Fruen synes, at det er på tide, vi ringer til den yngste.
Med vi, mener hun mig.
“Han bliver irriteret på mig, når jeg siger, han skal tage sig sammen. Det vil hjælpe, hvis han hører, at du er enig,” siger hun.
Det er jeg ikke sikker på, at hun har ret i.
Den yngste er færdig med én uddannelse og ved endnu ikke, om han bliver optaget på den næste. Han har hverken arbejde eller SU og lever af de penge, vi sender, ledsaget af formaninger om at få fingeren ud. Kombinationen af penge og formaninger er muligvis pædagogisk kontraproduktiv. Eftersom vi ikke har hjerte til at lukke for pengene, mener fruen, at vi skal ændre på doseringsforholdet ved at skrue op for formaningerne. Jeg har erklæret mig enig, men regnede ikke med, at det var mig, der skulle formane ham.
“OK, jeg skal nok ringe,” siger jeg. Og efter en pause, da hun stadig står og kigger på mig:
“Mener du nu?”.
Når det handler om sociale anliggender, er vores kønsrollefordeling traditionel. Den rutinemæssige vedligeholdelse af forbindelserne til omverden sorterer under fruen, især hvis den indebærer telefonopkald. Jeg prøver så vidt muligt at undgå telefonen. I dag kan det meste heldigvis klares med en e-mail, så jeg slipper for at blive rodet ind i egentlige samtaler.
Men af og til fordrer situationen, at jeg tager telefonen og ringer til nogen, for eksempel min mor. Det kræver en fintfølende situationsfornemmelse at vide hvornår. Sådan en har fruen heldigvis, og hun er flink til at give mig et praj. Og det behøver trods alt ikke at være så slemt. Hvis man er heldig, er der ingen, der tager den.
Det er en hævdvunden tradition i min familie, at mændene overlader ringeriet til kvinderne. Vi er taknemmelige for, at de vil tage det på sig. I mit eget tilfælde, hvor jeg kun har avlet drenge, er det fruens fortjeneste, at jeg stadig er nogenlunde opdateret om, hvor de bor, hvad de studerer, og hvorvidt de har fået børn.
Jeg sætter mig ved computeren, åbner Skype og ringer op. Den yngstes værelse toner frem. Mikrofonen skratter, så dukker han op i billedet. På det lille billede kan jeg se fruen sætte sig i en lænestol bagved mig. Hun vinker til ham. Han vinker tilbage. Jeg prøver at forestille mig, hvad fruen ville sige.
“Hvordan går det?”, forsøger jeg.
Han læner sig tilbage i stolen. Forbindelsen er dårlig, de fleste ord er uforståelige.
“Fint nok “ er på ferie “ 'chiller' “ stille og roligt “ ellers ikke så meget.”
Jeg kan se, at fruen bliver irriteret. Det er mit signal til at udvise faderlig myndighed.
“Hvordan går det med at finde arbejde?”, siger jeg.
Han læner sig længere tilbage.
“Fint nok “ afslag “ overvejer lidt “ tænkt på at søge “ nu ser jeg lige.”
“Der sker jo ikke en skid,” mumler hans mor i baggrunden.
”Spørg, om han overhovedet har fået søgt ind på universitetet.”
“Har du fået sendt dine ansøgninger?”, siger jeg.
Han kigger op i loftet.
“Ja, men “ for sent “ glemt eksamensbevis “ studievejleder “ sikkert ikke et problem.”
Fruen sidder ikke længere i lænestolen. Hendes ansigt kommer til syne over min skulder.
“Hvad er det, du siger om dit eksamensbevis?”, spørger hun.
Det ser ud som om, han ruller med øjnene.
““ sige det hele igen, men OK “ for sent “ glemt “ ikke et problem. OK?”.
Fruen kigger på mig.
“Det er fuldstændig umuligt at høre. Kan du forstå det?”.
“Han har glemt et eller andet, men det er ikke et problem,” siger jeg.
“Har han glemt at sende sit eksamensbevis med? Jeg bliver vanvittig. Sig til ham, at vi ringer ham op på mobilen,” siger fruen.
“Vi ringer dig op på mobilen,” siger jeg.
Han sukker og logger af. Jeg tager telefonen og taster hans nummer. Fruen kigger på mig. Jeg trækker på skuldrene.
“Der er ingen, der tager den,” siger jeg.