Niels Hausgaard: At være klog er at være dygtig til at leve

Niels Hausgaard, musiker og entertainer. Foto: Claus Bonnerup/Polfoto

Vi, der har gået meget lidt i skole, ved på forhånd, at vi er bagefter, og det mener jeg gør os mere vidende
Niels Hausgaard

72-årige Niels Hausgaard oplever, at mange i hans generation begynder at ”gå baglæns frem”. Selv har sangeren, sangskriveren og satirikeren med alderen fået en rigere oplevelse af at være i live og lettere ved at tilgive. Også dem, han tidligere var politisk uenig med

Niels Hausgaard er ikke helt tryg ved situationen. At skulle interviewes om visdom. Så for at være på den sikre side, lægger han ud med en af sine afvæbnende bemærkninger:

”Jeg vil nok ikke definere mig selv som vis –  jeg har jo ingen kamel ...”.

Et besøg hos Niels Hausgaard er et besøg i humorens land. De lune bemærkninger, det selvironiske glimt i øjet, smilet, der hele tiden er på spring, kort sagt sådan som vi kender ham fra scenen og fra tv, sådan er han også uden for rampelyset.

Nej, han har ingen kamel. Til gengæld har han 30-40 heste, og det er vrinsk og stampende hove fra staldene, der dominerer lydbilledet, når man træder ind på hans ellers meget stille gårdsplads. Døre og vinduer står pivåbne, for sommeren er på sit højeste, men umiddelbart er der ingen mennesker at se. Så kommer han. Traskende hen over gårdspladsen og er venligheden selv. Spørger, om ikke journalisten vil med over i ridehallen, hvor en springrytter er ved at prøveride en af hans varmblodsheste. Der står vi så lidt, kigger på og er stille sammen.

”I byerne, hvor folk bor tæt sammen, snakker de meget hurtigt. Her behøver vi ikke snakke hurtigt, for der er ingen, der tager ordet fra os,” siger Niels Hausgaard, da vi sammen skråner over gårdspladsen til stuehuset.

Vi er i Vendsyssel, den nærmeste landsby hedder Hundelev, og et par kilometer mod vest ligger Vesterhavet med berømte badebyer som Lønstrup og Løkken. På denne egn har Niels Hausgaard boet hele sit voksenliv. Han har flyttet lidt rundt i området, men som han siger: ”Naboerne har hele tiden været de samme.”

Selv er han ikke helt den samme, som han har været. Hvis han selv skal sige det. Og det skal han jo, fordi vi opfordrer ham til det i en samtale om visdom. Selve visdomsbegrebet har han lidt svært ved at tage i sin mund, men han vil gerne indkredse det:

”Jeg har altid skelnet mellem det at være intelligent og det at være klog. Det er to vidt forskellige ting. Man kan godt have en meget høj intelligenskvotient uden at være ret klog ja, måske kan man endda være dum. Klogskab forbinder jeg med det at være dygtig til at leve.”

Det sidste vedkender Niels Hausgaard sig at være. Og han kan se i livets bakspejl, at han er blevet ret meget bedre til det, efterhånden som han er blevet ældre. Dermed forandringen.

”Jeg oplever med årene, at der åbner sig nogle døre, som jeg ikke anede eksisterede. Det er noget med at få en dybere fornemmelse og forståelse, der gør det til en rigere oplevelse at være i live. Først og fremmest er jeg kommet til at holde mere af folk. Jeg forstår mere og mere, hvorfor de er, som de er, og det er blevet meget lettere for mig at tilgive. At forstå alt er at tilgive alt. Det er nærmest en guddommelig tilstand, som man ikke kan regne med at opnå, men jeg kan mærke, at der ikke længere rigtig er noget, jeg ikke kan lide eller i hvert fald er hadefuld over for. Kan jeg også komme dertil, hvor jeg godt kan lide alle mennesker, ja, så er der da noget, der er lykkedes i mit liv.”

Niels Hausgaard har altid været meget politisk engageret blandt andet i Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen, og tidligere kunne han blive meget vred på mennesker, der mente noget andet end ham. Men det er han holdt op med.

”Efterhånden har jeg mødt mange af dem, jeg var uenig med, og har i næsten alle tilfælde fundet ud af, at de jo er udmærkede mennesker,” siger han og tilføjer:

”Der findes de der sure gamle mænd, der begynder at gå baglæns fremad, fordi de ustandselig synes, at de mister noget. Det kræver et privilegium at kunne vende sig om og glæde sig over det, der kommer imod én. Det privilegium har jeg fået.”

