Livets olie holder Katrine Marie Guldager i gang

Smoothies med hørfrøolie og alenetid er nogle af de ting, som forfatter Katrine Marie Guldager sætter pris på i hverdagen. I dag udkommer hendes nye bog ”Peters død”, som er fjerde bind i en stor familiekrønike

47-årige Katrine Marie Guldager udgiver i dag fjerde bind i sin Køge-Krønike og er i den nået frem til 1972.
47-årige Katrine Marie Guldager udgiver i dag fjerde bind i sin Køge-Krønike og er i den nået frem til 1972. Foto: Nils Meilvang/Scanpix.

Hvad er det gode liv for dig?

Selve termen ”det gode liv” er jeg ikke fan af. Livet består både af noget smukt, noget trist og noget forfærdeligt. Og ordene ”det gode liv” lyder, som om man vil unddrage sig alt det triste. Det tror jeg ikke, er en god idé, for det lærer man også af. Men indsigt gør mig glad. Det at føle, at jeg forstår mere af verden eller forstår mere om mig selv og mine omgivelser. Det gør mig glad at rykke mig og blive klogere.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Jeg har det bedst, når jeg er afklaret med, hvad jeg vil og hvorfor, og dermed bliver mindre påvirket af andres mening. Det gælder både privat og arbejdsmæssigt. Jeg har det godt, når jeg for eksempel finder ud af, hvorfor jeg lige præcis vil skrive en bestemt bog, eller hvilke grænser jeg vil sætte for mine børn og hvorfor. Så føler jeg mig i overensstemmelse med mig selv.

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Jeg løber og træner to-tre gange om ugen i fitnesscenteret. Det gør mig gladere, kroppen får det bedre, og jeg føler mig mere levende.

Hvad er afslapning for dig?

Afslapning er at være alene. At tage væk alene og være alene med sig selv. Cirka en gang om måneden tager jeg alene til Sverige, hvor jeg har et lille sted, hvor jeg kan være mig selv og ligge i sengen hele dagen, gå ture eller gøre, præcis hvad der falder mig ind. Her lader jeg tankerne flyve og bevidstheden bevæge sig frit. Behovet for alenetid hænger måske sammen med, at jeg er mor til to børn på to og fem år, for der foregår altid meget i en småbørnsfamilie.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Der er altid ”Oil of life” (livets olie, red.) i mit køleskab. Det er en hørfrøolie, som jeg bruger i smoothies, typisk sammen med spinat og hindbær. Det skulle være sundt for kvinder i min alder og er en nem måde at få noget god mad, hvis man har travlt.

Hvad er din største last?

Jeg er altid skuffet over, at jeg bruger så mange penge. Jeg er ikke nogen shopping-type, men jeg bruger mange penge på sund mad og restaurantbesøg, og jeg får også ofte thaimassage. Og med en smuttur til Sverige en gang om måneden ryger der også en del penge.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået

At man skal lade være at spise med sine følelser. Men det er meget svært at efterleve, synes jeg. At skille madforbrug og følelser ad lykkes ikke altid for mig. Hvis jeg er træt, forfalder jeg ofte til at spise sødt, og hvis jeg er ked af det, kan jeg godt få lyst til tung mad for eksempel kæmpestore bøffer, som giver mig en tyngde i kroppen, der passer til humøret.