”Hvis man vil have folk til at opføre sig ordentligt, skal man også behandle dem ordentligt”

I sin tid som direktør for Kriminalforsorgen blev William Rentzmann kaldt for humanisten i systemets midte. Han bruger nu sin pensionisttilværelse på det projekt, der blev hele hans arbejdsliv - kampen for et bedre fængselsvæsen

”Nogle vil sige, at humanisme er sådan noget øllebrødsbarmhjertighed, men det har det overhovedet ikke noget med at gøre for mig. Det handler bare om at behandle folk ordentligt - ikke om at være blødsøden,” siger William Rentzmann. -
”Nogle vil sige, at humanisme er sådan noget øllebrødsbarmhjertighed, men det har det overhovedet ikke noget med at gøre for mig. Det handler bare om at behandle folk ordentligt - ikke om at være blødsøden,” siger William Rentzmann. - . Foto: Paw Gissel.

William Rentzmann har et princip, når det gælder straf. Børnetesten, kalder han det. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt det, man gør, ville være i orden, hvis det handlede om ens egne børn, er det sjældent i orden.

“For mig er det altafgørende, at man husker at tænke, 'hvad ville jeg sige, hvis det var mine egne børn?'. Ville man tænke, at det var i orden, det, der foregår? Hvis ikke man kan svare ja til det, så er det ikke ordentligt - og hvis det ikke er ordentligt, så skal man ikke gøre det,” siger han.

Det er en tanke, der har fulgt William Rentzmann igennem mere end 40 års arbejde i det danske fængselsvæsen, hvor han fra 1998 til 2013 var direktør for Kriminalforsorgen. Han har set flere fængsler, kuldsejlede liv og triste skæbner end de fleste.

Ved udgangen af 2012 trak William Rentzmann sig tilbage fra Kriminalforsorgen. Egentlig var det for at gå på pension. Den har dog ikke stået på meget tennis eller timer på golfbanen siden. For også nu går en stor del af den nu 73-årige pensionists tid med det projekt, som han endte med at bruge hele sit arbejdsliv på - kampen for at skabe et bedre fængselsvæsen. I dag sidder han derfor i flere bestyrelser, der beskæftiger sig med fængselsvæsenet og menneskerettigheder.

I villaen tæt på vandet i Hellerup lidt nord for København er han derfor denne eftermiddag i gang med forberedelserne til et foredrag, han skal holde i efteråret i Argentina. Efter det går turen til Namibia i det sydligste Afrika - også for at tale om fængselsvæsenet.

Og i Danmark er han, siden han trådte tilbage fra Kriminalforsorgen, blevet del af bestyrelsen hos organisationen Exit, der hjælper kriminelle med at få fod på tilværelsen efter at have siddet i fængsel. De frivillige projekter giver mening, fordi de kan noget, som myndighederne, netop fordi de er en myndighed, kan have svært ved, mener han.

”Vi har en rigtig god kriminalforsorg i Danmark, men den ville samtidig heller ikke kunne eksistere uden de private organisationer. For det handler om, at der, ligegyldigt hvad man gør, vil være nogle, man ikke kan nå, når man er en myndighed. Ofte er der nogle mennesker, som per definition er skeptiske over for det system og de mennesker, der er i det. Disse mennesker kan nås med et initiativ som Exit, hvor tidligere kriminelle, præster og så videre er frivillige,” siger han.

Lang tid før karrieren kom til at cirkulere omkring kriminalitet, var den verden ikke helt fremmed for William Rentzmann. Begge hans forældre samt morfar var ansat inden for politiet, så han havde set politiets arbejde helt tæt på.

Politifamilie til trods var opdragelsen på ingen måde streng, men William Rentzmann mindes, hvordan det lå dybt i søskendeflokken på fire, at de skulle opføre sig ordentligt. Han var den ældste og det klassiske, ansvarsbevidste ældstebarn.

