Hæmmet i udvikling, men rig på kys og kærtegn

Kim Langhoff skal have hjælp til toiletbesøg og til at spise og klæde sig på, men når det kommer til at elske Ellen Olsen, klarer han det helt selv. De to har netop fået velsignet deres kærlighed

 Ellen Olsen fik en hjerneskade ved fødslen. Kim Langhoff er spastiker, og sidste nytårsaften opstod der sød musik mellem de to. -
Ellen Olsen fik en hjerneskade ved fødslen. Kim Langhoff er spastiker, og sidste nytårsaften opstod der sød musik mellem de to. - . Foto: Paw Gissel.

Ellen Olsen sidder i sin kørestol i et grovkøkken iført sart rosa kjole, ballerinasko med pailletsløjfer og opsat hår. På gulvet står vin i kartoner, og over for hende en stor industriopvaskemaskine.

Hun venter.

En ung køkkenmedhjælper med kort, sort hår spørger til det store øjeblik.

“Jeg har øvet mig hver aften, før jeg skulle sove,” siger Ellen Olsen.

Hun viser det halvt foldede A4-papir, hun har i hånden, frem. Det er talen til Kim - hendes kæreste.

Det er derfor, Ellen Olsen sidder mellem stålsvampe og opvaskebakker i fin kjole. Kim må ikke se hende før velsignelsen, og da han pludselig kom rullende ned ad gangen på vej mod fællesrummet, hvor gæsterne og præsten er ved at indfinde sig, måtte personalet hurtigt gemme Ellen af vejen.

Ellen Olsen blev født i 1966 i København, men under fødslen sparkede hun hul på moderkagen. Det resulterede i, at den lille pige kom til at mangle ilt, og at hendes hjerne tog skade. Dog ikke mere, end at familien kunne have hende i hjemmet i Fredericiagade i indre København. Her voksede hun op som den yngste i en søskendeflok på tre, og da hun blev gammel nok, kom Ellen Olsen i børnehave med kvarterets andre børn. For nok var den lille pige lidt tilbage aldersmæssigt, men ikke mere, end at fagfolk bedømte, at det var et spørgsmål om tid, før hun ville være på samme kognitive niveau som de andre børn. Det skete aldrig. Og Ellen Olsen kom derfor i skole med andre handicappede børn i Vangede uden for København

I 2002 døde hendes far. Han var hendes højre hånd. Storesøsteren, Pia Petersen, beskriver tabet som at få revet en arm af.

“Jeg var bekymret, og samtidig kunne jeg også se, at det var på tide, at Ellen fik sit eget sted at bo. Sit eget liv,” siger Pia Petersen.

Året efter flyttede Ellen Olsen ind på Bostedet Musvågevej i Københavns Nordvestkvarter. I lejligheden ved siden af boede Kim Langhoff.

“Hvor kærligheden brænder, gør det altid ondt,” synger Lars H.U.G ud af køkkenets transistorradio.

Kærligheden blev tændt mellem Ellen og Kim sidste nytårsaften. I den fælles spisestue på første sal hænger et billede af de to med nytårshatte og højt humør. Det var også i køkkenet over aftensmaden, at Kim Langhoff en aften friede til Ellen Olsen. Hun sagde ja med det samme, og siden har de glædet sig til den store dag. Da journalisten møder dem inden velsignelsen til en snak om kærlighed og parforhold, er de ikke i tvivl om, hvad det vil sige at være forelsket.

“Det kildrer i maven,” siger Kim Langhoff.

Han sidder i sin kørestol iført et stort spisestykke i gang med sin aftensmad - hakkebøf. Han er 55 år, spastikker og har svært ved at styre sine bevægelser og sit mundvand. Derfor skal han have spisestykke på.

Han kan ikke selv tage det på, men så får han hjælp af sin kæreste.

“Til gengæld er jeg ikke så god til at huske, at han skal have det på, men det kan Kim selv. På den måde hjælper vi hinanden,” siger Ellen Olsen.

Det er ikke svært at få samtalen hen på den forestående velsignelse. De glæder sig. Til festen, kagen og den megen opmærksomhed. På den måde er de, som brudepar er flest. Og så alligevel ikke.

For ikke mange udviklingshæmmede bliver gift eller får som i Kim og Ellens tilfælde velsignet deres kærlighed.

Der findes ikke eksakte tal for, hvor få der er tale om, men hos Landsforeningen Lev bekræfter de, at det mere er undtagelsen end reglen.

“Det er ikke noget, vi hører om særlig ofte,” siger formand Sytter Kristensen.

