Det er blevet sværere at leve langsomt som gammel

Fra alle sider opfordres ældre i Danmark til at leve sundt og aktivt. Men stadig flere føler sig pressede af den dagsorden og oplever, at det anses som illegitimt, hvis man mere har lyst til leve langsomt og fordybe sig. Giv de ældre deres alderdom tilbage, lyder det fra fagfolk

Marianne Müller gør alt det, som omgivelserne forventer af hende: Hun er aktiv, lever sundt og er selvhjulpen. Men hun vil ikke sættes i nogen bås eller have at vide, hvordan hun skal leve sit liv. Af samme grund nægter hun at fortælle sin alder. -
Marianne Müller gør alt det, som omgivelserne forventer af hende: Hun er aktiv, lever sundt og er selvhjulpen. Men hun vil ikke sættes i nogen bås eller have at vide, hvordan hun skal leve sit liv. Af samme grund nægter hun at fortælle sin alder. - . Foto: Leif Tuxen.

Marianne Müller er en præmie-ældre. Hun går til fitness, dyrker yoga, cykler en del og spiser sundt. Hun vandrer i Alperne, kløver selv sit brænde og fik - som ønsket - forrige år en ledningsfri boremaskine, så hun selv kunne reparere på sommerhuset. Hun er alt det, politikerne gerne vil have: Den sunde, aktive og selvhjulpne ældre.

Men det vil hun ikke være. Hun vil ikke sættes i nogen bås eller have at vide, hvordan hun skal leve sit liv. Af samme grund nægter hun at fortælle sin alder.

”Allerede når man runder de 50, må man ikke snuble, glemme ting eller blive syg - for så er man bare et gammelt fjols. Sådan føles det,” forklarer hun og kalder det en slags alderdommens tyranni.

For tidens meget endimensionelle syn på, hvad det gode ældreliv er, gør, at alt for mange ikke får lov til at leve det liv, de helst vil. Det kan hun give mange eksempler på bare fra sin omgangskreds, og derfor føler hun sig nødsaget til at nedtone over for andre jævnaldrende, hvor meget hun egentlig har gang i, for at de ikke skal føle sig utilstrækkelige eller udenfor.

”Der er jo gået fuldstændig zumba i alderdommen. Alle skal være super-ældre og lave alle mulige aktiviteter hele tiden for at holde sig unge eller for at imødekomme det der billede, der altid opstilles af ældre i dag som raske og rørige og på evig jagt efter eventyr. Men det er en syg tankegang. Min farmor blev 103 år, og hun begrundede det altid med, at hun elskede livet mere end sig selv. Sådan har jeg det også. Jeg føler en pligt til at leve sundt af respekt for livet - ikke for at leve op til andres forventninger eller for at bevise noget. Men det virker, som om mange føler sig tvunget til at udleve en ældrerolle, andre har påduttet dem. Det går ikke længere bare at være den søde bedstemor med slikket.”

Eller som kultursociolog og direktør i Ensomme Gamles Værn Christine E. Swane beskriver det:

”Engang var gyngestolen symbolet på bedsteforældre. Og det var forbundet med værdighed at sidde der og være et roligt midtpunkt i familien. Men der sidder ingen i den stol længere, for man kan ikke som bedsteforælder bare få lov til at have børnebørn på skødet og kigge ud i stuen. Det er ikke længere nok. Det er i hvert fald den historie, der hele tiden fortælles.”

Men hvad er det, der er sket? Og er det overhovedet rigtigt, at der hersker et alderdommens tyranni i Danmark? Hvis det er, hvem har så ansvaret, og hvad kan der gøres?

Lad os begynde med den store sammenhæng. Kigger man på statistikkerne, står det klart, at de fleste ældre i dagens Danmark er én eller anden version af Marianne Müller. De lever generelt sundt og aktivt. De rejser mere end nogensinde, og de er ældre og ældre, når de gør det. De er mere udadvendte, har større netværk, søger kærligheden mere og lever i det hele taget et selvhjulpet liv.

Det forventes også af dem. Siden 1970'erne har den aktive aldring være den dominerende dagsorden i plejesektoren, på sygehusene, på social- og sundhedsuddannelserne og blandt politikerne, forklarer professor Tine Rostgaard fra Aalborg Universitet. Faktisk er det påfaldende, hvor dominerende den opfattelse af alderdommen har været de seneste 40 år, påpeger hun.

