Der er hellighed i tårer. De er ikke tegn på svaghed, men på styrke. De taler mere vel end tusinde tunger. De er budbringerne for overvældende sorg, dyb anger og ubeskrivelig kærlighed.
Sådan beskrev den amerikanske forfatter Washington Irving (1783-1859) det salte vand, som til tider strømmer ned ad kinderne på os mennesker og lydløst indikerer, at vi har oplevet noget smertefuldt eller lykkeligt.
Kun en hårfin grænse adskiller tårer fra smil, sorg fra glæde, og menneskets måde at udtrykke de to følelser på minder til forveksling om hinanden. Vi trækker mundvigene til siderne, løfter kinderne, blotter tænderne, krøller huden omkring øjnene sammen og udstøder højlydte hulk eller ha-ha ud ad svælget fra et sted dybt inde i kroppen.
Men hvor stammer grinet og gråden fra, og hvad kan vi bruge de to udtryk til? Svarene på de spørgsmål er Kristeligt Dagblad gået på jagt efter i biologiens, psykologiens og neurovidenskabens verden.
Både gråd og latter er signaler, mennesker udsender, fordi vi er sociale dyr, der har brug for at kunne læse hinanden. Det forklarer professor og psykolog Henrik Høgh-Olesen fra Psykologisk Institut på Aarhus Universitet.
”For at sikre sin egen overlevelse er det vigtigt for et socialt dyr at kunne sende, modtage og opfatte følelsesmæssige udtryk. Grin er sandsynligvis opstået som et slags tilnærmelsessignal, der har vist, at man har det godt, har overskud, er modtagelig for kontakt og ikke er farlig. Det har fået andre til at forstå, at de ikke behøver være bange og gerne må komme nærmere,” siger han.
På samme måde har gråd signaleret, at man har smerter, ubehag og behov for hjælp, forklarer professoren.
”Gennem gråd og klynk har mennesket kunnet påkalde sig beskyttelse og støtte. Vi har funktionen med os allerede fra fødslen, hvor nyfødte græder for at påkalde sig forældrenes omsorg,” siger han.
Selv hos nyfødte er der dog forskel på, hvor let drenge og piger har til tårer, og den ulighed følger de to køn livet igennem. I 1980'erne beregnede den amerikanske biokemiker William H. Frey, at piger og kvinder i gennemsnit græder 5,3 gange om måneden i løbet af livet, mens drenge og mænd kun græder 1,4 gange. I undersøgelsen blev gråd defineret som alt fra våde øjne til højlydte hulk.
Den kønsmæssige forskel i gråd skyldes flere forhold. Forsøg på fødestuer viser, at piger oftere end drenge sætter i vræl, hvis de hører andre børn gøre det samme. Det kaldes affektsmitte og indikerer, at pigers store tilbøjelighed til tårer til dels er medfødt, siger Henrik Høgh-Olesen. Men også sociale forhold spiller ind.
”Evolutionsmæssigt har det været prekært for en mand at vise svaghed, fordi hannen har skullet være den stærke. Jo højere op i hierarkiet, han kunne komme, des bedre adgang havde han til fødevarer, bosteder og parring. Andre ville hurtigt udnytte mandens afmagt og svaghed, hvis han græd,” forklarer han.
Mennesket er det eneste væsen, hvis tårekirtler sætter gang i væskeproduktionen, når vi bliver følelsesmæssigt påvirket. Hvorfor det sker, har der været mange teorier om gennem tiden. Lægekunstens fader, grækeren Hippokrates (cirka 460-370 f.Kr.), mente, at kroppen bestod af fire væsker, som skulle være i balance, for at man havde det godt. Og når hjernen producerede så meget væske, at det stod ud af øjnene, var det et tegn på, at den var helt gal.
En anden teori er, at tårer har været et lydløst råb om hjælp.
”Når vi får tårer i øjnene, forstærker det hjælpe- og smertesignalet. Evolutionært kan det hænge sammen med, at det i situationer, hvor man har haft behov for hjælp, kan have været farligt at give lyd fra sig,” siger Henrik Høgh-Olesen.
Derudover kan gråd også forklares som kroppens måde at fjerne stresshormoner på og dermed genoprette en mere positiv sindsstemning.
