Ægtepar: Vi er dér, hvor vi allerhelst vil være

 Claus og Anna Rosenblad kan stadig blive forelskede i hinanden ”sådan midt i det hele”, og i hverdagen ...

Claus og Anna Rosenblad kan stadig blive forelskede i hinanden ”sådan midt i det hele”, og i hverdagen gør de meget ud af at huske at give hinanden et kram og et kys, så det hele ikke bare går op i praktiske gøremål og logistik. Her ses parret sammen med deres to små piger, Edith og Esther. Foto: Paw Gissel

Den der romantisering af det vilde ungkarleliv, den køber jeg ikke. Det har jeg slet ikke lyst til. Det er det her, jeg vil. Og det er fantastisk, at vi begge to faktisk er der, hvor vi allerhelst vil være i vores liv.

Ægteparret Anna og Claus Rosenblad er ganske tilfredse med tilværelsen, selvom madlavning, vasketøj og bleskift fylder ret meget for tiden. Det er børnene, der for alvor har smedet dem sammen

Mens bus nummer 133 drejede ned ad Hvidovrevej i retning mod Hvidovre Hospital, sad højgravide Anna Rosenblad på et af bussens sæder og glædede sig til det, der nu skulle ske.

Det var tidlig morgen, og hun var gået 15 dage over tid, så nu skulle det være.

”Jeg var ikke bange. Nok snarere rolig og spændt. Jeg vidste jo ikke, hvad der skulle ske. Jeg var bare vildt glad og glædede mig til at se, hvad det var for en, der kom ud,” fortæller 31-årige Anna.

Imens cyklede hendes mand, Claus Rosenblad, alt hvad han kunne for at nå ud på hospitalets fødeafdeling i tide.

Fødslen var en langtrukken og voldsom oplevelse for dem begge to, men da parrets datter Edith langt om længe kom til verden med sugekop, var det ”helt vildt overvældende”, fortæller Claus.

”Jeg kunne slet ikke have forberedt mig på det og alle de følelser, som fulgte med. Det var meget stort.”

I dag er Edith fire år, og for seks måneder siden fik hun en lillesøster, Esther. De ligger begge to og sover trygt, da Kristeligt Dagblad besøger den lille familie i deres lejlighed i Sydhavnen i København.

Mens Anna laver kaffe, fortæller hendes mand, at de snart flytter over på den anden side af gaden. For de kan praktisk talt ikke længere være i den gamle lejlighed med to små børn.

”Det bliver rart at få noget mere plads, for alt det her fylder ret meget,” siger han og peger på de mange babyting, der optager pladsen i stuen.

Claus er 40 år og bibliotekar på Hvidovre Bibliotek. Han mødte sin svenske kone Anna for 10 år siden, og i dag har de været gift i fem år.

”Den største udfordring for os har klart været at få børn,” siger han.

”Ja, det gør meget ved et forhold, at man ikke har tid sammen. Man får jo aldrig rigtig talt sammen. Man er bare megatræt det meste af tiden,” siger Anna, der for tiden er på barsel med deres yngste datter, Esther.

”Det kan godt være lidt surt nogle gange, og vi bliver da også indimellem frustreret over det. Man føler jo, at man går i stå herhjemme og bare synker ned i sofaen helt udmattet hver aften,” siger Claus og indrømmer, at han har fået meget større forståelse for de mennesker, der siger, at de skal finde hinanden igen, når børnene er flyttet hjemmefra.

”Jeg frygter det ikke, men jeg kan udmærket godt forstå, at man kan få det sådan. For børn fylder virkelig meget.”

Anna fortæller om en sommeraften, hvor deres ældste datter Edith var fyldt et år og var begyndt at sove igennem om natten.

”Solen skinnede, og det var sådan en dejlig aften. Vi snakkede om, at det kunne være hyggeligt at gå ud at spise en is på Vesterbro eller drikke en kold øl inde i byen. Men det gik pludselig op for os, at det kunne vi jo ikke.”

Hun griner.

”Vores frihed var væk. Sådan lige pludselig. Vi var jo nødt til at være hjemme, når hun lå og sov.”

Men selvom ægteparret har svært ved at føre en længere samtale i løbet af hverdagen på grund af børnene, og selvom kalenderen er fyldt op med babysvømning og alverdens praktiske gøremål i stedet for kaffeaftaler og sene koncerter ude i byen, føler de sig tættere end nogensinde før.

”Vi har et fælles projekt, og vi arbejder sammen. Det lyder meget rationelt, men det er den følelse, jeg har: At Anna og jeg er sammen om det her,” siger Claus.

”Ja, vi er en lille, tæt enhed, og jeg synes, at vi fungerer rigtig godt. Blandt andet fordi, vi har de samme værdier og holdninger til, hvordan vores børn skal opdrages,” siger Anna.

Ægteparret mødte hinanden til en koncert i Malmø i 2004.

Claus spillede selv i band, og Anna kendte alle de mærkværdige svenske bands, som han snakkede om. Men det slog ikke nogen gnister den aften.

Det gjorde det til gengæld mellem Annas veninde og Claus' ven, der kort tid efter blev kærester.

Der gik næsten et helt år, før de efter en lang snak på et køkkengulv til en julefrokost i Malmø besluttede, at de ville give det en chance. Fire år efter blev Anna gravid, og da hun var i syvende måned, bestemte de sig for at blive gift på rådhuset.

”Det var ikke sådan noget romantisk noget, hvor den ene friede til den anden. Vi satte os bare ned ved køkkenbordet og talte om det, da jeg blev gravid, og fandt frem til, at det var en god idé,” siger hun.