”Der var ikke nogen, der sagde, at jeg skulle være ansvarlig eller på den måde satte ord på det. Det var bare sådan, det udviklede sig, blandt andet fordi vores forældre gik på arbejde, og så var vi alene hjemme. Nøglebørn kan man kalde det. Der var det så gerne min rolle at holde lidt styr på det hele og sørge for, at hjemmet ikke lignede en slagmark.”

Selv havde William Rentzmann som ung ingen planer om at følge i familiens fodspor og gå ind i politiet. I stedet tænkte han, at han ville bruge sine veludviklede mæglerevner og blive dommer.

”Det hang nok meget sammen med, at jeg tit fik den funktion i skolen og blandt mine kammerater, at hvis der var nogle problemer eller nogle uenigheder, så var det mig, der mæglede, og jeg var også god til det. Dommeren var for mig sådan en, der afgjorde uenigheder, og det kunne jeg godt lide,” siger han.

Senere faldt valget derfor naturligt på jurastudiet i København. Den tørre juridiske udenadslære sagde ham dog ikke det store, selvom han ellers var ganske dygtig til det. Til gengæld var det også en tid, der på flere måder var begivenhedsrig.

”Min studietid var sjov - rigtig sjov! Det var nok også en lidt anden tid dengang, end det er i dag. Noget mere ubekymret. Det var også let at få arbejde, det er jo blevet sværere nu, hvor både studieforløbene og arbejdslivet er blevet skarpere. Man skal helst have topkarakterer, og konkurrencen i dag er hårdere. De unge er efter min opfattelse mere bekymrede, samtidig med at de også er meget arbejdsomme og målrettede.”

Der var da heller ikke meget strategisk karriereplanlægning over William Rentzmanns vej ind i fængselsverdenen. Og det har der sådan set heller ikke været på noget tidspunkt senere hen, forklarer han. På jurastudiet var det et møde med den karismatiske underviser Lars Nordskov Nielsen, der gjorde udslaget. Nordskov Nielsen stod i slutningen af 1960'erne i spidsen for det, der rygtedes som en revolution af det, som dengang blev kaldt fængselsvæsenet. Pludselig gav den jura, som Rentzmann hidtil havde tænkt som lidt tør og virkelighedsfjern, mere mening.

”Havde Nordskov Nielsen været chef for noget helt andet, kunne det såmænd også være der, jeg var endt. Kriminalforsorgen var også et område, hvor der skete mange ting på det tidspunkt, og det var interessant. Jeg tror også, at jeg tænkte, at jeg kunne være med til at humanisere systemet, der var under forandring,”siger han.

I sin tid i Kriminalforsorgen blev William Rentzmann da også et par gange offentligt betegnet som humanisten i systemets midte. Det er et mærkat, som han til dels har det fint med, til dels også synes afspejler et forsimplet og forkert syn på, hvad resten af systemet er. For humanisme handler helt grundlæggende om ordentlighed, mener han.

”Efter min mening skal man være humanist for at kunne arbejde ordentligt i et system som fængselsverdenen. Nogle vil sige, at humanisme er sådan noget øllebrødsbarmhjertighed, men det har det overhovedet ikke noget med at gøre for mig. Det handler bare om at behandle folk ordentligt - ikke om at være blødsøden. Det er for mig baseret på en kristendom, der siger, at man helt grundlæggende skal behandle folk, som man gerne selv vil behandles.”

Som del af fængselsvæsenet har William Rentzmann hele sit arbejdsliv stået i midten af en verden, der er stærke holdninger til. Til tider også nogle holdninger, der har mere grundlag i følelser end i viden, mener han. En af de mest gennemgående misforståelser, han er stødt på gennem tiden, er, at det at sidde i fængsel i Danmark nærmest er det samme som at være på et femstjernet luksushotel. Der er ikke nogle steder i Danmark, hvor det er sjovt at sidde i fængsel, men alligevel vil automatreaktionen meget ofte være, at de kriminelle har det for godt, mener han.

