Det gælder om at holde øjne og ører åbne

Anne Wolden-Ræthinge alias Ninka bliver høj af at møde interessante mennesker og har i sit lange journalistliv lært af at formidle menneskers livsvisdom

Anne Wolden-Ræthinge alias journalisten Ninka har i sin karriere mødt mange store personligheder.
Anne Wolden-Ræthinge alias journalisten Ninka har i sin karriere mødt mange store personligheder. . Foto: Leif Tuxen.

Klokken tre hver nat lyder der et stille klask i Anne Wolden-Ræthinges entré. Den karakteristiske lyd af avisen, der lander på hendes dørmåtte, får hende til at vågne og straks derefter svinge benene ud over sengekanten for at begive sig ud for at hente nattens nytrykte eksemplar af dagbladet Politiken. I næsten 50 år var avisen hendes arbejdsplads, og den er stadig en af hendes vigtigste livliner.

”Jeg har hverken rast eller ro, før dagens avis er læst igennem,” siger hun.

I journalistkredse omtales en meget lang artikel ofte som ”en Ninka”, og Anne Wolden-Ræthinge, der har skrevet under pseudonymet Ninka i stort set hele sin journalistkarriere, erkender, at hun altid har krævet noget af sine læsere. Og af sine interviewpersoner. Hurtige nyheder interesserer hende ikke, det gør derimod de lange, grundige interviews, der kræver nærhed i situationen, substans i samtalen og derefter et sprogligt overskud, der får læserne til at hænge på. Hele vejen.

Nu har hun, der netop er fyldt 85 år, selv indvilget i at blive interviewet. Som hun sidder i sin yndlingsstol med benene anbragt på en fodskammel og et kig ud over altankanten til Øresund, giver hun udtryk for, at rolleskiftet er uvant og en smule akavet. Men hun vil gerne fortælle. Om møder med Elizabeth Taylor og Audrey Hepburn, med Thorkild Hansen og Per Kirkeby, med kongehusets medlemmer og mange, mange flere, der har givet hende et kig ind i deres liv. Og livsvisdom.

”Da jeg var ung, var jeg så naiv, at jeg tænkte, at alle gamle mennesker var vise. Det var sådan nogle, der sad med deres hvide hår og smilerynker rundt omkring øjnene, endelig ikke i panden, for så var de bare bekymrede, og vidste alting. Ældre mennesker har altid interesseret mig meget, og det var først og fremmest dem, jeg gerne ville interviewe. Men hen ad vejen fandt jeg jo ud af, at man ikke automatisk bliver vis med alderen. Nu ved jeg, at der er nogle mennesker, der får visdom, og nogle, der garanteret ikke gør,” siger Anne Wolden-Ræthinge og fortsætter:

”Hvis du har øjne og ører åbne, kan du ikke undgå at lære af livet, om du så bryder dig om det, du lærer, er en anden ting. Jeg har lært af alle de mennesker, jeg har mødt, og af langt de fleste har jeg lært noget godt.”

Ninka er prisbelønnet for sine store personlige interviews med kulturpersonligheder, politikere og kongelige. Selv den fineste journalistiske pris, Cavlingprisen, har hun modtaget. Æresbevisningerne er hun naturligvis glad for og stolt af, men det er først og fremmest ansigt til ansigt-møderne, der har drevet hende.

”Jeg bliver høj af at møde mennesker, som er fyldt med en livsvisdom, de selv har måttet lære sig og erkende på godt og ondt. Mange gange gennem en tilværelse, der har været hård, og hvor de ting, der er sket dem, gør, at de pludselig sidder med en visdom, som de måske gerne havde været foruden,” siger Anne Wolden-Ræthinge.

I samtalen vender hun flere gange tilbage til to navne: forfatteren Thorkild Hansen og ambassadør Eyvind Bartels.

