Følelser har fået mere plads i familiens relationer.
Sådan konkluderer sognepræst Helle Viuf, 51 år, som det seneste årti har set mange eksempler på voksne børn, som har trukket sig fra deres forældre eller reduceret kontakten i en grad, så den er så godt som ikke eksisterende.
”At sige til ens mor eller far, at man ikke ønsker at have kontakt, kan lyde som et valg, man må have tænkt over ganske længe. Men i en del tilfælde kommer bruddet nærmest spontant, fordi man er motiveret af følelser, som jo kan drive os, hvorhen det skal være,” siger hun.
Som præst kommer hun tæt på forholdet mellem generationerne, når hun mødes med dåbsforældre og ved begravelsessamtaler. Men også i de sjælesorgssamtaler, hun fører i sofahjørnet i samtalerummet i sognegården i Havdrup på Sjælland. Hun deler sin tid som præst mellem Havdrup og Antvorskov ved Slagelse. Uanset hvilket af sognene, hun går på arbejde i, er mønstret det samme: Relationen mellem voksne børn og deres forældre kan være skrøbelig som et korthus, og der er familier, hvor det hele er væltet. Helle Viuf er ved at færdiggøre et masterstudie i sjælesorg ved Københavns Universitet og har valgt at skrive speciale om, hvordan man håndterer den sorg, som opstår, når der er krise i forholdet mellem voksne børn og deres forældre.
”Vi har meget høje forventninger til, hvordan forholdet til vores forældre skal være. Vi kan ikke bare leve med en halvdårlig relation. Vi lever på mange måder i en polariseret tid. Det almindelige bliver anset for kedeligt, og som så meget andet i livet har vi forventninger om, at forholdet til vores forældre skal være perfekt,” siger hun.
Selvom der næppe findes perfekte forældre, udtrykker et flertal faktisk tilfredshed med relationen til deres forældre. Af den undersøgelse, YouGov har foretaget for Kristeligt Dagblad, kan man se, at relationen for de fleste er positiv: Forældrene er nogle, voksne børn kan regne med, og de voksne børn stiller gerne op for deres mor og far. Men for et stort mindretal er det en relation præget af konflikt og afstand: En ud af tre har oplevet konflikter med forældrene, som har sat sig spor i forholdet. Men hvad sker der egentlig, når man er i konflikt med de mennesker, man stammer fra, og har tilbragt barndom og ungdom med? Og hvad er det, som går galt mellem børn og forældre?
Det er ikke muligt at blive voksen uden at komme i konflikt med ens forældre. Det mener filosoffen og forfatteren Anders Fogh Jensen.
”Hvis jeg møder et voksent menneske, som siger, at han eller hun aldrig har haft konflikter, eller i det mindste konfliktfyldte, indre dialoger med sine forældre, så tror jeg ikke på vedkommende. I stedet for at sige, at der er mange, som har problemer, så synes jeg, at man skal holde fast ved, at det er normalt for børn at have problemer med relationen til deres forældre. Som forælder behøver man ikke at tænke, at man er mislykkedes, fordi der opstår konflikter. Det har at gøre med strukturen i forholdet.”
”Menneskebarnet bliver født alt for tidligt og er derfor hjælpeløst og afhængig af andres omsorg. Det vokser op med en afhængighed, som det skal bryde ud af for at opnå autonomi, og den struktur gør, at man altid vil have noget konfliktfyldt i forholdet til ens forældre,” siger han.
Samfundsforsker Johannes Andersen, Aalborg Universitet, mener ligeledes, at det er nærmest uundgåeligt, at der kommer konflikter mellem børnene og forældrene, når børnene bevæger sig ind i voksenlivet.
