om at slutte sig til os, når han er blevet student,” siger Christa Herum.
I juli tager Peter Herum afsked med kollegerne i banken, og til august skulle familien gerne lande i Bangladesh, som er ukendt land for dem. Og der er en række praktiske detaljer, som skal falde på plads inden, såsom valg af ny bolig.
”Vi har altid talt om at rejse ud. Det at forlade det trygge er forbundet med en vis grad af kaos, og det trives jeg godt med,” siger Christa Herum.