Han har faktisk ikke følt sig syg. I hvert fald ikke særligt længe, og egentligt er det kun de sidste par uger, at han synes, hans træthed har været påfaldende. Han kommer bare lige forbi før arbejde i den akutte åbne morgenkonsultation. Bare lige for en sikkerheds skyld.
Han ser syg ud. Han er lidt gusten eller gullig i huden, og det kan han godt selv se, men har ikke tænkt over det før nu.
Ud over trætheden synes han, det går fint og mener bestemt ikke, at han har noget at klage over, men han og familien skal af sted på ferie om en uges tid, så det var derfor, han tænkte, at han nok lige måtte kigge forbi. Jeg er mere bekymret, end han er. Eller sådan virker det.
Jeg tager en masse blodprøver på ham, og vi aftaler, at han kommer igen i morgen, når jeg har fået de fleste svar, og lige for at se, hvordan det så går.
Men det går slet ikke, da han kommer dagen derpå. Han har det nok uændret, men han er blevet mere gullig, og hans blodprøver viser, at der sker et eller andet i hans lever.
Levertallene er alt for høje, og selvom man godt kan forestille sig helt godartede sygdomme eller tilstande, der kan give sådanne forandringer og symptomer, som han har, så skal han henvises til videre udredning på sygehuset.
Og fordi han vitterlig ser syg ud, og fordi der desværre er alt for mange alvorlige sygdomme, der kan være skyld i de høje levertal og hans træthed, så henviser jeg ham under dét, man kalder et ”pakkeforløb”.
Det betyder, at den henvisning, jeg sender elektronisk nu med alle hans undersøgelser og hans data, inklusive hans mobilnummer, vil blive visiteret og kigget på meget hurtigt, og han vil blive indkaldt i løbet af ganske få dage.
Det betyder også, at jeg er nødt til at tale med ham om, at han bliver henvist på mistanke om, eller for at udelukke, at det er en kræftsygdom, der giver ham symptomerne. Det er ikke så let og må tage den tid, det skal, selvom jeg godt ved, at der sidder en del i venteværelset nu. Han siger, at han selv har haft tanken. At hans træthed var så unaturlig for ham, at det måske godt kunne være noget alvorligt, men han har hele tiden holdt det fra døren og håbet på, at det ville gå over af sig selv og bare være fordi, han har haft så meget om ørerne op til ferien.
Han reagerer ikke umiddelbart særligt voldsomt. Nærmest lidt apatisk og neutralt, så jeg næsten bliver lidt i tvivl om, om han har forstået, hvad det er, jeg har sagt. Så for at være sikker på, at han har forstået det, foreslår jeg, at han fortæller mig, hvad jeg lige har fortalt ham, så jeg kan høre, om vi er enige om, hvad der nu skal ske, og hvor hurtigt han kan forvente at høre fra sygehuset, og hvornår han skal kontakte mig, hvis han ikke hører noget derfra.
Nu følger der tre ugers forfærdelig mellemtid, hvor han hurtigt kommer i gang med scanninger og yderligere undersøgelser, og han og konen hele tiden skal vente på en undersøgelse eller vente på svar på, hvad undersøgelsen så viste og så vente på den næste undersøgelse, der kan gøre lægerne derinde lidt klogere på, hvad årsagen til hans gener er.
Det er en ”ikke-tid”. De føler ikke, de kan forholde sig til noget som helst, for det eneste, der betyder noget lige nu, er at finde ud af, om han er købt eller solgt. Og hvad han skal igennem, hvis det værst tænkelige er tilfældet. For det er dét, de forbereder sig på. Stille og roligt. Mens de venter, og han bliver mere og mere syg at se på.
Desværre viser det sig at være kræft, og så bliver han henvist til et andet sygehus, der skal operere ham, hvis det er muligt. Det venter han så nogle uger på, og den ventetid er næsten ved at tage livet af ham. Ikke fordi han bliver meget dårligere i den periode, men fordi han næsten ikke kan holde ud, at nu ved han, at der sidder noget kræft inden i ham, og jo længere tid, der går, jo mere kan det vokse og sprede sig, og det er en forfærdelig skræmmende tanke for ham. Også selvom både jeg og lægerne på sygehuset har forklaret ham, at det ikke er de uger, der gør forskellen. Han oplever det helt anderledes.
Nu er han vel opereret. Alt gik godt. Han har ventet og fået den endelige diagnose. Så nu venter han på at blive indkaldt på et andet sygehus, som skal stå for den efterfølgende kemoterapi.