Fruen og jeg sidder og spiser aftensmad i køkkenet, mens vi drøfter vores yndlingsemne: Børnene. Fruen har foruroligende nyt fra den yngste søns første uge på teologistudiet i Aarhus.
”Han har danset salmedans,“ siger hun.
”Salmedans?”, siger jeg.
Det er ikke en ordkombination, jeg mindes at have hørt før.
”Ja, åbenbart. I universitetsparken,” siger hun.
Jeg prøver at se det for mig. Det ligner ikke noget, jeg husker fra min egen rusuge på teologi for 33 år siden. Faktisk har jeg svært ved at forestille mig, hvad salmedans indebærer, men det lyder som en aktivitet, der lynhurtigt ville kunne få en 21-årig stud.theol. til at se sig om efter et andet studium.
”Det lyder ikke sundt. Hvad skete der med at have sex og drikke hjernen ud?”, siger jeg.
”Mon ikke det har været ironisk?”, foreslår fruen.
Vi bliver enige om, at det lyder som en sandsynlig forklaring. Jeg kendte engang en skuespiller, som kunne danse farver. Han bad publikum vælge en farve, og så dansede han den. Publikum græd af grin. Måske er salmedans noget lignende.
Næste aften er jeg på besøg hos min bror, som er i daglig kontakt med både tidsånden og de universitetsstuderende. Han er skeptisk over for den ironiske teori.
”De unge er ikke ironikere, sådan som vi var,” siger han.
”Er du sikker? Mine drenge er,” indvender jeg.
”Ja, men det har de været nødt til at lære for at overleve deres opvækst,” siger han.
Jeg beslutter at spørge ind til det hos den yngste, men uden at røbe, at den suspekte aktivitet i universitetsparken allerede har været genstand for bekymrede drøftelser i ældsterådet.
”Håber, du har haft en god studiestart. Hvad har I lavet?”, skriver jeg i en besked.
”Græsk alfabet, pubcrawl, salmedans og lancier,” svarer han.
Lancier? Det bliver mere og mere obskurt. Jeg prøver at fokusere:
”Salmedans?”.
”Der var en kvindelig præst, som dannede cirkel med os, og så dansede vi, mens vi holdt i hånd og sang 'Hil dig, frelser og forsoner'.”
”Jeg er glad for, at der også var pubcrawl,” skriver jeg.
”Det er jeg også. Selvom vi sang salmer fra pub til pub.”
Ok, det er værre, end jeg frygtede.
”Hvad?”, skriver jeg.
”De havde også en kampsang. Noget i stil med Jeg har det dejligt. Hvorfor har du det dejligt? Jeg mødte Jesus i går'. Hele tiden.”
Jeg læser beskeden flere gange. Måske er det noget, han finder på for at hidse mig op.
”Ok, du tager gas på mig?”.
”Nej.”
Pause. Så spørger jeg:
”Men det hele var ironisk, ikke?”.
”Jo. Eller det tror jeg. Det er svært at vide helt sikkert.”
Jeg ringer til fruen.
”Det er ikke et universitetsstudium, det er en sekt. Vi er nødt til at få ham ud,” siger jeg.
Næste formiddag sender han et billede af et A4-ark med en øvelse, hvor han har transskriberet en række græske ord med latinske bogstaver.”Jeg går i første klasse igen,” skriver han.
Det beroliger mig. Petros, agora, daimonion, psykæ. Noget er stadig ved det gamle. Så kommer der en ny besked:
”Forresten. Sig til, hvis du vil lære trinene til 'Hil dig, frelser og forsoner'.”