På vej til lufthavnen kommer jeg i tanke om, at det er vores bryllupsdag

Kåre Gade. Foto: Arkivfoto

Jeg graver i rygsækken for at finde mobilen, let panisk ved tanken om, at fruen skal nå at ringe først

Det er min sidste dag i sommerhuset. Mens fruen stadig har ferie, skal jeg hjem for at gå på arbejde, spise leverpostejmad alene i køkkenet og falde i søvn med katten foran fjernsynet. Jeg har glædet mig i hemmelighed i flere dage.

Jeg pakker en lille rygsæk. At pakke er i al beskedenhed en af mine stærkeste kompetencer. Mange mennesker pakker tingene ned, efterhånden som de finder dem frem. Det er en fejl. Så mister man overblikket og er nødt til at tage det hele op igen, fordi man ikke kan huske, om man har pakket den oppustelige nakkepude.

Jeg har med årene udviklet en teknik, hvor jeg lægger alle ting frem, ordner dem efter kategori og krydser dem af på en tjekliste, før jeg pakker dem. Jeg medgiver, at det kan virke en smule tvangsneurotisk, men det er en smart måde at sikre, at man ikke glemmer noget, og at flyet ikke styrter ned.

”Hvor er min kasket? Jeg ved, at jeg lagde den frem,” siger jeg.

Jeg kan høre, at det lyder anklagende, men det er ubehageligt, når nogen ødelægger ens system.

”Måske har du taget den på igen og så lagt den et andet sted?”, foreslår fruen.

Det er derfor, hun aldrig bliver god til at pakke. Men kasketten er intet sted at finde.

Til sidst er jeg nødt til at tage af sted uden, selvom det efterlader en ildevarslende følelse i kroppen.

På vej til lufthavnen kommer jeg i tanke om, hvilken dato, det er: vores bryllupsdag. Jeg graver i rygsækken for at finde mobilen, let panisk ved tanken om, at fruen skal nå at ringe først. Det gør hun ikke.

”Tillykke, skat,” siger jeg og bliver dette års vinder.

Som en ekstra gevinst varer det længe, før hun overhovedet forstår, hvorfor jeg siger tillykke. Jeg vil ikke sige, at det giver mig overskud på den romantiske konto, men min gæld bliver reduceret betragteligt.

Da jeg om aftenen sidder i bussen på rejsens sidste strækning, åbner jeg rygsækken for at finde hoveddørsnøglen. Jeg kan ikke huske, hvor i rygsækken jeg har lagt den, så jeg må kigge i alle lommerne. Den er der ikke. Jeg roder alle lommer igennem tre gange. Det kan ikke passe. Jeg ved, at jeg lagde nøglen frem sammen med alle de andre ting. Blandt andet min kasket.

Heldigvis har jeg før glemt nøglen, så jeg ved, hvordan man kommer ind uden. Det er nok ikke noget, man bør skrive alt for detaljeret om i avisen, men jeg kan sige, at det indebærer en kompliceret, fysisk manøvre, som man af mange grunde ikke ønsker, at naboerne skal se, og slet ikke, hvis man er en midaldrende mand med begrænset bøjelighed. Jeg lander med overkroppen først på gulvet, rejser mig og tænder lyset. Da politiet efter 10 minutter stadig ikke har ringet på døren, begynder jeg at pakke ud. Jeg finder kasketten omhyggeligt lagt ind mellem to trøjer. Da jeg lægger kasketten op på hattehylden, hører jeg nøglen falde på gulvet.

Jeg står lidt og kigger på den, mens jeg overvejer, om det er godt eller dårligt nyt om min hukommelse. Jeg er ikke sikker. Men jeg glæder mig over, at der ikke også dukker en bryllupsdagsgave til fruen op i rygsækken.