Et diag-næsten-nose barn

Datteren har altid haft en helt særlig udstråling. Modelfoto Iris

Måske ville det være lettere, hvis datteren fik en diagnose?

Hun kommer op til mig, fordi hun er i tvivl. Hun synes på den ene side, at hendes datter skal have lov at være, præcis som hun er, men på den anden side skal hun jo også have al den støtte og hjælp, hun kunne have behov for. Og måske vil det være lidt lettere at få adgang til støtteforanstaltningerne, hvis datteren får en diagnose, end hvis hun bare kører videre som hidtil.

Datteren har altid haft en helt særlig udstråling. Lidt stille og tilbageholdende og nok lidt passiv i forhold til at angribe verden omkring hende.

Hun har, fra hun var helt lille, været mest tryg tæt på en af forældrene og gerne bare hende og dem. For mange mennesker omkring hende har kun gjort hende utryg, og når hun virkelig følte sig presset, har hun søgt et hjørne for sig selv og siddet og rokket.

Hun har absolut kunnet putte sig og søge sine forældres, eller specielt sin mors favn, når verden har virket for stor, men hun har efterhånden også fundet en vej til at stole på, at hendes bedsteforældre kan passe på hende. Hun har klart haft nogle autistiske træk, men det har også virket, som om at det har været en overvældende angst, der har præget hendes valg af trygge favne og hjørner, der har kunnet beskytte hende mod verden.

Moderen kan spejle sig i stort set alle aspekter af sin datters sind. Hun kender til angst. Hun beskriver det selv som nervøsitet. At hun bliver usikker og føler, at tingene meget let bliver uoverskuelige. Og når datteren søger tryghed, så er det lige før, moderen gør det samme, og hun har ikke selv specielt behov for at se særligt mange andre mennesker end datteren, og hun elsker, når det bare er de to og en god børnefilm.

Allerede i børnehaven var pædagogerne lidt bekymrede for datteren. Fordi hun var alt for nem og gjorde alt for lidt væsen af sig. Moderen holdt datteren hjemme, når hun havde mulighed for det, og hun havde flere møder med pædagogerne, fordi de syntes, at datteren skulle udredes, så de bedst muligt kunne støtte hende og måske få bevilget ekstra støttetimer til datteren.

Det gik hun med til, og det mundede ikke ud i en egentlig diagnose, men der blev beskrevet et ængsteligt barn med behov for masser af tydelige tryghedsgivende grænser og rolige voksne til at give hende troen på, at verden ikke vil hende noget ondt. Så moderen følte sig ramt og udstillet. Hun følte, at de beskrev, at hendes datter havde brug for alt det, som hun gjorde sit bedste for at give, men selv kæmpede med at mærke og mobilisere.

Nu er datteren så startet i skole. Hun har glædet sig meget og har fået en fin lyserød og lilla skoletaske, som hun har haft med op hos, mig de sidste tre gange hun har været heroppe, altså længe inden skolestart.

Men det går ikke så godt. Når der er timer, og datteren kan sidde tæt på læreren, så klarer hun det, men frikvartererne er dybt skræmmende for pigen. Hun er skræmt fra vid og sans, hvis der ikke er en lærer, der tager hende i hånden, mens alle de andre børn blæser rundt på legepladsen og i skolegården, og det har betydet, at hun allerede har været mere fraværende end godt er, for hun er bekymret hver eneste morgen, og så synes moderen, det er synd for hende og lader hende blive hjemme. Hvilket bare bekræfter hende i, at der jo er god grund til at være bekymret for skolen, når selv hendes mor synes, det er i orden at blive hjemme. Og ellers skriger hun, indtil moderen giver hende lov. Det eneste sted, hun skriger.

Så skolen synes, at det ville være en god idé at få datteren udredt igen, og selvom jeg er enig med den tidligere udredning, pædagogerne og nok også moderen i, at det her drejer sig om et ængsteligt barn, der vokser op med en ængstelig mor, så skal vi nok allesammen have vished for, hvad det er, der skaber den forfærdelige angst hos sådan et lille barn, så både hun og moderen kan få den hjælp, der skal til, så verden igen kan blive et trygt sted at færdes.