”Jeg kørte mig selv helt ud, mens det stod på. Og det ligger ikke til mig at spørge om hjælp. Men havde nogen spurgt mig, hvordan jeg havde det, havde de måske opdaget, at jeg havde brug for hjælp. Så kunne depressionen måske være undgået eller i hvert fald have været mildere.”
Sådan lyder det i dag fra 59-årige Linda Fay. I slutningen af 2006 begyndte hendes mand, 49-årige Palle Steenfeldt Boelsmand, at få ondt i sine tænder. Hos tandlægen tog de en vævsprøve. Resultaterne viste kæbecancer, og derfra gik det stærkt for familien fra Dalbyover, en landsby nord for Randers. De mange behandlinger hjalp ikke, og til sidst sagde lægerne, at nu kunne de ikke gøre mere. Linda Fays mand døde den 6. april 2008.
Linda Fay er langt fra den eneste, der har famlet i blinde på de danske sygehuse og er endt med selv at blive en patient. Selvom meget har ændret sig siden 2008, viser undersøgelser, at det stadig finder sted i dag. En undersøgelse fra Forskningsenheden på Bispebjerg Hospital i København viser blandt andet, at 6 ud af 10 pårørende til kræftpatienter angiver, at de lider af stress som følge af patientens sygdom. Det tal kan ifølge eksperter sættes ned, hvis der kommer større opmærksomhed omkring de pårørende på sygehusene.
Linda Fay kørte sin mand til og fra alle behandlingerne på Aarhus Universitetshospital. Hun sad ved siden af ham til hans samtaler med lægen, var med ham under hans indlæggelser for infektion og lungebetændelse, og så hvordan han langsomt trak sig ind i sig selv. Hun følte sig meget alene, for ingen på hospitalet fortalte hende, hvad der foregik.
”Det er klart, at de først og fremmest koncentrerede sig om min mand. Men jeg savnede en, der ville spørge, hvordan jeg havde det, hvad vi havde brug for som familie,” siger Linda Fay.
Hvis hun ville have noget at vide om sin mands behandling, måtte hun selv opsøge sygeplejersken eller lægen. Hendes mand lukkede sig mere inde i sig selv, som sygdommen skred frem. Og han ville ikke bekymre hende med det, han tumlede med. Linda Fay måtte derfor bruge mange kræfter på at få noget at vide fra hospitalets personale i stedet. Som hun oplevede det, var det aldrig dem, der kom til hende.
Mens hendes mand var syg, arbejdede Linda Fay som udekørende sygehjælper, og selvom hun vidste, at hun også skulle passe på sig selv, kunne hun ikke lade være med at forsøge at hjælpe og aflaste sin mand i de perioder, hvor han ikke var indlagt. Hun endte som både hjælper og hustru.
Overskuddet forsvandt. Nogle gange kunne hun sidde en hel dag og kigge ud af vinduet uden at foretage sig eller registrere noget, haven og blomsterne lod hun bare stå til.
Alligevel bad hun ingen om hjælp, hendes ”natur” tillod hende kun at køre på, så det gjorde hun, også efter hendes mands død. Det var først, da sønnen bestilte en tid til hende hos lægen, at det gik op for hende, hvad der var galt.
”Jeg fik at vide, at jeg havde en depression. Lægen sagde, at var jeg kommet bare en uge senere, var jeg endt på en psykiatrisk afdeling,” siger Linda Fay, der ikke selv var bevidst om faresignalerne under sin mands sygdomsforløb.
Først nu, hvor hun tænker tilbage, kan hun se, at hun var træt og ikke kunne overskue noget. Hun ville ønske, at nogen havde fået hende til at stoppe op og mærke efter, så det kunne være blevet fanget i tide.
”Jeg var nok blevet bevidst om, at noget var galt, hvis nogen havde spurgt mig, hvordan jeg havde det. Men ikke en eneste gang spurgte en læge, en sygeplejerske eller en anden på hospitalet mig om det. Ingen tilbød mig nogen hjælp,” siger Linda Fay, der kom i behandling og var sygemeldt et halvt år efter samtalen med lægen, før hun kunne vende tilbage til sit arbejde igen.
Ifølge lægen var det det hårde forløb, Linda Fay havde været igennem med sin mands sygdom, der udløste hendes depression.
”Først til sidst, lige før min mands død, blev der blandet en visitator (rådgiver, red.) ind i forløbet. Han fortalte, at jeg kunne få noget hjælp fra hjemmeplejen, men det var ikke det, jeg havde brug for, jeg skulle nok selv støvsuge og gøre rent. Jeg havde brug for en, der ville snakke med mig og mine børn om, hvad vi kunne forvente, og hvad det var, vi var ved at gå igennem. Men det skete aldrig,” siger Linda Fay.
Det beklager man på Aarhus Universitetshospital, hvor Linda Fays mand blev behandlet. Oversygeplejerske på onkologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, Morten Keller, kan dog ikke udtale sig om enkeltsager.
”Hvis hverken læger eller sygeplejersker virkelig har spurgt ind til en pårørende, som har været her jævnligt, så kan jeg kun beklage det,” siger han og fortsætter:
”Jeg tror ikke, det vil kunne ske den dag i dag, fordi vi har fået større fokus på både patienter og pårørende, men især de pårørende og inddragelse af dem.”