Jeg er godt rustet til livets modvinde

En skanning afslørede, at det, Kira Skov troede var et barn, var en kræftsvulst. I dag er hun rask og mor ...

En skanning afslørede, at det, Kira Skov troede var et barn, var en kræftsvulst. I dag er hun rask og mor til Morgan på godt et år. Foto: Thomas Howalt Andersen/Scanpix

Da sangerinden Kira Skov skulle skannes, opdagede hun, at barnet ikke fandtes, og at hun i stedet havde kræft. Kampen mod sorgen og for at overleve gav hende indsigt i nye lag af sig selv, som hun blev glad for at kende

Jeg stod i lufthavnen i 2009 med mit band, da de ringede fra hospitalet. Vi skulle til festival i Polen, hvor jeg skulle møde Patti Smith, og jeg glædede mig, selvom der lå en tung tristhed i mig. Det var en uge siden, at nakkefoldsskanningen havde afsløret, at der alligevel ikke var et foster inden i mig. I stedet var der en sygdom, lægerne kaldte mola. Den får kroppen til at reagere, som om den er gravid, men der er intet liv.

Jeg var i chok. Jeg havde måske nok anet, at noget var galt, men jeg glædede mig sådan til at blive mor, og det havde overskygget min intuition. Da jeg forlod hospitalet, havde lægen henkastet sagt, at de havde taget nogle prøver, fordi der var en meget lille forhøjet risiko for at få kræft som følge af mola. Jeg havde ikke tænkt videre over det.

Men så ringede de, mens jeg stod i lufthavnen, og en stemme fortalte, at de havde fundet ondartede celler. Jeg skulle møde op på hospitalet næste morgen for at blive skannet, og så skulle jeg begynde på kemoterapi.

Jeg følte det, som om alt lys blev enormt kraftigt, lyden omkring mig blev intensiveret, jeg var pludselig super sensitiv. Billeder snurrede rundt på min nethinde. Jeg så mig selv sidde uden hår på hovedet. Jeg så mig selv ligge i en seng. Jeg tænkte: Det er en dødsdom.

Jeg kunne ikke få fat i min mand, så en veninde kom og hentede mig. Jeg var fuldstændig rundt på gulvet. Inden for en uge gik jeg fra at tro, at jeg skulle være mor til at vide, at jeg havde en kræftdiagnose. Det var fra den ene yderlighed til den anden fra at give liv til potentielt at miste mit eget.

Men allerede som jeg stod der, mærkede jeg samtidig en stærk kraft i mig selv. Det var, som om et særligt overlevelsesinstinkt blev vakt. Jeg tog hjem, fandt en stor hat og bestilte noget lækker mad. Min umiddelbare reaktion var at feste over livet. Om natten rasede tankerne videre. Inde i hovedet planlagde jeg en koncert, hvor jeg skulle spille med alle de mennesker, jeg holdt mest af. Og jeg planlagde, hvordan jeg skulle gå i gang med at indsamle penge, så jeg kunne tage til Kina og få den behandling, som reddede en af mine venner, der fik en kræftdiagnose. Den første nat nåede jeg at spille koncerten, gennemleve hele sygdomsprocessen og se, hvordan jeg kom ud af det på den anden side.

Jeg har nok altid været handlekraftig af natur. Jeg flyttede fra Danmark som 17-årig og rejste til USA med en mand, jeg lige havde mødt. Jeg har aldrig overladt mit liv til andre, men med sygdommen blev jeg tvunget til at give slip og lade lægerne bestemme, hvad der var bedst for mig. Det var en overgivelse, der krævede stor tillid, men som samtidig åbnede nye sider af mig, som jeg blev rigtig glad for at lære at kende. Ingen ved, hvordan de reagerer i en akut krisesituation, før de står i en, og der synes jeg, at jeg kan se tilbage på et forløb, som jeg reagerede meget positivt på. Min grundfølelse var hele tiden mere taknemmelighed end bitterhed. Jeg var taknemmelig for alle de gode ting og de dejlige mennesker, der var i mit liv, og jeg mærkede en stor omsorg og kærlighed fra mine nærmeste. Det føltes næsten som en gave pakket ind i en ulykkelig historie, for jeg fik en masse smukke oplevelser, som jeg sikkert ikke ville have fået ellers.

I dag er jeg rask. Og mor. Og jeg mærker ofte, hvordan sygdomsforløbet har fået mig til at værdsætte livet mere. Jeg ved godt, det er sådan noget, alle siger, når de har været tæt på at dø, men for mig har det helt konkret givet mig et ekstra lag. Jeg har fået adgang til en ny og anden sårbarhed og sensitivitet, som kan høres i min musik. Mit liv har fået flere nuancer, og det samme har min lyd. Og så har jeg fået en vished om, at jeg er meget godt rustet til livets modvinde, hvilket man ikke kan tage som en selvfølge. Da jeg sad der på hospitalet med de andre kemopatienter, var det tydeligt, at alle havde deres eget overlevelsesinstinkt. Nogle var vrede, andre bange det er ikke noget, man nemt kan styre. Jeg var taknemmelig, og det er jeg lykkelig over at have fundet ud af.