For det har ikke altid været sådan. Helt frem til 1950'erne var opfattelsen stadig, at når man blev gammel og stoppede med at arbejde, trak man sig tilbage fra samfundet. Der var en accept af, at man forlod det aktive liv og begyndte en anden tilværelse, der ikke handlede om at yde og være på. I stedet kunne man søge de indre værdier og det sjælelige liv. Man kunne stille de store spørgsmål og få gjort regnskabet op over, hvad man havde opnået, så man var klar til at sige farvel til livet. Den del af alderdommen fylder ikke i opfattelsen af den gode alderdom i dag, siger hun:

”Der opstod i løbet af 1960'erne nye ideologier omkring ligeværdighed, og man holdt op med at antage, at man med alderen fik helt andre ønsker til livet. Samtidig har man med tiden fået øjnene op for potentialet i frivilligt arbejde, og forskning har vist, hvor meget livsværdi en aktiv tilværelse kan give. Men bagsiden af den udvikling er, at ønsker den enkelte en anden alderdom end den gængse, kan det blive opfattet, som om de har givet op. Både af personalet i plejesektoren, der jo er oplært til at skubbe på, og af de pårørende, som skubber på, fordi de i bedste mening tænker, at det bare ikke er godt nok, hvis ikke der sker en masse. Der har vi alle en vigtig opgave i at åbne op for forskellige versioner af den gode alderdom. Også den, der ikke nødvendigvis handler om at være aktiv og på.”

Der findes også andre billeder af den aktive alderdoms bagside. n af dem findes i statistikkerne hos landets største rejseforsikringsselskab, Europæiske Rejseforsikring. Her afviser man at give forsikring til stadig flere ældre, og i stadig flere tilfælde forsikrer man kun med klausuler, fordi de ældre har alvorlige sygdomme, der kan gøre rejsen farlig. Den udvikling kan til dels forklares med, at mange ældre i dag føler en ret til, men måske også en pligt til at få det bedste ud af deres alderdom, mener leder af den medicinske enhed i Europæiske Rejseforsikring, May-Britt Wiinblad. Og de kan blive ganske utilfredse, hvis de føler, at nogen spænder ben for dem, siger hun.

”Vi forklarer jo, at det er for deres egen skyld, vi ikke kan anbefale dem at rejse ud. At der er for stor risiko for, at de ikke kan gennemføre deres planer på grund af helbredet, men at vi gerne vil forsikre alt andet end eksempelvis hjerterelaterede hændelser. Det stiller de sig ofte helt uforstående over for. 'Jeg fejler jo ikke noget, det var bare en bypass-operation', kan det så lyde. Og den slags diskussioner havde vi ikke tidligere.”

Det er ikke, fordi forsikringsselskabet er blevet mere emsigt, understreger May-Britt Wiinblad, snarere tværtimod. Det har netop fjernet reglen om, at alle over 70 år skal forhåndsgodkendes for at blive forsikret, fordi det ikke længere er alderen, der stramt bestemmer, hvad man er i stand til. Men det virker, som om nogle ældre har svært ved at håndtere den frihed, siger hun:

”Vi føler os nogle gange som den stygge ulv, der fratager nogle ældre muligheden for store oplevelser. Men det kan være svært ikke at tyde deres henvendelser og reaktioner som udtryk for en form for fortrængning af, hvad de egentlig kan holde til.”

Den fortrængning kan man også aflæse i omfanget af sports- og aktivitetsskader, som man ikke tidligere så hos de ældre, siger Bjarne Oxlund, lektor i antropologi og ældreforsker hos center for sund aldring på Københavns Universitet. Han ser lige som Tine Rostgaard udviklingen som udtryk for et forventningsregime til, at det gode liv er aktivt. Han kalder det ”en infantilisering af alderdommen” og sammenligner det med, at børn og unge jo også helst skal ”gå til noget” for at blive betragtet som sunde.

Det nye hos de ældre er så, at dette ”noget” ikke bare kan være at spille bridge eller hjælpe i en genbrugsbutik. For at det tæller som en aktivitet, skal der være et mødetidspunkt, andre aktive og en instruktør. Man kan ikke bare gå eller cykle en tur på egen hånd eller sidde og tænke i en park. Der skal ske noget.

For rigtig mange ældre er denne konkret aktive livsstil også ønskværdig og selvvalgt - sådan føles det i hvert fald - men det bliver stadig mere tydeligt, at aktivitetsdagsordenen er ved at tage overhånd, mener Bjarke Oxlund. Flere ældre er nærmest besat af deres sundhedstal. De tjekker kolesteroltal og blodtryk, bruger skridttæller, overvåger deres søvn og vejer sig jævnligt. I dag kan man få alt muligt måleudstyr helt ned til 100 kroner, som man før kun brugte hos lægen. Og det bliver købt, siger han.

