Naturen giver ro i en kompleks verden

Interessen for den vilde natur handler ikke blot om romantik og status. Det handler også om en længsel efter noget, vi ikke selv kan styre, siger naturetiker. I hverdagen er vi omgivet af mennesketing, men det opfylder ikke vores inderste behov

-
- . Foto: Scanpix.

Lærker syet fast på den høje himmel

støjer fint og enerverende: svar næsten

på en hovedpine jeg aldeles ikke har

tværtimod: jeg trives i det magre.

Forfatteren Per Højholt (1928-2004) gik den samme tur i skoven hver dag. For ham var naturen ikke noget blot at se på. Per Højholt ønskede at se forandringerne i naturen, og så skal man bevæge sig i den hver dag. Indtil ens egen identitet falder bort. Han skrev også tekster om naturen, som ovenstående uddrag fra digtet ”Idyl, trafikeret” fra 1993.

Og så var Per Højholt en nær bekendt af litteraturprofessor ved Syddansk Universitet Bo Hakon Jørgensen, der også er litteraturanmelder på Kristeligt Dagblad.

De to delte ikke blot begejstringen for litteratur, men også natur.

-årige Bo Hakon Jørgensen er en rigtig københavnerdreng, men fra 1974 til 1992 boede han på landet, i Rudme på Midtfyn. Han havde fået en stilling ved det, der dengang hed Odense Universitet.

Når han ikke læste værker af Karen Blixen, Per Højholt, Sophus Claussen eller andre klassikere, passede han haven og børnene og huggede brænde. Han lod roen falde over sig.

”Det er ikke, fordi jeg har en længsel efter at skue over et landskab, men jeg har en længsel efter et jordbærbed, en længsel efter at arbejde med jorden. Efter at gøre ting. Det er nok balanceforestillingen. Jeg kan mærke en balance i verden, når jeg er i naturen. 'Hvordan har verden det, skal der gøres noget for den, klarer den sig?',” spørger Bo Hakon Jørgensen retorisk.

I dag bor han på Østerbro i København med sin hustru, Pia Tafdrup, der er digter og forfatter.

Bo Hakon Jørgensen er ikke den eneste bybo, der finder ro i naturen. Generelt set kan man tale om en længsel efter naturen hos det moderne menneske. Det er i hvert fald sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddals forståelse.

”Jeg tror ikke kun, at interessen for friluftslivet handler om romantik. Jeg tror, at der er noget urmenneskeligt på spil. Der er en drøm om naturen, som handler om at finde noget meningsfuldt, håndgribeligt og ikke-komplekst i en moderne verden. Danskernes huse skal være gamle, der skal stå gamle, krogede æbletræer i haven, bordene skal være af massivt træ, og uld og keramik er også vældigt populært. Tidens idealer peger ret entydigt på, at lykken findes derude i naturen et sted,” siger Birthe Linddal.

Den tankegang kan Mickey Gjerris, lektor i bioetik ved Københavns Universitet og medlem af Det Etiske Råd, godt genkende.

Han påpeger, at vi igennem århundreder har gjort meget for at fjerne os fra naturen ved at bygge huse og skærme os mod den vilde natur og dyrke forudsigeligheden ved at indrette os mageligt i det civiliserede samfund, vi er en del af. Det har haft sin pris, og der er nu opstået et savn i det moderne menneske. Vi har brug for noget, der ikke er os, noget som ikke er menneskeskabt, siger Mickey Gjerris.

”Jeg bor selv i Hellerup, og herfra, hvor jeg sidder, kan jeg kun se firkanter og antenner. Alt, hvad jeg kan se, er lavet til mennesker af mennesker. Det er mennesketing, og det rummer ikke vores inderste behov. Vi er nået til et punkt, hvor vi bor i firkanter og kører rundt i firkanter, men det er ikke lykken, har vi fundet ud af. Derfor ser man flere steder, at man forsøger at kombinere bylivet med naturen.”

Det er ifølge Mickey Gjerris forklaringen på storbyfænomener som byhaver og økologiske fødevarefællesskaber samt ønsket om at se køerne komme på græs og om at køre på mountainbike i skovene.

Råbjerg Mile er en af de største vandreklitter i Europa. Omkring 3, 5 millioner m3 sand rummer den imponerende, 35-40 meter høje sanddynge, der danner en "miniørken" på næsten 1 km2. Med en gennemsnitshastighed på 15 meter om året (varierer fra 0 - 30) bevæger klitten sig med den fremherskende vind mod nordøst og begraver alt på sin vej.
Råbjerg Mile er en af de største vandreklitter i Europa. Omkring 3, 5 millioner m3 sand rummer den imponerende, 35-40 meter høje sanddynge, der danner en "miniørken" på næsten 1 km2. Med en gennemsnitshastighed på 15 meter om året (varierer fra 0 - 30) bevæger klitten sig med den fremherskende vind mod nordøst og begraver alt på sin vej.

”Vi har en længsel i forhold til at komme ud, hvor vi ikke selv kan styre det, hvor vi ikke selv bestemmer tingenes gang.”

For at forstå den afstand, der ifølge Mickey Gjerris og Birthe Linddal er skabt mellem menneske og natur, skal vi generationer tilbage. Det mener i hvert fald Jens Christensen, der nu er pensioneret lektor, men som i årtier har forsket og undervist i danskernes natursyn ved Aalborg Universitet.

