Det er som regel journalisten, der stiller spørgsmålene under et interview, men denne formiddag i Søborg ved København er rollerne byttet om. Rita Nielsen, sygeplejerske, forfatter og underviser med mere, er nysgerrig.
”Hvordan har I det med at skulle dø?”
Hun har fået to unge mænd til kaffe og hjemmebagte boller, og hvad er så mere naturligt end at tale om døden? Døden er noget af det mest naturlige i livet, og vi er alle endelige væsner, siger hun.
Det er da også svært at komme uden om døden i en samtale med Rita Nielsen.
Siden hun i 1996 blev ansat ved Sankt Lukas Stiftelsens Hospice som sygeplejerske, har hun beskæftiget sig med døden. I 2007 fik hun arbejde som klinisk sygeplejespecialist på Diakonissestiftelsens Hospice, og sideløbende med alle disse år med døden som arbejdsgiver har hun undervist sundhedspersonale, holdt foredrag og skrevet flere bøger om afslutningen på livet.
Døden har i flere årtier været en uafrystelig del af Rita Nielsens virke, uden at den på noget tidspunkt har fået hende ned med nakken.
Hen over sommeren skriver Rita Nielsen klummer om håb i Liv&Sjæl, og selvom hun arbejder med døden på tætteste hold, ser hun ikke noget paradoksalt i at skrive om håbet. Det oplever man nemlig også på hospice, fortæller hun.
”Døende mennesker vil altid kunne have den slags følelser, selvom deres situation måske kan synes håbløs. De kan have håbet om en god død eller et håb om, at det vil gå godt for de pårørende. Det kan også være et transcendentalt håb, der er ud over, hvad vi kan fatte og forstå, for eksemplet håbet om et liv efter døden.”
”Jeg er blevet vildt forundret over døden, for døden er med til at gøre livet så meget mere intenst, når den kommer tæt på. Det er der, det ægte i mennesket kommer frem. Der kan man ikke længere gemme sig,” siger hun.
Igennem årene har Rita Nielsen talt, trøstet og lyttet til utallige mennesker, som har været på vej mod døden. Mænd og kvinder, unge, midaldrende og gamle.
Ingen samtaler er ens eller mere værd i den afsluttende fase af livet, men særligt samtalerne med Jacob Harder for nogle år siden gjorde et uudsletteligt indtryk på Rita Nielsen.
Jacob Harder var i begyndelsen af 30'erne, havde styr på karrieren og var far til en lille dreng, da han fik beskeden om, at han havde kræft, og at han ville dø af sygdommen.
Den unge mand var naturligvis hårdt ramt af visheden om sin alt for tidlige afsked med livet, men han magtede alligevel at føre dybe og for Rita Nielsen berigende samtaler om tilværelsen.
Han fandt tilmed overskud til at se livet som en gave i denne for ham urimeligt svære tid. Han fandt langsomt ud af, hvem han selv var, og fandt også en accept og en forståelse for det guddommelige.
Samtalerne med Jacob Harder blev til bogen ”Venteværelset”, der udkom i 2010.
At tale med Jacob og de mange andre døende på hospice har imidlertid også sat et andet mindre fysisk, men stadig væsentligt mærke i Rita Nielsen. Hun siger selv, at de døende har optrådt som hendes livs læremestre.
”Det handler om at vende livet om og bruge døden i livet. Jeg har jo lært at leve livet af de døende. Jeg har lært, hvad der betyder noget. Et menneske, der er på vej mod døden, kan være meget opmærksom på, at det for eksempel er sidste gang, bøgen springer ud, og at det er sidste gang, han ser sin moster. Jacob brugte det billede, at han sad i dødens venteværelse, og for første gang i mange år oplevede han, at der ikke blev stillet krav til ham. Han fik lov til at reflektere over livet, som det er ned i den mindste detalje. Så jeg prøver at reflektere over det at være levende.”
Rita Nielsen bruger det helt konkret, når hun står i kø i Netto.
”I stedet for at stresse over, hvilken af de to køer jeg skal vælge for at komme hurtigst ud derfra, tager jeg den længste, og så nyder jeg oplevelsen. Jeg snakker med dem bagved, og jeg snakker med kassedamen. Det gør livet bedre. Den tilstedeværelse i livet har jeg lært af de døende, og den har jeg forsøgt at overføre til mit eget liv. For livet er en fest, vi er inviteret, og vi skal tage med til den,” siger Rita Nielsen med et smil, der varmer hendes ansigt op.
Hun smiler altid, siger hun selv, og den er god nok. Da fotografen skal tage billeder af hende, bliver hun bedt om at se eftertænksom ud. Det er hun også, men der er aldrig langt til smilene og glæden.
Livet har dog ikke altid været festligt for den 65-årige Rita Nielsen.
Da hun var 17 år, faldt hendes far pludselig om og døde, og siden har hun mistet en storebror til kræft og flere veninder.
”Døden blev nærværende med min fars død, og hans død, min brors og de veninder, der er gået bort, har måske nok lagt nogle frø, der gjorde, at jeg senere blev hospicesygeplejerske. Jeg har været tæt på døden, og det har selvfølgelig mærket mit liv. Ikke bare personligt, men også professionelt.”