”Stadig flere ældre har et enormt behov for at føle, at de har bragt deres krop under kontrol. Det er i færd med at skabe større ulighed i sundheden mellem dem, der virkelig investerer kræfter i livsforlængende aktivitet, og dem, der enten har givet op eller bare nægter at stå på ræset. I forebyggelsesverdenen er man meget bekymret for dem, der ikke følger med mantraet om aktivitet, men vi bør også være bekymrede for dem, der nærmest lever efter mantraet, for dette fokus på sundhedstal har gjort mange dårligere til at mærke efter, hvordan de egentlig har det, og hvad de er i stand til,” siger Bjarke Oxlund.

Dertil kommer hele den moralske side af sagen, påpeger han. På den ene side rejser udviklingen spørgsmålet: Kan vi leve med, at nogle ældre dør tidligere, fordi de ikke kan eller vil have en meget fysisk aktiv alderdom? På den anden side: Har vi mistet retten til at leve og dø, som vi har lyst?

”Jeg synes, det er meget sigende, at der selv på landets hospicer er livskvalitetsmålinger og aktivitetsplaner til sidste åndedrag. Jeg er enig med dem, der siger, at sundhed er blevet vor tids religion. Tidligere skulle man huske Vor Herre og bede om frelse, når man gik i seng. I dag går man til fitness for at betale aflad,” siger han.

Det er netop alderdommens eksistentielle dimension, der især betaler prisen for den øgede fokusering på fysisk aktivitet, mener kultursociolog og direktør i Ensomme Gamles Værn Christine E. Swane.

Hun hører ofte fra ældre, der efterspørger plads til at finde ro og accept af behovet for at leve og tænke langsomt og dybt. Hvor er de sociale værdier i alderdommen blevet af, spørger de. Det er simpelthen blevet sværere at leve langsomt som gammel, siger hun. Se bare på parkerne, der i stigende grad bliver indrettet med områder, hvor man kan være aktiv på bekostning af steder, hvor man kan hvile sig og sidde og tænke over livet.

”Det er, som om vi helst vil glemme, at der også findes en virkelighed med svækkede ældre, der sidder passive derhjemme eller på plejehjem, og det er i færd med at skabe en øget afstand mellem den alderdom, der lugter af sygdom og død, og så den sunde alderdom nede i fitnesscenteret. Det betyder, at det bliver sværere at skabe kontakt mellem de svækkede ældre og resten af samfundet. Og det betyder, at en forståelse af det at blive gammel er ved at forsvinde,” siger Christine E. Swane.

Spørgsmålet er så, hvem der har skylden for den udvikling - eller i hvert ansvaret for at gøre noget ved den. Det er der mange, der bør have, siger chefkonsulent i Ældre Sagen Margrethe Kähler. Man kunne godt skælde ud på reklamerne og tv-udsendelserne, der kun viser de smukke, stærke gamle. Eller politikerne og medierne, der fokuserer klart mest på enten de superaktive eller på dem i den anden ende af spektret, som har brug for akut hjælp. Men først og fremmest må det være de ældres eget ansvar. Det er dem, der må være stærke nok til at være den største herre over deres eget liv, siger hun:

”Vi burde lære noget af den østerlandske filosofi, hvor man stadig siger, at børn og ældre er fri for vækkeur, konkurrence og magtkampe - og derfor er de de lykkeligste. Udfordringen for de danske ældre er, at de ikke længere har samfundets forståelse i ryggen, hvis de vælger at leve langsommere end gennemsnittet. Og derfor kræver det meget effektive barrierer at stå imod det aktivi-tetspres, der hersker i disse år.”

Marianne Müller nægter at give efter for presset på alderdommen anno 2014. Hun dyrker den motion, hun har lyst til, men hun husker også at leve langsomt, siger hun. Bare kigge på træerne, læse, være til. Hun har det bare svært med at sige fra over for alle de mange muligheder og udfordringer, livet byder hende, og det vil hun ikke have dårlig samvittighed over.

”For mig handler det om selv at skabe sine leveregler for det gode liv - også som gammel. Det er klart, at jeg ikke har de samme styrker som for 30 år siden, men så bruger jeg dem, jeg har. Det rækker stadig til et travlt job, og det er jeg taknemmelig over, for det er sådan, jeg fungerer bedst. Når jeg ikke længere har det, glæder jeg mig til at bruge endnu mere tid på at skabe overblik, få sammenfattet mit liv og styrket den mentale side af mig. Det vigtigste er ikke at føle mig som slave af noget. Intet kan stå alene, hverken aktivitet eller det mentale, men mikset må man selv få styr på. Og der tror jeg, det er vigtigt at være meget tro mod sig selv. Det er ikke sundt at være ego-fikseret, men det er da værre at lade andre diktere, hvordan din alderdom skal være.”