For anden uge i træk er der en begivenhed på min arbejdsplads, som udfordrer mit mangelfulde sociale talent. I sidste uge var det teambuilding, i denne uge er det den årlige sommerfest. Og for anden uge i træk hører jeg mig selv sige til fruen, at jeg er tidligt hjemme.
”Så ses vi jo snart,” siger hun og tilføjer: ”Med mindre du ikke lige kan slippe af sted, selvfølgelig.”
Der går nogle sekunder, inden jeg forstår, at det ikke er en almindelig syrlig bemærkning, men en litterær reference.
”Du har læst min klumme fra sidste uge?”.
”Jeg var nødt til det. Folk snakkede om den,” siger hun.
Jeg er holdt op med at spørge fruen, hvad hun synes om mine klummer, inden jeg sender dem af sted af samme grund, som hun er holdt op med at vise mig sine prædikener, inden hun holder dem. Der er grænser for, hvor meget ærlighed et ægteskab kan holde til.
”Hvad synes du om den?”, siger jeg.
”Jeg synes, det var meget elegant, som du fik stillet dig selv i et positivt lys, selvom du glemte at ringe og sige, at det blev sent.”
Jeg beslutter at opfatte det som en ros. Efter 30 år som par har man ikke råd til at være for kræsen. Jeg bedyrer, at jeg vil gå senest klokken 22, fordi det er det kritiske tidspunkt, når det gælder firmafester.
”Det er der, folk begynder at spørge, om jeg er troende, når jeg nu er gift med en præst,” siger jeg.
Da jeg ankommer, byder arbejdspladsens praktikanter velkommen.
”Værsgo, her er en velkomstdrink til at starte med,” siger en af dem og stiller et farvestrålende glas punch foran mig. Den er hvinende sød.
”Der kan ikke være meget alkohol i,” siger jeg til en kollega.
”Famous last words,” siger min kollega.
Han har ret: Da jeg rejser mig for at gå op til buffeten, må jeg gribe fat i bordkanten. Praktikanterne har tydeligvis planlagt, at den akavede stemning, der opstår, når chefer og medarbejdere skal feste sammen, hurtigst muligt skal afløses af afslappet samvær og munter venskabelighed.
Det er ikke en vej, jeg har tænkt mig at begive mig ned ad. De næste timer siger jeg nej tak til de stadigt mere kreative cocktails, jeg får tilbudt. Jeg sidder og spytter i en øl, mens resten af selskabet transporteres over i en anden dimension, hvor der efter alt at dømme er betragteligt sjovere at være.
I stedet bruger jeg aftenen på at overveje, hvornår jeg kan gå hjem uden at ligne en dødbider, og om det vil være acceptabelt at liste af sted uden at sige farvel.
På et tidspunkt går det op for mig, at det er latterligt overflødige overvejelser, eftersom jeg på dette tidspunkt er den eneste, der er optaget af etikette, og helt sikkert den eneste, der vil opdage det, hvis jeg går.
Jeg skal lige til at rejse mig, da min kollega sætter sig tungt i stolen ved siden af.
”Et godt råd: Hvis praktikanterne spørger, om du vil spille Beer Pong, så sig nej.”
Pludselig kommer han i tanker om noget og lægger hånden på min skulder:
”Forresten. Du er jo gift med en præst. Der er noget, jeg har tænkt på at spørge dig om.”
Jeg skæver til mit ur. Klokken er 22.04.