”Eyvind Bartels var en stor idealist, der desværre døde alt for ung. Han var kompliceret og melankolsk, men et fantastisk menneske, som jeg er meget glad for at have mødt. Det samme kan jeg sige om Thorkild Hansen, hvis bøger ofte ligger opslået her i min stue. Han var en fabelagtig forfatter. Ingen af de to havde et let liv, men de var kloge og livskloge. Begavede mennesker ser nuancer, som andre ikke ser, og det lider de ofte under. Men for mig har det været som at få en gave forærende at møde de mennesker,” siger hun, men har samtidig svært ved at sætte præcise ord på, hvad gaven indeholder.

Anne Wolden-Ræthinge har i sin karriere interviewet mange modstandsfolk og udgav i 2005 bogen ”Om lidt er de borte”, hvor hun samlede en række interviews med modstandsbevægelsens topfolk, og hun lavede også en udsendelsesrække til TV 2. Især Hvidstengruppen beskæftigede hun sig meget med, og det mod, de mænd og kvinderne omkring dem udviste, betragter og beundrer hun som en form for visdom.

”Visdom er heldigvis mange ting. Kromutteren på Hvidsten Kro var eksempelvis vis på sin helt egen, uselviske måde. Generelt synes jeg, den måde, modstandsfolkene satte deres liv på spil på uden at gøre noget væsen af sig, var meget vis.”

Modstanden mod den tyske besættelsesmagt fik hun allerede som barn og meget ung et kendskab til fra første parket. Anne Wolden-Ræthinge er vokset op i Gråsten i Sønderjylland som yngstebarnet i en søskendeflok på tre. Hendes far var kriminalassistent, og hendes mor var ansat ved toldvæsnet. Som ungt forlovet par var de kommet til Sønderjylland få år efter Genforeningen, og den dansksindede tilgang til tilværelsen fyldte meget i hjemmet.

Under den tyske besættelse af Danmark faldt det dem naturligt at deltage i modstandskampen, og Anne Wolden-Ræthinge husker med gru særligt én episode, hvor Gestapo kom på besøg i hendes barndomshjem. Det gik dog godt. Faderen gik under jorden sammen med resten af det danske politi i slutningen af krigen, og også moderen og de tre børn klarede sig igennem besættelsesårene.

Anne Wolden-Ræthinge siger om sig selv, at hun er ”slotsaftappet” og derfor har hang til palævinduer og elsker svaner. Sagen er, at hendes forældre havde en lejlighed på Gråsten Slot. Som embedsmænd blev de huset der sammen med andre embedsmandsfamilier, der kom i stort tal udefra til Sønderjylland efter Genforeningen.

”Det var et fantastisk sted at vokse op. Jeg var omgivet af skønhed lige fra min spædeste barndom, og dertil kom, at der altid var legekammerater lige i nærheden. Jeg var dog kun tre år, da vi måtte flytte til et andet sted i byen, fordi slottet skulles rømmes til fordel for det daværende kronprinspar,” fortæller hun.

Foruden palævinduer og svaner fik Anne Wolden-Ræthinge gennem sin opvækst også hang til aviser. I hendes hjem holdt man ikke færre end syv aviser: de lokale partiaviser, Politiken og Information, sidstnævnte blev læst illegalt under krigen.

”Fra jeg havde lært at læse, læste jeg dagligt i alle aviserne, og fra jeg var omkring 10 år, var mit store idol Lise Nørgaard,” siger Anne Wolden-Ræthinge, der mange år senere kom til at bo næsten dør om dør med Lise Nørgaard i den bebyggelse i Skodsborg nord for København, hvor hun stadig bor.

Sin debut som journalist fik den senere så berømte Ninka også, da hun var i 10-årsalderen. Hun havde fået opsnappet, at Det Kongelige Teater skulle spille Oscar Wildes stykke ”Bunbury” i Nordborg på Als, og hun begav sig af sted med rutebilen for blandt andet at møde stjerner som Mogens Wieth, Ebbe Rode, Bodil Kjer og Ingeborg Brams.