”Der er en brydning, som hører til den autonomi, som skal udvikles, når barnet skal blive voksent og folde sig ud. Ungdomslivet er komplekst, og forventningerne fra den unge og forældrene kan være forskellige. De unge er i en alder, hvor forældrene ikke længere skal være opdragende over for dem, men forældre til unge kan nemt komme til at signalere, at de stadig er opdragende, og det kan nogle unge reagere stærkt på. Der er masser af eksempler på, at man flytter fra hjemmet i den her fase og får svært ved at etablere et tæt forhold til forældrene igen, selvom man måske kommer på rimelig talefod med tiden,” siger han.
Når Helle Viuf taler med dåbsforældre, spørger hun gerne, hvor mange gæster de regner med er med ved dåbshandlingen. Og det er gerne i den sammenhæng, det kommer frem, at der er problemer med relationen til bedsteforældrene.
”Nogle gange spørger jeg, hvorfor farmor og farfar ikke skal komme. Der kan være forhold, som gør, at det er bedst at bryde kontakten, hvert fald for en tid. Men svaret kan også være, at dåbsforældrene bare ikke ser det ene hold bedsteforældre, og at de ikke mener, at det kan være anderledes. Jeg er nok ret direkte i min sjælesorg, og jeg synes ikke altid, det er nok bare at lytte, så jeg tillader mig at dele min undren. Enkelte gange har jeg ved samtalerne med dåbsforældrene tilladt mig at sige, at det jo faktisk godt kan være anderledes, hvis man vil. En dåb kunne for eksempel være en anledning til at samles,” siger hun.
For nogle dåbsbørn bliver konsekvensen, at de kommer til at vokse op uden kontakt til en af bedsteforældrene.
”Jeg har haft mere end hundrede hold minikonfirmander, og vi slutter af med at invitere familien inklusiv faddere og bedsteforældre. I hvert fald på hvert andet hold er der børn, som ikke har kontakt til deres bedsteforældre, og det er en sorg i deres liv,” siger hun.
Helle Viuf oplever, at en del voksne børn gør deres forældre uret, fordi de dømmer fortiden ud fra nutidens standarder og viden.
”Det er mere hensigtsmæssigt at forholde sig nøgternt til ens historie end at gøre sig til et offer for ens barndom. Livet er på godt og ondt, og vi er blevet til de mennesker vi er, også på grund af de svære ting, vi har været igennem i opvæksten. Den kristne forkyndelse understreger, at vi er elskede som de mennesker, vi er. Men vi har svært ved at høre det og prøver at få os selv og vores omgivelser til at tage sig anderledes ud ved at forskønne og forbedre,” siger hun.
Der er sat en æske med papirlommetørklæder frem på bordet i samtaleværelset i Havdrup. Servietterne symboliserer de tårer, mange græder, når forholdet til far og mor italesættes.
”Umiddelbart kan det give en slags respekt eller anerkendelse i vores kultur, hvis man tager konsekvensen af en dårlig relation og afbryder kontakten. Mennesker, som handler på deres frustrationer, får ofte ros for, at de så at sige gør noget ved deres liv. Men bag ved bruddet er der ikke meget andet end smerte. Man amputerer ikke bare familien omkostningsfrit. Umiddelbart kan det virke som en lettelse, at man skriver en besværlig mor eller far ud af ens tilværelse, men når afstanden er blevet en realitet, er der masser af smerte,” siger hun.
”Jeg tror Løgstrup (dansk teolog og filosof, red.) har ret, når han beskriver, hvordan vi hænger sammen som små tandhjul i et maskineri: Hvis det knirker et sted, så knirker hele det store maskineri,” siger hun.
Historikeren Henrik Jensen siger i dagens avis, at der er en stigende tendens til, at vi bare dropper relationer, der er for besværlige. Familie er både hyggeligt og vigtigt, men hvis det bliver forbundet med for mange kampe, så trækker man sig hellere, mener han. Helle Viuf møder samme tendens. Når lunten er kort i forhold til ens forældre, har det ikke blot indvirkning på relationerne i familien, men påvirker samfundet.
