Måltidet er et opgør med egoismen

"Der er en række politiske og sociale sammenhænge, som udfordrer hverdagslivet i civilsamfundet, men i vores selvforståelse vægter vi måltidet," siger Johannes Andersen, som er samfundsforsker. Foto: Iris

"Der er en række politiske og sociale sammenhænge, som udfordrer hverdagslivet i civilsamfundet, men i vores selvforståelse vægter vi måltidet," siger Johannes Andersen, som er samfundsforsker. Foto: Iris

Samværet om maden giver mulighed for at etablere fællesskaber i en tid, hvor mange opgiver at engagere sig politisk og socialt i samfundet, siger samfundsforsker Johannes Andersen

Det er sidst på eftermiddagen, og egentlig er det tid til at gå i køkkenet og tage fat på at forberede aftensmaden her i den lyse villa på bakken i Aalborg, hvor samfundsforsker Johannes Andersen bor. Men i dag er det onsdag, og det betyder madklub. På den anden side af gaden bor et par, der også har boet længe i det attraktive kvarter. Engang havde de to familier børn, som legede sammen, og familierne blev enige om, at det ville være både gemytligt og praktisk med en madklub. Nu er børnene blevet voksne, men de to par mødes fortsat i madklubben hver onsdag. Så vidt muligt.

Den 63-årige lektor i almen samfundsbeskrivelse fra Aalborg Universitet arbejder med samspillet mellem demokrati og politik på den ene side og hverdagslivet på den anden side. For snart en del år siden skrev han bogen ”Hverdagens centrifuge” om en moderne livsform præget af ambitioner om flere valg på bekostning af forpligtelser.

Og om en lille måned kommer en ny bog fra Johannes Andersen. ”Rundt om bordet” hedder bogen, der har som afsæt, at hverdagen har det med at blive som en centrifuge, hvor det at møde trofast op i en madklub år efter år, årti efter årti, lyder som et levn fra en svunden tid. Eller er det?

Når der laves undersøgelser af danskernes kostvaner, svarer borgerne, at måltidskulturen er intakt. Nok spises der lidt mere mad på farten, og det fælles morgenbord er i tilbagegang, men i mere end 8 ud af 10 familier spiser man sammen fem aftener om ugen. Det kan man læse i undersøgelsen ”Danskernes måltidsvaner, holdninger, motivation og barrierer for at spise sundt 1995-2008” som Fødevareinstituttet og Danmarks Tekniske Universitet står bag. Johannes Andersen kender til studiet, men han tror ikke helt på konklusionerne. En sådan undersøgelse udtrykker vores intentioner. Vil man vide, hvordan det faktisk står til ved middagsbordene, må der observationsstudier til, mener han.

”Det positive er, at der er en stor vilje til at spise sammen, og vi har en idé om, at det er godt. Men jeg tror, vi overdriver, hvor ofte vi faktisk samles i familien og spiser sammen. Antallet af pizzeriaer i danske byer passer ikke med, at så mange spiser så meget hjemmelavet mad i hjemmet. Du kan sammenligne med de undersøgelser, som er lavet, hvor man spørger vælgerne, hvor mange som vil stemme ved næste valg. Det vil 9 ud af 10, men når man sammenholder det med den faktiske stemmeprocent, er tallet en del lavere.”

Bogen ”Rundt om bordet” skal ikke læses som en gråhåret universitetsmands beklagelser over, at alt var bedre engang.

”Der er en række politiske og sociale sammenhænge, som udfordrer hverdagslivet i civilsamfundet, men i vores selvforståelse vægter vi måltidet. Undersøgelser viser, at vi er enige om at, det er godt at spise sammen,” siger han.

Men hvad betyder det fælles måltid for et samfund? Og hvad truer fællesskabet omkring bordet? Det er to af de gennemgående temaer i bogen. For Johannes Andersen er måltidet udtryk for vilje til civilisation.

”Som mennesker er vi fundamentalt lige, fordi vi ikke kan ikke leve uden mad og drikke. Samtidig er det sådan, at det, jeg spiser, kan andre ikke spise. Derfor bliver vi selvoptagede, når det drejer sig om mad, og det at spise bliver en slags eksistentiel egoisme. Men ved at spise sammen minimerer vi det egoistiske ved spisningen.”

Idéhistorikerne har flere bud på, hvordan man kan definere civilsamfundet. Johannes Andersen hælder til en enkel beskrivelse, som lyder, at civilsamfundet er der, hvor vi kommunikerer med hinanden og på den måde regulerer vores sociale relationer.