Med industrialiseringen fra midten af 1800-tallet skabtes der en kløft mellem naturen og mennesket, som siden da kun er blevet større. Fra at respektere naturen og dens egenrådighed blev tanken om naturen som et råstof, mennesker kunne herske over, styrket med industrialiseringen. Tanken var ikke ny, men den blev dominerende med industrialiseringens baggrund i oplysningstidens tanke om fremskridt, videnskab og økonomi. Den forestilling holder ved til i dag, og det samfund, vi er en del af, præger vores natursyn, siger Jens Christensen.

”Tidligere levede man i mere afgrænsede samfund, og her kunne man, forudsat at der var nok at spise, nemmere respektere naturen, som den var. Med den globaliserede verden, vi lever i, har vigtigheden af at konkurrere og at få en gevinst ud af det præget vores natursyn på den måde, at de økonomiske systemer kommer før naturen i vores bevidsthed og i vores handlinger. Med ønsket om fortsat fremskridt og øget produktion er der ikke længere den samme kontakt mellem menneske og natur,” siger Jens Christensen.

Naturudnyttelsen står i dag stærkere end naturbeskyttelsen, vurderer Jens Christensen, men i Danmark og i øvrige vesterlandske kulturer har vi dog sideløbende forsøgt at beskytte en del af de grønne pletter derude. Herhjemme så man det effektueret med Naturfredningsloven, der trådte i kraft i 1917. Den havde til opgave at beskytte flora og fauna, og i dag er cirka fem procent af Danmarks landareal fredet.

”Det afspejler en idé om, at vi trods alt er en del af noget større, som også ses i diverse kulturer, myter og religioner. Jeg ser da også gerne, at man genfinder en forbindelse med naturen som en pendant til magten over naturen.”

Er der et skel mellem menneske og natur, er der en afgrund fra natursynet hos byboen og bonden, siger filosof Arno Victor Nielsen, der bruger plantebeskyttelsesmiddel som eksempel. I selve ordet ”plantebeskyttelsesmiddel” er der en konflikt, mener filosoffen.

”For landmanden er det vilde, ukrudtet, en fjende, mens en bybo ikke kan forstå, hvordan gift kan være plantebeskyttende. En byboer har den opfattelse, at alt uden for byen er natur, også bondegården er natur, og hvis der i virkeligheden er tale om en svinefarm, bliver byboen sur. Men for bonden er der tale om et arbejde. For ham er bondegården en fabrik.”

Hos bymennesket rimer natur på romantik, siger Arno Victor Nielsen. Byboen ser naturen som god - han kan ikke få nok af den. Den skal ind i stuen, den skal op at stå i kasser på tagene, og den skal have parker at udfolde sig i. Men i virkeligheden er byboens naturopfattelse ikke mere end et fantasifoster, mener Arno Victor Nielsen.

”Byboen har en forestilling om, at naturen har en balance, og at der findes en orden under det hele, men der er ingen orden. Der er ingen balance i naturen. Naturen er vild, og der er jo heller ingen, der vil bo i den vilde natur. Når naturen gør, som den vil, så bliver vi bange. Da bjørnekloen begyndte at formere sig, blev det en folkesag at bekæmpe den, og nu hvor ulven er kommet tilbage til Danmark, hvor den engang har boet, mener flere miljøforkæmpere også, at den skal udryddes. Der er ikke plads til den vilde natur i Danmark.”

Under Storebæltsbroen på Halskov Rev med udsigt til Højklint (Halskov Hoved).
Under Storebæltsbroen på Halskov Rev med udsigt til Højklint (Halskov Hoved). Foto: Scanpix

I virkeligheden kan man ikke forklare byboens naturbegreb med fornuft, mener filosoffen. Det handler nemlig ikke om fornuft, men om tro.

”Han vil bedrages, når han i stedet for at købe oksekødet i supermarkedet kører ud til landmanden og køber det i gårdsalg. Kødet er det samme, men historien om det er en anden. Forudsætningen for at få råd til trekking-turene langt herfra er jo også, at mange køber de billige kyllinger. Men hvis man vil påvise paradokset og byboens inkonsekvens i forhold til naturen, har man misforstået, hvad det handler om.”

Hvad handler det så om? Det handler, hvis man spørger Arno Victor Nielsen, om at kompensere for tabet af den paradisiske verden. Man vil have kompensation for det rod, mennesket har lavet på Jorden.

”Det handler om at finde en erstatning for det, man føler, at man er blevet berøvet. Der er i virkeligheden tale om et ubehag for det moderne, og derfor fantaserer byboen sig til en anden verden, hvor der er mening, hvor trafikken ikke slår ihjel, og hvor huspriserne ikke stiger.”

Når litteraturprofessor Bo Hakon Jørgensen trænger til at komme ud i naturen, tager han til familiens sommerhus.

Det er ikke idyl for ham. Han bliver stukket af myg og får og af og til en gren i nakken, men det er en slags virkelighed. En anden slags virkelighed.

Her kan han passe haven, beskære æbletræet og observere naturens gang. Af og til går han også ned til havet eller ser ud over landskabet, men allerhelst vil han bare ses af dyr, træer og planter. Som Per Højholt beskriver det i slutningen af digtet ”Idyl, trafikeret.”

Her kan man være,

her er verden rimeligt anskuelig! Lyng

og revling indkoger essenser som melder sig

med et krydderis beskedenhed uimodståeligt

men supplement kun til det påtrængende

en genlyd et hårtyndt ekko efter den jetjager

der som et sort lyn æder sig gennem denne mængde

men overser det vigtigste det overflødige

uanselige det som får verden til at overstå

selv kunstige tordenvejr og blomstre op i sporet

som det dyr der lydløst og med plirende øjne

drejer hovedet når jeg passerer uden at se det.