Som 25-årig sejlede jeg over Atlanterhavet i en sejlbåd. Man havde 14 dage til søs, hvor man ikke så andet end vand. Vi kørte en vagt, hvor man blev vækket, som om man levede på et kloster. Planen var, at vi skulle holde en pause, når vi anløb Azorerne. Og da båden nærmede sig, kunne jeg selv mærke en voldsom intens oplevelse ved lugten af jord og synet af fast grund for første gang i 14 dage.
Da vi kom i havn, gik de andre ud for at feste, som almindelige sømænd går i byen. Men jeg kunne mærke, at jeg i stedet skulle gå en tur for mig selv op gennem den gamle del af byen. Og så ændrede bevidstheden sig. Det varede nok en times tid. Den ydre verden var intakt, jeg så husene, himlen og skyerne og hørte fuglene og så videre, men bevidstheden var i en tilstand af vågenhed, som var højere, end jeg havde oplevet før. Der var en slags følelse af åbenhed i hjertet og en følelse af samhørighed med mennesker og den fysiske verden omkring mig.
Jeg vidste, at jeg ikke havde hørt om det før, og da det lukkede ned, fortalte jeg det ikke til et eneste menneske. Men efter tre år kom det igen, da jeg var ude ved en lille afrikansk by ved stranden. Jeg havde været meget syg af malaria, og så kom det igen, men meget kraftigere. Jeg havde følelsen af, at livet og døden var ganske tæt på hinanden. Igen var den fysiske verden intakt, men det var en helt anden måde at være i verden på. Det var så kraftigt, at jeg vidste, at det her er meningen med mit liv. At finde frem til, hvordan man opnår sådanne tilstande, er meningen med mit liv. Men jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre.
Det kom og gik gennem tre måneder, hvor jeg i perioder oplevede mig selv som identisk med det fysiske univers, samtidig med at jeg vidste, at der ikke var tale om nogen form for psykose. Det var en total vågenhed. Så lukkede det ned, og jeg var meget ulykkelig og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.
Jeg vidste, at det havde noget at gøre med stilhed og ro, men jeg var helt desorienteret. Det skyldes jo også, at jeg er vokset op i en kultur, hvor ingen havde fortalt mig, at sådan noget kunne ske. Og jeg havde ikke en følelse af, at det handlede om religion, men snarere om lovmæssigheder, en mulighed i hjerte og bevidsthed for grundløs lykke, som er en fødselsret for alle mennesker. Og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle nå det. Men efter et par måneder åbnede døren sig igen med voldsom kraft.
I den situation var jeg sikker på, at jeg var nødt til at begynde at lede. Den første bog, jeg faldt over, var Jes Bertelsens bog ”Højere bevidsthed”, som er en beskrivelse af bevidsthedens muligheder. Jeg har altid set med et overbærende smil på alt, der havde noget at gøre med religion og guruer. Men da jeg læste den første side, vidste jeg, at her var et menneske, der vidste, hvad han snakkede om. For han beskrev, hvad jeg havde oplevet, og tilstande mere avancerede end det. Det blev begyndelsen på et liv i træning at forsøge at åbne sig mod andre mennesker. Og det fylder mig stadig dagligt. Jeg vil meget hellere gå ned ad Strøget i en samhørighedsfølelse med andre menneske end at gå ind i en form for autisme, hvor andre mennesker bare er kegler, man skal styre udenom. Men jeg er nødt til at træne min medfølelse, fordi den er for lille i sin naturlige medfødthed. At træne medfølelse og nærvær fylder timer hver dag i mit liv. For mig selv kommer det blandt andet til udtryk i en praksis på meditationspuden hver dag, hvor jeg mediterer. Det er basalt set bare en form for dyb afslapning, men så er der også træning af hjertet og venligheden, og den foregår ude i virkeligheden over for min kærlighedspartner, mine børn, forlaget og kassedamen i Brugsen. Det er et forsøg på, om man kan tage sig selv lidt af. Vi kan jo ikke blive Moder Theresa eller Ghandi, fordi vi bare er ganske almindelige små egoister. Men jeg prøver at stå lidt af fra den maniske selvoptagethed af Peter Høeg og min optagethed af mine traumer, mine problemer, min selvfølelse og min økonomi og forsøger at vise lidt medfølelse over for mine medmennesker i stedet. Det er træningen.