Rita Nielsen idylliserer ikke døden. Den er en kamp. Døden lugter, kroppen går i forfald og synker sammen, og udseendet forandres. Døden er brutal, og døden er angstfuld. Jacob Harder ville jo heller ikke dø, understreger Rita Nielsen. Han havde et lille barn, en familie, som han for alt i verden ville ønske, at han kunne blive hos.
”Angsten bliver meget tydelig, når man skal dø. Der er bekymringer for, hvad der skal ske med familien, kan de nu klare sig? Der er bekymringer om, hvad der er på den anden side af døden, om det gør ondt at dø, og om man har levet livet fuldt ud. Og hvad er overhovedet meningen med det hele, hvad har jeg gjort, siden jeg skal dø fra min familie? Sådan spørger folk, når de ligger på dødslejet og er bange,” siger Rita Nielsen.
Men døden er en del af livet, om man vil det eller ej.
”Vi kan ikke lave om på vilkårene. Vilkårene er, at vi skal dø, og jeg kan ikke gøre folk raske, men jeg kan hjælpe dem til at møde døden, og jeg kan være med til at tage angsten fra dem. Jeg kan hjælpe mennesker til at møde døden, fordi jeg kan give dem et rum at dø i. Jeg kan være et lyttende øre og give min opmærksomhed og mit nærvær. Jeg kan prøve at få frem, hvad der giver mening for den anden, ved at tilbyde ro, tid og nærvær. Jeg kan ikke helbrede patienterne, men jeg kan være sammen med dem om døden. Jeg lægger meget vægt på relationerne, og der bliver skabt nogle meget stærke bånd mellem både de døende og deres familier, men også mellem de døende og plejepersonalet i den sidste tid.”
Der har været nætter, hvor Rita Nielsen er vågnet og har tænkt på et menneske, hun har draget omsorg for. Hun har også grædt, hvis en patient er død, men alligevel er hun meget bevidst om at adskille forholdet til patienterne og sit eget privatliv. Det har dog krævet mange års øvelse at skabe den distance, fortæller hun.
”Det er ikke sådan, at jeg er kold, og at døden preller af på mig, men jeg identificerer mig ikke med de døende. Jeg kan blive ked af det, men jeg kan stadig tage til fest om aftenen eller hygge mig med min familie. For det er ikke min familie, der er ramt. Jeg er mig, og du er dig. På den måde bliver jeg ikke følelsesmæssigt involveret. Hvis jeg gjorde det, kunne jeg heller ikke hjælpe de døende.”
Den måske vigtigste assistent i Rita Nielsens arbejde er hendes tro på Gud.
Hun er vokset op i et kristent miljø og har alle dage haft religionen som et fast holdepunkt. Hun beskriver sig selv som et skib, der har troen som et anker. Fordi Rita Nielsen selv er rodfæstet i den kristne tro, slås hun ikke omkuld af hverken livet, døden eller døendes andre religioner.
For ikke alle døende finder ro i kristendommen. For nogle kan svaret være buddhisme, kærligheden eller naturen, men alle syge eller døende mennesker har brug for åndelighed i svære øjeblikke, fortæller Rita Nielsen.
”Når livet bliver svært, er det naturligt at spørge om meningen med livet, og svaret kan jo være vidt forskelligt fra person til person, og jeg skal ikke stoppe Gud ned i halsen på de døende, men jeg skal hjælpe til at give ro i sjælen. Hvis en døende siger, at der ikke er et liv efter døden, så spørger jeg, om det giver personen ro. Er man som døende søgende, så forsøger jeg at give personen det, vedkommende søger. Med Jacob læste jeg K.E. Løgstrup, for det var med til at give ham ro.”
Andre gange skal man bare kunne give et glas vand eller en opvredet klud til en feberhed pande.
Man skal ikke give folk det, de ikke har brug for, som Rita Nielsen formulerer det. Plejen skal nogle gange bare udmøntes i den omsorg, der kan gives. Det kan være noget så simpelt som den måde, man vasker en persons krop på.
I næsten to årtier har Rita Nielsen stået til tjeneste for døende, men på et tidspunkt er det hendes tur. Det har hun allerede forberedt sig på. Både mentalt og helt konkret. I den øverste skuffe i skrivebordet ligger testamentet og en angivelse af de salmer, der skal synges til hendes begravelse.
Hvordan hun vil reagere, er ikke til at sige. Det må vi lade Vor Herre om, siger Rita Nielsen
Derfor er det naturligvis oplagt at gentage det spørgsmål, som hun stillede til skribenten og fotografen i indledningen.
Hvordan har du det med at skulle dø?
”Jeg kender selvfølgelig ikke til min egen reaktion, når jeg kommer dertil, men jeg beder til, at der vil være nogle af mine kære for mig i den tid. Jeg tror, at jeg kan blive overmandet af angsten, for jeg har set andre være bange for at dø. Men jeg tænker, at det er okay at dø, hvis man har levet livet fuldt ud. Jeg er også nysgerrig omkring, hvad der sker. Det bliver da lidt spændende at se, hvor toget kører hen.”