Hun henviser til, at der er mange barrierer for udviklingshæmmede, der ønsker at gifte sig og måske bo sammen.

“Der er det økonomiske aspekt. Bliver de gift, betyder det, at de rammes af reglen om gensidig forsørgerpligt, og dermed får de mindre i førtidspension. Det er måske fair nok, hvis de flytter sammen og dermed halverer udgifter til huslejen, men for mange udviklingshæmmede er det ikke muligt at flytte sammen, for eksempel hvis de bor på et bosted, hvor de fleste lejligheder er beregnet til en person,” siger Sytter Kristensen.

Kim og Ellen flytter heller ikke sammen. Det er nok at bo dør om dør. Men de glæder sig til den forestående ”bryllupsrejse”, hvor de, godt nok sammen med andre beboere, skal en tur i sommerhus. Her skal de sove i samme seng for første gang.

“Vi skal kysse og holde i hånd hele natten,” siger de.

Kim er ved at være færdig med sin hakkebøf. Ellen sidder afventende. Hun har slet ikke fået noget kys i dag. Så snart sidste bid er nede, og spisestykket taget af, tager hun sin rollator og går over til Kim. Det første kys rammer kinden. Det kan være svært at finde munden, og ofte må de forsøge flere gange, før det lykkes, hvilket er kilden til mange grin.

Inden Ellen Olsen kom ind i Kims liv, var han kæreste med Eva. Hun havde Downs syndrom, men havde ikke noget sprog. Kims stedmor, Lis Langhoff, spurgte på et tidspunkt Kim, om han ikke kunne falde for Ellen. De havde begge sprog og var lidt mere på niveau.

Kim svarede kort og kontant:

“Jeg kan jo ikke have to.” Og så var det uddebatteret.

Men for halvandet år siden døde Eva. Det var et hårdt slag for Kim.

“Jeg har kun set Kim græde to gange. Da Eva døde, græd han. Men han fandt trøst og mening i kristendommen. Kim har en klar forståelse for døden. I hans verden er det helt naturligt, at vi alle mødes i himlen,” siger Lis Langhoff.

Hun har kendt stedsønnen, siden han var fem år, og beskriver ham som en glad dreng, der aldrig har set sig selv som udviklingshæmmet.

Derfor er det også en stor glæde for familien, der også tæller Lis' tre døtre og Kims far, John Langhoff, at Kim i dag får sin Ellen.

Kim er altid kommet meget i Ansgar Kirke på Nørrebro i København. Det var, mens hans far var frisk nok til at tage ham med derhen. I dag kan Kim ikke komme i kirke, fordi der ikke er ressourcer til at følge ham. Kim ville gerne giftes i en kirke, men grundet de mange andre beboere, der gerne ville være med, var det lettest at lade kirken komme til Musvågevej. Det gør den så denne lørdag i skikkelse af præst fra Ansgar Kirke Birgitte Knudsen. Kim og Ellen skal ikke giftes i juridisk forstand. I stedet har sognepræsten lavet et ritual til lejligheden, der velsigner parrets forhold.

Birgitte Knudsen husker udmærket den trofaste kirkegænger, der elskede at synge med på alle salmerne og gerne fortalte hende, hvis han var utilfreds med noget.

“Hvorfor synger vi aldrig Brorson?”, spurgte han ofte, husker Birgitte Knudsen.

Kim, præsten og gæsterne er kørt i stilling i det store fællesrum. MusikHans spiller ”Here comes the bride”, og Ellen, der nu er kommet ud af både kørestol og grovkøkken, kommer ind med sin rollator. Hun smiler til Kim og han til hende. Ceremonien begynder med en salme af Brorson.

Kim synger hvert et ord i ”Op al den ting som Gud har gjort”, mens Ellen er lidt mere tilbageholdende. Rummet fyldes af højtidelighed og glæde. Kims far, der aldrig havde troet, at hans søn skulle opleve denne glæde, står stolt med sin rollator ved sin søns side.

“Ønsker du, Kim Langhoff, at få Guds velsignelse af jeres kærlighed til hinanden?”, spørger præsten.

Det gør Kim. Og han vil både elske og ære Ellen Olsen i såvel gode som dårlige tider.

Hun siger ligeledes ja uden tøven.

Lykken stråler ud af dem, ringene er lidt svære at få på, for nervøsiteten er gået i fingrene, der er hævet.

“De kan udvides lidt,” lyder det fra en kvindelig ansat. Der er tænkt på det hele, også på kysset.

Og da præsten giver grønt lys, kysser Ellen Olsen og Kim Langhoff hinanden lige midt på munden i første forsøg.

Foto: Paw Gissel