”Da jeg mange år senere fik lejlighed til at møde flere af dem, fortalte de, at de troede, jeg var en lille autografjæger. Hold da op, havde jeg vidst det, var jeg blevet meget fornærmet. Jeg var sandelig ikke autografjæger, jeg var journalist!”

Teksten med teaterskuespillerne og flere andre hen ad vejen lykkedes det hende at få afsat til den socialdemokratiske avis Sønderjyden, hvor hun senere som 17-årig fik læreplads som journalist. Efter læretiden tog hun den tre uger lange sejltur til USA, hvor hun i to år videreuddannede sig i journalistik på et universitet i Stillwater, Oklahoma.

”Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har villet være andet end journalist,” siger hun i dag og mindes, at også moderen sådan lidt con amore skrev om stort og småt fra lokalsamfundet og fik sine artikler trykt i Flensborg Avis.

I 1950 vendte Anne Wolden-Ræthinge tilbage til Danmark og fik arbejde på avisen Nationaltidende, der senere tog navneforandring til Dagens Nyheder i København. Det var også her, hun selv kom til at tage navneforandring, i hvert fald når hun underskrev sine artikler.

”Mit navn er jo en halv meter langt, så avisens chef bad mig om at finde på noget kortere. Jeg har altid været meget begejstret for Peter Plys-bøgerne, især Grislingen var jeg meget glad for, så jeg overvejede, at kalde mig Grisling. Men så kom jeg til at tænke på, at hvis nu andre aviser ville citere mig, så ville de skrive 'Grislingen skriver ...', og det syntes jeg ærligt talt ikke lød særligt godt. Så blev det i stedet for til Ninka efter Ninka Ninus. Det er sådan en lidt nævenyttig kanin, og det passer vist vældigt godt til mig.”

Har du været glad for Ninka-navnet?

”Ja, jeg vil i hvert fald gerne stå ved det, men det er faktisk først inden for de senere år, at jeg sådan rigtigt har identificeret mig med det. Mentalt har det taget mange år, og det er stadig lidt underligt for mig, at 'en Ninka' er blevet et begreb. Jeg mener, det er jo ikke nødvendigvis for det gode. De der alenlange artikler, jeg har belemret folk med ...”

Anne Wolden-Ræthinge mener selv, at hun har været lidt af en tøsedreng, for hun har ikke kunnet færdes i det konkurrenceprægede miljø, der ofte er på en avisredaktion. I stedet har hun i alle sine år på Politiken, hvortil hun kom i 1961, arbejdet hjemmefra med sine store søndagsavisportætter.

”Jeg har haft et meget privilegeret arbejdsliv, men jeg vil også godt sige, at alle mine hundredevis af interviews har været en hård kamp, og der er vel kun mellem 5 og 10 af dem, som jeg vil sige, at jeg slap nogenlunde godt fra. Jeg er stort set aldrig tilfreds, og det skal man heller ikke være, for så bliver det for slapt. Hvis du er tilfreds, så er du gået i stå,” mener hun.

Anne Wolden-Ræthinge siger om sig selv, at hun har et langt liv at se tilbage på og et meget kort et at se frem til.

”Jeg skal dog nok lade være med at falde død om, mens du er her,” siger hun med smil i øjnene.

Det, hun især ser i tilbageblikket, og som har sat sig fast, er mødet med store kunstnere.

”Jeg har lært meget af kunstnere, fordi de er sådan nogle, der lever i hver sin sandkasse. De har deres eget lille område, hvor de kan bygge de ting, de vil, og kan trampe dem i stykker tre minutter efter, hvis det er det, de vil. Man kan sige, at de er meget forkælede, og det har jeg også selv været, fordi jeg i realiteten har levet af min hobby. Men kunstnere er uhyre vigtige, fordi de får os til at få øje på alt det, der ikke er hverdagsagtigt. Jeg har talt med mange kunstnere, mennesker, der ikke kan sættes i bås, og er i den grad taknemmelig over at have mødt disse mennesker og have lært deres tanker at kende,” siger Ninka, der i sit livs tilbageblik ser, at ”livet forlanger kærlighed.”