Prisen for et liv efter kræft

Lise-Lotte Hergel, læge og klummeskriver
Lise-Lotte Hergel, læge og klummeskriver.

Det er knap tre måneder siden, vi tjekkede det sidst, men han synes, der er sket noget.

Han skal op lidt flere gange om natten igen, og måske er det lidt mere langsommeligt, end det plejer at være. Han tænkte i hvert fald lige, at vi skulle tage hans prostata-tal, PSA, igen. Bare for en sikkerheds skyld.

Han er 68 år nu, men fik konstateret prostatakræft i en heldigvis begrænset udgave, for syv år siden. Han blev anbefalet at få fjernet prostata, og det var en meget stor beslutning for ham og hans hustru, for risikoen for, at han blev impotent, havde han meget svært ved at overskue.

Hustruen var mere klar i spyttet og syntes bare, han skulle se at få den fjernet. Selvom de havde et rigtig godt samliv, så syntes hun, risikoen for, at kræften skulle sprede sig under en medicinsk behandling, var alt for stor i forhold til, at de sammen eventuelt måtte finde nye veje at være intime på sammen.

De havde flere samtaler med lægerne på hospitalet, før han besluttede sig. Han fik fjernet prostata, og umiddelbart gav det ham en lettelse.

De første måneder var der ikke megen ”reaktion” syd for navlen, men det tillagde han operationen og troede og håbede inderligt, at der ville opstå liv igen. Det gjorde der bare ikke.

Han synes, at tabet af hans potens er en langt større pris, end han havde regnet med. Det er ikke bare, som hans kone og alle andre fortæller ham, fuldstændig ligegyldigt, i forhold til at han er her endnu. Han synes, det har gjort noget ved ham. Ikke fordi han før operationen var en vældig karl, og ikke fordi han nu synes, at han slet ikke er en mand længere.

Men der er noget helt basalt i ham, han synes, han mangler, og mangler at kunne levere til sin kone. Han er opfindsom, og de har fortsat et godt sexliv, men han mangler absolut noget vigtigt for ham, og han kan ikke rigtig forlige sig med det tab, uanset hvor mange velmenende kærlige ord, der øses ud over ham.

Han var og er selvfølgelig glad og lettet over, at hans prostatakræft ser ud til at være forsvundet. Og nu, hvor det er kommet på afstand, fylder det absolut mindre for ham. Kontrollerne på hospitalet er overgået til mig, og hans PSA-tal arter sig flot. Han er mindre nervøs i tiden op til, at han skal have taget prøven, men kan godt mærke, at uroen først rigtig forlader ham, når han har fået resultatet, og det igen er pænt.

Han ved, at hans frygt for, at det skal dukke op igen, ligger i hans baghoved altid. Når han får et lændehold, så er hans første tanke ikke, at han har løftet forkert, men frygten for, at han skulle have fået en knoglemetastase. Når han mærker, at der sker en forandring i hans vandladning, så tænker hans først på, at det kunne være dukket op igen.

Så bliver det nogle gange helt umuligt for ham at mærke, om det virkelig er forandret, eller om det bare er, fordi hans opmærksomhed er så skærpet, at det bliver næsten umuligt at adskille. Det betyder, at han får lavet et røntgenbillede hurtigere, når ryggen gør ondt, og det betyder, at han lige bliver undersøgt lidt mere gennemgribende, når han bliver i tvivl om, hvad det er, han mærker. Så lever han igen i usikkerhed i en periode og ånder igen lettet op, når alt viser sig at være i den skønneste orden.

Han deler det ikke med sin kone, når hans angst banker på, for hun bliver meget mere bange end ham. Selv kan han næsten ikke holde sin egen angst i ave, så han går med det alene, indtil lettelsen igen skyller ind over ham.

Han synes, det bliver bedre og lettere, men han siger også, at han tror, det aldrig forsvinder helt. Han lærer bare at leve med det, både angsten og tabet af potensen. Eller det håber han, at han gør. Sådan er det. Det er prisen.