”Vi aftalte, at vi skulle have tre børn og en at løbe på”

Sinna Blicher-Retpen har rundet de 70 år. Efter sin mands død er sorgen over, at de aldrig fik børn, blusset op på ny. Foto: Marija Krogh Iversen

Efter mange års forsøg på at få børn måtte Sinna og Carl Blicher-Retpen acceptere livet som barnløse. Interessen for kunst erstattede Sinnas ønske omat blive mor, men efter sin mands død mærker hun nu, hvor hun er i begyndelsen af 70'erne, savnet efter tegn på deres samliv

Sinna Blicher-Retpen bor i en lys og rummelig lejlighed med udsigt over den midtjyske hede, der omgiver Herning. Med hvirvlende hænder viser hun rundt i det hjem, hun flyttede ind i, da ægtefællen døde. Sinna Blicher-Retpen og hendes mand, Carl Blicher-Retpen, fik aldrig børn, og i dag mærker hun længslen efter et barn at dele minderne med.

”Vi har haft et spændende, godt og positivt liv. Jeg fik så meget godhed fra Carl i det ægteskab, og 37 års samliv var slet ikke nok. Vi var hinanden meget hengivne, og jeg kunne konstatere en glidning ind i en måde at være barnløs på. Vi gled ind i en god måde at være i livet på,” siger den pensionerede Sinna Blicher-Retpen.

Hun er ikke meget for at tale om alder, men afslører alligevel, at hun er i begyndelsen af 70'erne.

Sinna Blicher-Retpen er en af de titusindvis af danske kvinder, der har eller har haft barnløshed inde på livet. Flere end 6000 kvinder går hvert år i fertilitetsbehandling for at få det barn, de ønsker sig, med større eller mindre held. Men fænomenet er langtfra nyt. Kvinder har altid kæmpet mod barnløsheden, og selvom de sociale vilkår og synet på kvinder har forandret sig, er det de samme problematikker, som gør sig gældende for barnløse kvinder gennem tiden.

For Sinna Blicher-Retpen blev mødet med den seriøse Carl Blicher-Retpen en forårsdag i slutningen af 1960'erne et vendepunkt. Hun var fra begyndelsen meget forelsket i den mand, der for første gang bragte hende i kontakt med ønsket om at få børn. Den biologiske trang til at skabe liv, som mange kvinder begrunder børneønsket med, har aldrig eksisteret for Sinna Blicher-Retpen. Hun beskriver sin lyst til børn som et naturligt resultat af ren og skær kærlighed.

”Vi aftalte, at vi skulle have tre børn og en at løbe på,” fortæller hun og griner højt.

”Trangen til at få børn kom af glæden ved at have mødt et menneske, som jeg så hen til at leve livet sammen med. Jeg ønskede simpelthen flere eksemplarer af min husbond. Før jeg mødte ham, havde jeg ikke skænket familielivet en tanke,” siger Sinna Blicher-Retpen, der har været alene i snart ni år.

Sinna og Carl Blicher-Retpen var gift i 37 år, men fik aldrig børn sammen. På trods af undersøgelser, der viste, at Sinna Blicher-Retpen ikke fejlede noget, blev menstruationerne ved med at komme måned efter måned.

”Min mand og jeg havde en stærk mur udadtil. Vi talte om tingene og delte det ikke med omverdenen. Jeg græd ud ved min husbond hver måned efter at have tænkt, at 'nu har man nok været heldig'. Det har været psykisk meget hårdt i mange år,” fortæller hun.

Mens veninder og kollegaer fik børn, levede Sinna Blicher-Retpen en tilværelse, der var præget af alt andet end bleskift og tøjvask. Kunst, rejser og middage i hovedstaden fyldte hendes liv, men i hverdagen blev hun konfronteret med, at hun ikke var, som de andre kvinder.

”På mit arbejde, hvor kollegaerne hver dag rapporterede om deres børns gøren og laden, blev det tydeligt, at jeg ikke havde børn. Jeg har altid syntes, det var spændende at høre om mine kollegaers børn, men jeg kunne jo ikke følge deres tankebaner. Der var mange, der troede, at man aktivt havde fravalgt børn, og andre kunne ikke skjule deres egen glæde over, at de selv havde fået børn. Der kunne også falde kommentarer, der hentydede til, at vi uden børn faktisk ikke havde noget at leve for,” siger Sinna Blicher-Retpen.

Efter 15 års bølgedal af håb og skuffelser måtte Sinna Blicher-Retpen affinde sig med, at hun ikke ville få børn. I stedet dyrkede hun sin interesse for malerier og blev en ivrig kunstsamler. I kunsten fandt hun en livsglæde og identitet, der kunne erstatte savnet efter børnetramp i huset. Den interesse har hun stadig og kan på en enkelt dag nå fra Herning til de nordsjællandske kunstmuseer Louisiana og Ordrupgaard og hjem igen.

”Min interesse for kunst opslugte mig, og deri fandt jeg min selvtillid. Jeg kom til at hvile i mine billeder og i et liv fyldt med kunst i stedet for børn. Pigerne på arbejdet kunne mærke, at jeg var mig selv og gjorde, hvad jeg ville. Men så var det, som om de sagde til sig selv: 'Så har hun til gengæld ingen børn',” fortæller Sinna Blicher-Retpen.

Hun har aldrig ladet barnløsheden gå ud over sit selvbillede. Faktisk har hun slet ikke tænkt på, at der skulle være en sammenhæng mellem graviditet, moderskab og kvindelighed.

”På et kursus havde en kollega en dag spurgt min husbond om, hvordan det var at være gift med sådan en rødstrømpe som mig. Det morede vi os over, for ingen af os tænkte, at jeg skulle være en rødstrømpe. Men jeg skilte mig nok ud fra dem, som havde børn. De var moderlige husmødre, men jeg er ikke spor huslig og har aldrig skiftet ble på et barn. Jeg har ikke sat ord på begrebet kvindelighed før, men det er måske det, jeg har manglet. Jeg har aldrig været kvindelig i traditionel forstand. Jeg har altid følt mig fri,” forsætter hun.

Det er først nu, at Sinna Blicher-Retpen igen mærker, at det børnefri liv har sin pris. Når veninder får computerassistance af deres børn eller rejser sammen med deres børnebørn, bliver det tydeligt, at hun er alene, og at der ikke er skabt nye små kopier af Sinna og Carl Blicher-Retpen.

”Nu, hvor jeg er ene, kan jeg tænke, at det kunne være rart med et barn, man kan drøfte sine dybe tanker med. Uden børn bliver man ikke holdt ajour med ændringer i samfundet. Mit liv ville helt sikkert have været anderledes med børn og børnebørn, men det må nu være mit lod ikke at have fået en familie.”

Hun lægger ikke skjul på smerten over at have mistet den mand, som hun indtil nu har delt barnløsheden med.

”Med det samliv som min husbond og jeg har haft, så mangler jeg diskussionerne og fordybelsen. Vi passede sammen og drøftede ting, og det mangler jeg. Jeg føler mig virkelig efterladt. Når det hele bliver for svært, finder jeg trøst i kunsten.”