”Ved at spise sammen bryder man den sociale egoisme ved selve det at spise og udfolder viljen til at være sammen med andre og etablere fællesskab, hvilket er civilisation. Så ved at spise sammen kan vi vise, at vi er civiliserede mennesker,” siger han.

Han mener, at det at spise sammen i bedste fald kan ses som en kærlighedserklæring. At samles om bordet udtrykker, at man ikke er ligeglade med hinanden, og at vi derfor heller ikke er ligegyldige for hinanden. Som et sindbillede på måltidet som en kærlighedserklæring henviser han til den kristne kirkes nadver. Da han skrev bogen, gennemlæste han flere gange Det Nye Testamentes beskrivelser af indstiftelsen af nadveren.

”Nadver betyder aftensmad, men i den bibelske sammenhæng er det mere end bare aftensmad. Blandt meget andet er nadveren en bekræftelse af det kristne fællesskab. Kristent set er det et billede på samhørigheden mellem Gud, Jesus og menigheden og nadveren. Det er tro og symbolik, men det er også noget fysisk og praktisk, der forenes i nadveren. Gud har vist sig for mennesket gennem Jesus. Gud er stadig blandt menneskene og i deres måltid. Kærlighed til maden og måltidet kan også ses som et udtryk for kærlighed til medmennesket og til Gud,” siger han.

Men hvad skal man tænke om nadver, når man åbner køleskabet for at finde ud af, hvad man skal sætte på bordet til næste måltid? Johannes Andersen siger, at uanset om man deler den kristne tro eller ej, så er Bibelens beskrivelser af nadveren et billede af, hvad der kan ske, når man mødes om et bord: Måltidet kan være en kærlighedserklæring og bekræfte fællesskabet.

Det udbredte fælles ideal om at mødes om bordet, ser Johannes Andersen som en styrke.

Selvom der er grå hverdage, hvor kartoflerne ikke blev kogt nok, og sovsen kom på bordet med klumper, så giver måltidet mulighed for at opleve en slags hverdagens magi, argumenterer han. Man deler maden, man deler skæbne, og man deler en oplevelse.

”Det er en fundamental social handling at spise sammen. I dag er børnene i statens varetægt de fleste af døgnets vågne timer, fra de er et år, til de bliver myndige. Der er meget lidt tid tilbage til at være en del af familien og få den socialisering, som man bedst kan få gennem familien. Institution og skole hjælper børnene til at udvikle en selvtillid, som gør, at de kan kommunikere, prioritere og fungere på et marked.”

”Men den socialisering, som er bundet til vores selvværd, bliver ikke udviklet her. Børn har brug for at vide, hvor de kommer fra, og få et rodnet, og her har måltidet en vigtig socialiserende rolle. Der er en samtale, hvor den forskellighed, som bringes sammen, i bedste fald er med til at udvikle anerkendelse, tolerance og respekt.”

Medier og mad er ikke nogen ny ting. Et kig i musikhistorien vil vise, at der er en lang tradition for såkaldt taffelmusik. Tager man et spring i tiden til 1950'ernes Fyn, kan Johannes Andersen huske, hvordan han og familien indtog dagens varme måltid, alt mens de voksne var koncentrerede om at følge med i ”Pressens Radioavis”.

Men de senere år er medierne og maden flydt sammen på en mere omfattende måde.

”Både DR 1 og TV 2 har lavet deres programflader først på aftenen, så de sender programmer med korte, uforpligtigende indslag, som er oplagte at se, mens man spiser. Og vi kan se af undersøgelser, at der er mange, som gerne ser tv, mens de spiser. Men den største forandring er kommet med de mange skærme i form af diverse gadgets,” siger han.

Johannes Andersen henviser til den britiske medieforsker Nick Couldry, som siger, at hver gang man tager et nyt medie i brug, ændrer man social adfærd.

”Vi har i den grad åbnet vores middagsborde for ting, som undergraver måltidet. Vi er blevet mere afhængige af en underholdningskultur og af selv at kunne positionere os med en opdatering, så vi holder lige øje med skærmen, mens vi er ved bordet.”

En smartphone fylder ikke mere end en sammenfoldet serviet og kan snildt anbringes i skødet og behøver vel ikke at forstyrre måltidet. Johannes Andersen ved, at mange tænker sådan, men han mener, skærme ved bordet undergraver måltidet.

”Når man sætter sig til bordet, må man komme med en vilje til fællesskab, og den vilje udfordres af mange ting, blandt andet af den kamp om vores opmærksomhed, som er blevet intensiveret med de mange skærme, som fysisk ikke fylder meget, men som ændrer vores adfærd.”