kort nyt

Arbejdshukommelsen, det vil sige evnen til at bearbejde informationer, påvirker næsten alt, hvad man gør, og siges at være en større fordel end intelligenskvotient. Det amerikanske ægtepar Tracy og Ross Alloway, der forsker i arbejdshukommelse, beskriver i deres nye bog ”Arbejdshukommelsen Træn din hjerne til at fungere bedre, smartere og hurtigere”, hvordan arbejdshukommelsen kan styrkes. Blandt andet fortæller forfatterne, at Facebook kan styrke arbejdshukommelsen, og de beskriver, hvordan man kan klare sig bedre i skolen, hvordan hukommelsen ændrer sig gennem livet, og hvordan den hænger sammen med ADHD, autisme, ordblindhed og alzheimer. Bogen rummer den nyeste forskning på området og flere end 50 målrettede øvelser til at træne og skærpe arbejdshukommelsen.

Et nyt koncept på internettet vil promovere og sælge fødevarer fra lokale danske producenter. Ifølge en trendforsker ligger det fint i tråd med den hastigt voksende efterspørgsel på lokale fødevarer. Det skriver FoodCulture. Konceptet hedder Attmatr, som er et gammelt dansk ord for madens verden.

Konceptet fungerer ved, at fødevareproducenterne opretter en sælgerprofil, og med hjælp fra Attmatr.com bliver der lagt billeder af de produkter, producenterne vil sælge. Forbrugerne får sendt deres varer med posten inden for 24 timer. Intentionen er at komme uden om detailledet, som mange små lokale fødevareproducenter hverken har kapacitet eller ressourcer til at levere til. Trendforsker Donna Sundbo fra Roskilde Universitet undrer sig ikke over, at der er stigende fokus og efterspørgsel på lokale danske fødevarer blandt forbrugerne. Ifølge fødevareforskeren handler dette fokus om, at danskerne leder efter deres nationale rødder og identitet.

Kan man komme i en tilstand af ubevidsthed uden at sove? I et nyt studie har forskere demonstreret, at det måske er muligt at tænde og slukke for vores bevidsthed, som man tænder og slukker for lyset, skriver CBS News ifølge videnskab.dk. Forskerne gjorde opdagelsen, da de satte elektroder i hjernen på en 54-årig kvinde med svær epilepsi. Lægerne stimulerede ifølge CBS News forskellige dele af kvindens hjerne med strøm for at finde ud af, hvor hendes epileptiske anfald stammede fra. Da de stimulerede et område af hjernen, som kaldes claustrum, viste det sig, at det ”slukkede” for kvindens bevidsthed, men da elektroderne blev slukket, vendte kvinden tilbage til sin normale bevidste tilstand uden at kunne huske, hvad der var sket.

Mennesker, der vågner tidligt om morgenen, har en tendens til at være gladere, mere optimistiske og klogere end b-mennesker. Den norske professor i søvnmønstre Ståle Pallesen bekræfter ifølge bladet Psykologi, at der er en klar kobling mellem lykkeføles og morgenmennesker. Forklaringen kan være, at desto tidligere man vågner, desto mere dagslys får man. A-mennesker er desuden bedre til at planlægge, holde orden og evner at strukturere deres tid. A-mennesker er også mere samvittighedsfulde og mere aktive i forhold til at opnå deres mål. Det er hormonet melatonin, der afgør, om man er a- eller b-menneske. Desuden er det afhængigt af både arbejde og miljø, og de fleste b-mennesker i 20'erne bliver a-mennesker med tiden.