”Det hænger ofte sammen med en frygt, der bunder i, at vi alle sammen er bange for at blive ofre for kriminalitet. Og derfor er det nok ret intuitivt, at mange tænker 'væk med dem'. Man tænker, at der skal gøres noget. Det er bare en vanvittigt kortsigtet betragtning, for man skal huske den helt banale pointe, at hvis man vil have folk til at opføre sig ordentligt, skal man også behandle dem ordentligt,” siger han.

I fængselsvæsenet ser man i sagens natur sjældent de mennesker, der lykkes med at stoppe den kriminelle løbebane, mens man oftere ser dem, for hvem det mislykkes.

”Man ved jo, at mange kriminelle vil komme igen, og nogle også igen og igen. Jeg har bare altid tænkt mere på det, der lykkedes, end på det, der mislykkedes. Omvendt er der for rigtig manges vedkommende ikke så meget at sige til det, når man tænker på, hvilket miljø de kommer fra. Men for langt de fleste lykkes det alligevel på et tidspunkt,” siger han.

Derfor har jobbet også på trods af de skuffelser, der kan komme undervejs, hele tiden givet mening for ham. Det kræver dog, at man er gjort af et bestemt stof for at kunne holde til det, for fængselssystemet er en hård verden at befinde sig i, erkender han.

”Ligegyldigt hvor godt man gør sit arbejde, vil man opleve, at der er nogen, der kommer igen. Der er mange mennesker inden for det her system, der gør en stor indsats uden at blive desillusioneret, som man ellers nemt kan blive. Illusioner om, at man kan 'redde alle', må gerne forsvinde. Men engagementet i det, man laver, og troen på, at det, man gør, nytter, bør aldrig forsvinde. Sådan har jeg selv haft det hele vejen igennem,” siger han.

I forfatteren Hanne Marie Svendsens roman ”Unn fra Stjernestene” lyder det, at man skal se honningen mellem tornene, og det er en sætning, som William Rentzmann har taget med sig.

”Det gælder om ikke hele tiden at tænke på, at man ikke skal stikke sig på tornene, men fokusere på alt det honning, man kan få fat i. Der er der meget stor forskel på den mentale indstilling hos folk, om man tænker på den ene eller anden måde. Når jeg aldrig selv har tabt modet, så tror jeg, at det er fordi, jeg er god til at fokusere på det gode.”

Han voksede op med, at ordentlig, det var noget, man var, og at Gud, det var noget, man troede på, ikke noget man talte om. På samme måde som det, der stod i Berlingske Tidende, der lå i barndomshjemmet, aldrig blev anfægtet.

”Sådan var dét. Det, der stod i Berlingske Tidende, var virkeligheden, og det, der stod i de andre aviser, var politik. Det var i hvert fald ikke noget, man kunne regne med. Vi var ikke kristne på den måde, at vi gik i kirke eller bad bordbøn eller noget i den dur. Det var mere sådan, at man troede på Gud, og så var den såmænd ikke så meget længere end det,” siger han.

Ligesom troen i barndomshjemmet ikke var noget, man talte om, men noget, man havde, siger de længere teologiske diskussioner og udredninger ham i dag meget lidt.

”For mig er de kristne værdier noget, der danner grundlag for vores opfattelse af rigtig mange ting i Danmark. Kristendommen er noget, der farver vores syn på, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. På samme måde synes jeg også, at man med rette kan sige, at hele vores samfund bygger på de kristne værdier. Barmhjertigheden. Den ordentlighed, der ligger i at være mod sin næste, som man gerne vil have, at næsten skal være mod en,” siger han og fortsætter:

”Man ved jo også, at ordentlighed over for mennesker er noget, der virker. For sådan fungerer mennesker jo. Hvis ikke man bliver behandlet ordentligt, så opfører man sig som regel ikke ordentligt.”