”Når man prøver at skrive ens forældre ud af historien, har det en konsekvens, som når videre end til ens forældre, fordi man giver køb på nogle af de grundlæggende strukturer, som holder samfund sammen og tillægger ens egen subjektive vurdering en utrolig magt. Men det er en magt og et ansvar, som får individer til at bryde sammen. I det lange løb bliver mange overbebyrdede, og de livsprojekter, vi sætter os for, klarer vi ikke uden visdom at læne os op af,” siger hun.
Som præst møder hun også forældre, som har mistet kontakten til et voksent barn. Mens det kan give en slags anerkendelse at være den, som tager konsekvensen af en dårlig relation og afbryder kontakten, så er det tabubelagt for forældre, når et barn bryder med dem.
”I vores samfund differentierer vi ubevidst sorg. Møder vi forældre, som har mistet et lille barn, så lytter stort set alle. Det er en sorg, alle har forståelse for. Reaktionen på sorgen over at have mistet et barn er meget anderledes end den, som et gammelt menneske møder, når ægtefællen gennem et langt liv er død. Og anderledes er det igen, hvis man sørger over at være blevet fravalgt af ens børn. Hvad siger man i omgangskredsen? Har jeg et barn, eller har jeg ikke et barn? Man tænker, at det jo kan være, situationen ændrer sig, og bruddet er svært at tale om, fordi der ofte vil dukke en række fordomme op hos andre, som står i vejen for omverdenens sympati og empati,” siger Helle Viuf.
Også ved begravelser dukker temaet op. Når hun slår op i kirkebogen, kan hun se, hvor mange børn afdøde havde. Og nogle gange er der et misforhold mellem hvor mange børn, der er opført, og det antal voksne børn, hun er i kontakt med.
Hun fortæller om en begravelse, hun holdt for et par år siden, hvor det fremstod som om, der ikke var nogen børn og familie. Det var naboerne, der var tæt på afdøde i den sidste tid. Der var et barn, men ingen vidste, om barnet ville dukke op ved begravelsen.
”Jeg skrev to taler. Hvis han kom, skulle han kunne være i talen. En begravelse kan faktisk være det, som får et barn til at stoppe op og tænke over valget en ekstra gang. Når et brud kommer så vidt, er man helt ude i ekstremerne, men hverdagen er ikke altid nok til at få folk til at vågne op.”
Konflikter til trods så er Anders Fogh Jensen overbevist om, at de fleste voksne børn vil gå langt for at bevare et godt forhold til deres forældre.
”Det er i relationen til dine forældre, du lærer at danne relationer. Der tales meget om et samfund med mere løse koblinger, men uanset om du har mere end 700 kontakter i mobiltelefonens adressebog, så er forholdet til ens mor og far en relation, som går forud for alt andet. Vi har drøftet, hvad det betyder for tilknytningen, at børn kommer i institution og har relationer til pædagoger. Men selvom der kan være mange vigtige voksne i en barndom, så ændrer det ikke ved, hvor formende relationen til ens forældre er,” siger han.
Det, forældre giver deres børn gennem opvæksten, får en større betydning i en tid præget af usikkerhed, konkluderer Anders Fogh Jensen. Den tysk-amerikanske psykoanalytiker Erich Fromm (1900-1980) skrev i bogen ”Kunsten at elske”, at en mor skal give barnet mælk og honning. Anders Fogh Jensen minder om Erich Fromms ord.
At give honning betyder at vise barnet, at det kan stole på verden og regne med, at verden vil én det godt. Eller i hvert fald ikke skade en.
”Det er vigtigt, at man som forælder gennem sin adfærd kan vise, at barnet kan regne med verden. At man ikke selv går rundt og frygter. Den tillid er meget vigtig for personens dannelse og særligt i en kultur, hvor en søn typisk ikke vokser op for en dag at overtage faderens job. Jo mere, vi skal være i omstilling og forandring og erfaringsløse må gå nye veje, jo vigtigere bliver det med forældre, som har lært os, at verden er et godt sted,” siger han.