Efter vielsen tog parret ud at spise, og bagefter rejste de med toget til Berlin og holdt en uges ferie.

”Dernede skrev vi til vores familier, at nu havde vi giftet os. Og det var det,” siger Claus og understreger, at det dog ikke betyder, at de tager let på ægteskabet.

Da han var barn, blev hans forældre skilt, og han er derfor meget opsat på, at hans egne børn ikke skal opleve en skilsmisse på nært hold.

”Det er meget vigtigt for mig at gå imod min egen opvækst. Jeg ser jo op til mennesker som Annas forældre, der kan leve og fungere sammen igennem et helt liv. De er et forbillede, synes jeg,” siger han og fortæller, at han husker det som en meget forvirrende tid, da hans forældre flyttede hver til sit.

”Man får et mærkeligt forhold til den forælder, som man kun ser i weekenden hver anden uge. Jeg husker det i hvert fald som underligt og akavet. For når man kun ser hinanden en gang imellem, vokser forventningerne, og det skal være noget helt specielt. Men ligesom med nytårs-aften så gør alle de her forventninger ikke nødvendigvis festen bedre,” siger han og tilføjer, at det har ærgret ham som voksen, at forholdet til faderen ikke er så tæt, som han kunne ønske sig.

”Og sådan skal mine børn ikke have det. Så det er meget vigtigt, at Anna og jeg finder ud af det hele hen ad vejen og får vores familieliv til at fungere.”

Anna er enig:

”Vi er ikke sådan nogle, der bare giver op. Vi er meget kompromissøgende begge to, og jeg kan ikke forestille mig, at en af os bare sadlede om. For vi vil det her begge to, og vi accepterer, at det er lidt hårdt i de her år.”

Som mange andre småbørnsforældre, der får for lidt søvn om natten, kan Claus og Anna indimellem godt blive voldsomt irriterede på hinanden derhjemme i den lille lejlighed.

”Vi skændes typisk om sådan nogle fuldstændig dødkedelige og hamrende ligegyldige ting,” siger hun.

”Ja, Anna har virkelig meget temperament, og det kan irritere mig voldsomt, når hun hidser sig op over små ting. Så synes jeg, det er bedre at tale sammen i et helt normalt tonefald. Men vores skænderier varer oftest ikke særlig lang tid,” siger hendes mand.

”Nej, for det meste skal jeg bare have lov til at rase ud og smække med døren, og så er jeg glad igen,” lyder det fra Anna, og Claus supplerer:

”Det ville heller ikke være til at holde ud, hvis man skulle gå og brænde inde med tingene. Så er det bedre at få luft og komme videre med det samme.”

Og for det meste går det da også godt. Faktisk rigtig godt, synes de.

”Generelt er jeg nok også sådan en, der holder meget af hverdagen,” siger han, og Anna griner overbærende.

”Jamen, det gør jeg jo. Når alle har det godt, og vi bare hygger os herhjemme.”

Anna og Claus Rosenblad blev gift for fire år siden, da hun ventede parrets første barn. Det var ikke romantik, men praktiske overvejelser, der fik parret til at tage på rådhuset. Privatfoto.

”Vores liv er også ret nemt for tiden, mens jeg er på barsel,” indskyder Anna.

”Vi skal ikke leve efter en tidsplan og skynde os på nogen måde. Vores største pige kan komme tidligt hjem fra børnehaven, og ingen af os skal kigge på uret hele tiden og tænke på, om vi nu når at hente børnene inden lukketid. Det er ret priviligeret.”

Parret ville ønske, at danske forældre havde samme muligheder for at gå på deltid som svenske forældre, der har ret til at gå ned i tid, indtil deres barn fylder otte år. For hverken Claus eller Anna ønsker at leve et liv, hvor der ikke er tid til børnene i hverdagen.

Men når hendes barsel er overstået, og hun skal i gang med at søge nyt job, er de usikre på, hvordan de skal indrette deres liv, så børnene fortsat er i fokus.

”Vi er så heldige at Claus' mor bor lidt længere nede ad gaden, og hun er meget hjælpsom. Så det er vi meget glade for. Men hvis vi selv kunne bestemme, ville en af os gerne kunne gå på deltid de næste par år. Det ville være den bedste løsning for vores familie, synes vi, ” siger hun.

Begge er enige om, at børnene lige nu er det, der gør dem begge to allermest lykkelige:

”Altså, det er jo en kliché. Men når Edith eller Esther smiler til mig, så er det bare det bedste. Så bliver jeg fyldt op af en dejlig, dejlig følelse,” siger Anna.

Claus fortæller, at han faktisk slet ikke kan finde ud af, hvad han skal gøre af sig selv, når Anna en gang imellem tager børnene med til Sverige for at besøge sine forældre.

”Jeg bliver helt elendig og savner dem helt vildt. Når de har været væk i en hel uge, er jeg jo et skrog, når de kommer tilbage.”

Hun griner og fortæller, at han altid ringer efter et par dage og siger: 

Nu har jeg drukket en øl, spist en burger og hørt en masse plader. Men nu ved jeg ikke længere, hvad jeg skal gøre af mig selv. Og Claus nikker samtykkende:

”Den der romantisering af det vilde ungkarleliv, den køber jeg ikke. Det har jeg slet ikke lyst til. Det er det her, jeg vil. Og det er fantastisk, at vi begge to faktisk er der, hvor vi allerhelst vil være i vores liv.”