Vi bliver enige om at gennemgå hele forløbet igen. Endnu en gang. Han er bare nødt til at være helt sikker på, at han ikke kunne have gjort noget andet. Eller mere. Eller bedre. Eller han kunne måske have forklaret sig lidt bedre. Eller været endnu grundigere. Eller have sikret sig en ekstra gang, at han, som lægen, og ham den anden, som patienten, var helt enige om, hvad det var, der skulle ske. For han har fået sin første patientklage, og den er nærmest ved at tage livet af ham.
Vi kigger minutiøst alle hans konsultationer med patienten igennem. Vi gennemgår endnu en gang, hvilke blodprøver han valgte at tage, og hvilke undersøgelser han henviste ham videre til. Og hvad de viste, men også, hvad de desværre ikke viste. Vi kigger på hans notater og taler om, hvilke tanker han gjorde sig, og om, hvor fint han forklarede patienten, at selvom undersøgelserne var fine, så skulle han endelig vende tilbage, hvis han ikke fik det bedre. Og han kom igen, og han henviste ham til nye undersøgelser, som stadig var fine. Men patienten blev ikke rask, og så indlagde han ham, fordi han kan selv kunne komme videre. Vi kigger notaterne fra hospitalet igennem, for de kunne heller ikke i første omgang finde årsagen, men da den endelig blev fundet, så var det desværre meget alvorligt. Og nu har patienten klaget over forløbet hos sin egen læge og på hospitalet. Og lægen er simpelthen så ked af det. Da han ringede til mig, havde han ikke sovet i to døgn og lå og gennemgik forløbet nat efter nat, og han er normalt ikke sådan at få skovlen under.
Alle mennesker fejler. Alle mennesker dummer sig. Det er menneskeligt at fejle. Man lærer af sine fejl. Vi kan forklare os selv og hinanden, at vi må og skal tilgive os selv og være barmhjertige, når vi har trådt ved siden af.
Det er bare ikke så enkelt, når vi bliver ramt helt inde, hvor vores stolthed er allerstørst.
Når vi bliver ramt i den del af os, der bærer vores identitet og selvopfattelse, vores medmenneskelighed og grundighed. Når den fejl eller de valg, vi traf, har haft så forfærdelige konsekvenser for dem, vi skulle passe på.
Når vi bliver læger, så aflægger vi et lægeløfte. Og det er ikke bare en grønspætteed, der tages let på. Det er et løfte, som bliver afgivet højtideligt, og som har juridisk betydning. Som handler om, at vi altid skal gøre os umage og med flid og omhu bære omsorg for alle uanset status.
At vi til stadighed skal dygtiggøre os og holde os opdateret, og at forholdet mellem læge og patient altid indebærer en ubrydelig tavshedspligt.
Det er en stærk del af vores faglige identitet og én, vi kan være og er stolte af.
Vi bryster os kollegialt med den, og vi kommer måske også til en gang imellem at føle os usårlige, fordi vores arbejde også fyldes med rutiner og gentagelser, som sagtens kan klares uden at skulle hele det medicinske kompendium igennem.
Men vi skal fortsat fange, når der er noget, der ikke bare er så enkelt endda.
Så det er ikke særlig let for ham lige nu. Vi gennemtrawler hele sygehistorien og konstaterer igen, at han har opført sig omhyggeligt og omsorgsfuldt. Han har sendt patienten til de relevante undersøgelser, og han har søgt videre, selvom resultaterne af undersøgelserne var fine. Og ingen i denne verden kunne have fanget miseren før ham. Sådan er det. Og han ved det godt. Han vil ikke få en ”næse”, og han vil ikke blive hængt ud som en uduelig læge.
Men det trøster ham ikke. For selvom han har gjort sit arbejde godt, og selvom han vil blive pure frikendt, så sidder der en familie et sted, som er frygteligt hårdt ramt. Som han har kendt i årevis og haft et fint forhold til, men som nu har en klar opfattelse af, at hvis bare deres læge havde handlet anderledes, så var det aldrig gået så galt.
Han sidder tilbage med sorgen over, at patienten og familien er så hårdt ramt, og med skammen over, at han ikke formåede at leve op til de forventninger, som hans patient, og ikke mindst han selv, havde. Og magtesløsheden over, at det kan han ikke gøre noget ved.
Det må han lære at leve med.