Niels Hausgaard kan godt lide at tage imod, hvad livet pådutter ham af tilfældigheder. Han sætter eksempelvis aldrig en cd på, når han kører sine lange ture i bil, men tænder i stedet for radioen og lytter til det, der tilfældigvis er på. Han mener, at aktive valg er begrænsende og lader i stedet tilfældet råde for at få noget at vide, som han ikke vidste i forvejen. For andre kan det se ud, som om han spilder tiden, men selv mener han, at han gør lige det modsatte.

”Vi, der har gået meget lidt i skole, ved på forhånd, at vi er bagefter, og det mener jeg gør os mere vidende. Vi når aldrig til at have opfyldt et pensum eller bestået en eksamen, derfor bliver vi bare ved og ved med at tilegne os viden,” siger Niels Hausgaard, der altså har en teori om, at det er dem, der ikke går i skole, der lærer mest.

Hvad har du selv lært ved ikke at gå i skole?

”At man kan søge viden alle vegne og hele tiden, og at der bliver ved med at være noget, man ikke anede noget om. Og at det, der står tilbage som det væsentlige, er, hvordan vi mennesker indbyrdes agerer i et samfund.”

Niels Hausgaard blev tidligt i sit liv præsenteret for mennesker, der havde en helt anden opvækst, end den han kendte fra sit indremissionske fiskerhjem i Hirtshals.

I sine drengeår var han utilpasset, præget af oprørs-trang, og på et tidspunkt valgte forældrene at sende ham på opdragelsesanstalten Himmelbjerggården ved Ry i Østjylland. Her boede han fra 10-årsalderen og frem til konfirmationen, kun afbrudt at korte sommer- og juleferier i Hirtshals.

”Jeg kom på Himmelbjerggården, fordi jeg var adfærdsvanskelig. Det ville man nok ikke have taget så tungt i dag, men dengang stak jeg åbenbart meget ud. Jeg har aldrig været ked af mit ophold der, og senere har jeg jo forstået, hvor meget det ophold har betydet for mit menneskesyn. Jeg var stærk og havde en trygt ballast med fra mit hjem, hvor jeg havde fået den tryghed og omsorg, jeg skulle have. Men på børnehjemmet blev jeg præsenteret for mennesker, der ikke havde en chance. Jeg har siden tænkt, at der er nogle mennesker, der burde have frikort til at lave kriminalitet og den slags. Nogle gange er der altså bare en undskyldning for at plyndre banken eller stjæle en bil. Jeg bliver rasende, når nogen siger, at den slags mennesker bare skal nakkes. Sådan kan man ikke tillade sig at tale om mine gamle venner. Det var gode drenge, der bare aldrig havde fået en chance for at føle ansvar for noget som helst.”

Efter konfirmationen besluttede Børneværnet, som Niels Hausgaard var underlagt, at han skulle ud at tjene på en gård. Det blev et sted i Vendsyssel, ikke langt fra, hvor han bor i dag, hvor der var heste. Der skulle dog gå mange år, inden han genoptog arbejdet med hesteavl. Først var han kortvarigt i isenkræmmerlære, men skiftede hurtigt til en læreplads som smed på Hirtshals Havn og sejlede efter endt læretid nogle år på de store verdenshave.

”Det at lære et håndværk var for mig en fantastisk ting. Det mener jeg faktisk alle burde prøve. Jeg har i ramme alvor fremsat forslag om, at en håndværksuddannelse skal være adgangskrav til universitetet,” siger Niels Hausgaard.

På havet lærte han sig selv at spille guitar uden tanke for, at det en dag skulle blive en væsentlig kilde til hans levevej. Men det blev det. I begyndelsen af 1970'erne blev han hyret af Nordjyllands Radio til at skrive sange på vendelbomål, der skulle være en slags kommentar til aktuelle begivenheder i landsdelen. Det gjorde han så godt, at en pladeproducer ad flere omgange foreslog Niels Haus-gaard at indspille et album med sine sange på dialekt. Niels Hausgaard slog sig lidt i tøjret, mente ikke, at hans materiale var pladeegnet, men sagde til sidst ja. Det blev til albummet ”Et portræt” og især blev det til singlen ”En halv time”, der blev Niels Hausgaards landsdækkende gennembrud. Sangen om først at ligge en halv time på den ene side og så en halv time på den anden strøg direkte ind på Dansktoppen og blev liggende der i mange uger.

