Til kamp mod følelsen af utilstrækkelighed

Studenterpræst i Aarhus har oprettet samtalegrupper for unge, som stiller krav til sig selv om perfektionisme

Jens Munk er studenterpræst ved Aarhus Universitet.-
Jens Munk er studenterpræst ved Aarhus Universitet.- . Foto: Scanpix.

Umiddelbart ser tilværelsen ud til at lykkes for mange af de unge, som opsøger studenterpæst Jens Munk for en samtale. For seks år siden forlod den 49-årige teolog livet som højskolelærer for at blive præst for de studerende på Aarhus Universitet, og efter det første år på studiestedet så han et klart mønster: Mange unge kæmper med en angst for at falde igennem.

”De præsterer egentlig meget godt og får måske både 10 og 12, men de er bange for, om de kan blive ved med at holde det niveau. Nogle vil have et større netværk, andre vil være bedre og sjovere. De ønsker at dække over en grundlæggende oplevelse af ikke at slå til ved at være mere perfekte, end de er.”

Jens Munk har videreuddannet sig inden for gestaltterapi og kognitiv terapi, og når han 15 til 20 gange om ugen har en sjælesørgerisk samtale, trækker han på bredden i sin faglighed. Et mindretal af samtalerne handler om tro, mens trivsel og eksistens fylder meget i Jens Munks samtaler med de studerende. Fordi temaerne perfektion og utilstrækkelighed går igen, valgte han for fem år siden at oprette en samtalegruppe for unge, som var udfordret af netop de temaer. I næste måned samler han den 11. gruppe. De unge mødes hver anden uge i et halvt år i et lokale på universitetet, hvor Jens Munk er med som katalysator for samtalen. Her få dage før studiestart er der kun én ledig plads i gruppen, som har plads til otte deltagere.

”Et sundt menneske får det indre og det ydre til at hænge sammen. Hvis der bliver for stor en modsætning mellem, hvordan man har det, og det man udtrykker, så opstår der et pres, som fører ind i en uvirkelighedsfornemmelse,” siger han.

At bevæge sig fra en oplevelse af utilstrækkelighed til at stå ved ens svage sider er en langstrakt proces, for man arbejder med nogle grundlæggende mekanismer, som ligger dybt i ens personlighedsstruktur, forklarer Jens Munk.

”Der er en grundlæggende sårbarhed om det at være menneske i verden. Vi er alle uperfekte og forgængelige, og vi har alle en angst, fordi vi ikke ved, hvad vi skal. Det kan blive et helt livsprojekt at forsøge at stille et perfekt bolværk op mod denne eksistentielle udsathed. At mødes med andre, som tør være i sårbarheden, skønt de opretholder en tilsyneladende perfekt overflade, kan på sigt lære den enkelte at være i verden på en anden måde og føre ind i fællesskaber, hvor man finder hinanden på et dybere niveau,” siger han.

Jens Munk henviser til Søren Kierkegaard, som beskriver, hvordan mennesket skal sige ja til sig selv og vælge sig selv med alt, hvad det indeholder. Ifølge Jens Munk er det centralt for at slippe af med den kroniske følelse af utilstrækkelighed.

”Udfordringen er at leve autentisk og overtage sig selv med alt, hvad det indeholder af modsætninger og besvær. Livet indeholder hele paletten af følelser og stemninger, og vi skal turde rumme og acceptere. Når man møder et nederlag, er det ikke, fordi man er forkert. Bliver det konklusionen, får utilstrækkelighedsfølelsen blot ny magt,” siger han.

Når Jens Munk taler med studerende, deler han ofte det svære op i problemer og byrder. Problemerne er det, som man kan gøre noget ved. At man for eksempel ikke tør tage ordet i en større forsamling eller har svært ved at få studie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Byrderne er derimod noget, man må lære at leve med. Han siger:

”Jeg har mange samtaler, hvor vi taler om døden. Det er et vilkår, at vi skal dø, og vi kan ikke fjerne årsagen til ubehaget. Ensomhed er også til en vis grad en byrde, som vi skal leve med, for vi kan aldrig blive helt rummet af et andet menneske. Der er byrder, som er grundlæggende eksistensvilkår, som vi skal lære at leve med. Kan man erkende det, får man en mere accepterende holdning til, at der er noget, som er svært. Man kan ikke nedkæmpe alle drager, men så kan man måske finde en anden sti at gå på.”