”At græde er at mindske sorgens dybde,” sagde den engelske forfatter William Shakespeare (1564-1616), og der er noget om snakken. Når vi udskiller tårer, frigiver kroppen endorfiner, som er et lettere morfinagtigt stof, der i sig selv har en beroligende og trøstende effekt, siger Henrik Høgh-Olesen:
”Som regel vil man derfor opdage, at man kun kan græde til et vist punkt, før man falder til ro og holder op.”
Der er altså ikke langt mellem tristesse og glæde, og gråd er ikke altid et udtryk for noget negativt.
”Jeg vil ikke sige 'græd ikke', for ikke alle tårer er onde,” skrev J.R.R. Tolkien (1892-1973) i trilogien Ringenes Herre, og mange har nok også prøvet at fælde en tåre af lykke - eller er måske omvendt kommet til at grine ved en sørgelig situation som en begravelse.
At græde og grine er to varianter af samme reaktion på, at vi er blevet påvirket på en måde, vi ikke havde forventet. Det forklarer Albert Gjedde, som er professor i neurobiologi ved Københavns Universitet.
”Når de store menneskeaber oplever noget uforudset, ofte truende, åbner de munden og viser tænder på en måde, der til forveksling minder om menneskers grin. På samme måde er latter og grin hos mennesker oprindeligt en reaktion på noget uventet og ikke nødvendigvis morsomt,” siger han.
Menneskers bevidsthed er baseret på oplevelser, vi har haft før, og grin fremprovokeres af, at en situation udvikler sig i en anden og overraskende retning, end den der ligger lagret i vores hukommelse, forklarer Albert Gjedde.
”Vi ser det samme ved den klassiske vittighed. Her lægger man også op til en forventning om et bestemt udfald, og når udfaldet er et andet, reagerer vi ved at grine,” siger han.
En anden forklaring på menneskers latter handler om lettelse. Den teori støtter Jørn Madsen, som er cand.scient. i biologi og vidensformidler ved Statens Naturhistoriske Museum.
”Det er sandsynligt, at grinets funktion til at begynde med har været et udtryk for lettelse efter spændte situationer. Man har kunnet trække på smilebåndet og grine af, at man gik og troede, at man skulle spises af en krokodille, men det skulle man så ikke alligevel. I dag vil mange genkende, at man bliver glad og lettet, hvis et stort pres pludselig bliver fjernet fra ens skuldre. Og så er der ikke langt til at le,” siger han.
Grin og gråd er dog ikke unikke menneskelige reaktioner, selvom mennesket i biologers øjne i mange år har haft patent på følelser, siger Jørn Madsen. Både menneskeaber og rotter reagerer med en slags glædesfyldte hvin, hvis man kilder dem, og mange dyr udviser tegn på sorg, hvis en fra flokken dør.
”Efterhånden er der en stor accept af, at det bliver meget svært at finde en følelse eller et adfærdsmønster, der er unikt hos mennesket,” siger han.
Det er professor og psykolog Henrik Høgh-Olesen ikke helt enig i. For menneskets evne til at manipulere og styre signaler som smil og tårer er temmelig unik, mener han.
Vi kan græde krokodilletårer i et forsøg på at manipulere omverdenen. Vi kan skjule tårer, hvis vi ikke vil udvise svaghed. Og vi kan lokke en person tæt på ved at smile og signalere venlighed for derefter at stikke personen i ryggen, hvilket Judaskysset i Bibelen er et klassisk eksempel på. Her bliver kysset som signal om kærlighed og trofasthed misbrugt til at gøre en anden ondt.
”Det er enestående, at vi mennesker overhovedet er i stand til at styre følelser på den måde. Vi har evnen til at sætte os ind i hinandens bevidsthed og misbruge signalerne,” siger han.
I visse kulturer er grin og gråd ligefrem professionaliseret. I Mellemøsten lever grædekoner stadig af at fælde tårer og synge klagesange ved dødsfald for at afværge dødens dæmoniske kræfter. Og i Japan påbydes ansatte i servicesektoren omvendt at smile konstant, selvom undersøgelser har vist, at firmasmilet øger risikoen for depression, eftersom smilemasken undertrykker de virkelige følelser.
”At vi kan smile falsk og snydegræde er altså unikke menneskelige træk, som vi ikke finder hos andre dyr,” siger Henrik Høgh-Olesen og tilføjer:
”Logrer en hund, bider den sandsynligvis ikke. Eller sagt med andre ord; er et dyr glad i den ene ende, er det også glad i den anden ende.”