”Jeg skrev sangen om aftenen efter EF-valget i 1972, da jeg var på et valgsted for Nordjyllands Radio. Den handler om sofavælgerne og har vel taget godt og vel 10 minutter at skrive,” fortæller Niels Hausgaard, der havde et noget ambivalent forhold til at blive promoveret så voldsomt på en sang, som egentlig ikke var typisk for det, han lavede.

Men den satte skub i hans musikalske karriere, og i dag siger han, at han nok var endt med at leve af musik og sangskrivning alligevel, men at den sang fik det hele til at gå en hel del hurtigere.

Niels Hausgaard siger om sit publikum, at det er delt mellem dem, der holder med ham, og dem, der er imod ham.

”Det har jeg det rigtig godt med. Hvis der kun havde været medvind, så var det blevet uinteressant, og så var jeg nok holdt op med at optræde. Der kommer mennesker til mine koncerter, som kun kommer for at få bekræftet, at de ikke kan lide mig, og nogle gange kommer de op til mig bagefter og skælder mig huden fuld. Det tager jeg hatten af for, at de gider. Jeg kan godt lide uenighed. Det er uenigheden, der flytter os,” siger Niels Hausgaard og tilføjer, at han gerne vil gøre folk vrede, for vrede er en sund følelse, men af al magt forsøger han ikke at gøre nogen ked af det.

Humoren er den afvæbnende faktor i den forbindelse. Den er den stødpude og buffer, som Niels Hausgaard i alle sine år som entertainer bevidst har benyttet sig af. Han mener, at folk helt uden humor meget let går i stykker, fordi alting rammer dem så hårdt, hvorimod mennesker med humor og selvironi som regel ikke er til at slå ud.

”Humor er ikke en måde at skøjte hen over livet på, men mere en måde at fordøje ting på en god måde på, så vi alle sammen kommer ud med ansigterne intakte. For det hele er jo ikke så slemt, vel? Humor og livsvisdom kan for mig ikke adskilles, men det er nok ikke noget, man kan lære eller tage selv, det er noget, man har fået.”

Niels Hausgaard vedkender sig at have taget klovnens rolle på sig.

”Klovnen er en, der går ind og bruger sig selv til at udstille en fælles ubevidsthed og får os til at grine ad det. Det er o.k., for det er sund motion for sindet at grine,” siger han og tilføjer, at han kan sit klovnehåndværk, men iøvrigt er den samme, hvad enten han er på scenen eller ej.

Af samme grund optræder han aldrig på festivaler, for ligesom han befinder sig bedst ude på landet i Vendsyssel, ”hvor der ikke er alt for mange ansigter at forholde sig til”, befinder han sig i koncertsammenhæng også bedst med et begrænset publikum.

KD: Sanger og entertainer Niels

Niels Hausgaard kan ikke finde argumenter for ikke at bo på landet. ”Der er jo ingen caféer, siger folk, men hvad i alverden skulle vi også bruge dem til.” På sin gård i Vendsyssel koncentrerer han sig i sommerhalvåret om at avle varmblodsheste, og fra nytår til maj turnerer han. Foto: Henning Bagger/Scanpix

”Jeg bryder mig ikke om steder, hvor individet svinder ind og bliver en del af én stor organisme. Der, hvor den store masse viljeløst følger en bestemt tendens, der bliver det farligt. I en almindelig koncertsal kan folk godt sidde og være både enige og uenige, det er meget bedre.”

Selv har han blandt andet taget afstand fra sin indremissionske opvækst, men har stadig, hvad han kalder ”en religiøs trang” og har ikke meldt sig ud af folkekirken.

”Kristendommen er en del af vores kultur, og det at blive opskræmt over al religion, ligesom man gjorde i det gamle Sovjet, synes jeg er meget naivt. Mennesket har altid haft en religiøs trang, og den kan man ikke bare fjerne.”

Hvordan er din egen religiøse trang?

”Den har jeg ikke sådan rigtig struktureret. Jeg plejer at sige: Kristendommen er en god idé, som vi burde overveje at indføre!”.