Jeg sidder på kontoret, da jeg får en besked på min iPhone. Det er den teologistuderende, der sender et billede af sit nye værelse.
”Så er kontrakten underskrevet, tingene sat på plads og indskuddet betalt,” skriver han.
”Af din sponsor,” skriver jeg.
”Ja, tak for det.”
”Tak ikke mig, tak din mor.”
I dette efterår har fruen og jeg et rekordstort antal sønner under uddannelse. Det er en glæde, men ikke en af de gratis. Fruen har storsindet påtaget sig at passe den travle skranke i afdelingen for rentefri studieån. Alligevel er det altid mig, de skriver til først, når det drejer sig om penge. Jeg har en ubehagelig fornemmelse af, at det siger noget ufordelagtigt om min evne til at forvalte faderrollen.
”Men,” skriver han, “som du kan se, mangler der noget.”
Jeg kigger på billedet. En guitar, en computer, et skab, en skrivebordsstol, en sportstaske og to sorte affaldssække står på gulvet. Det er ikke umiddelbart indlysende, hvad han mener med, at tingene er sat på plads.
”En seng?”, spørger jeg.
”En dobbeltseng”, skriver han.
”Jeg foreslår, at du stiler en motiveret låneansøgning til Moderbanken,” skriver jeg.
Da jeg kommer hjem fra arbejde, sidder fruen med sin i-Pad i køkkenet og skyper med den mellemste, multimediedesignstuderende søn. Jeg kan høre, at det bliver dyrt.
”Altså, jeg troede, jeg kunne nøjes med en 13-tommers, men mine undervisere siger, at jeg er nødt til at have en 15-tommers,” siger han.
”Hvor meget dyrere er den?”, spørger fruen.
“Et øjeblik, jeg tjekker lige på Apples hjemmeside,” siger han.
Det er her, jeg dør en lille smule og har en ud-af-kroppen-oplevelse. Jeg hænger et par sekunder oppe under loftet, mens jeg betragter den kulturelt stererotype middelklassefamilie omkring køkkenbordet og forundres over, hvor privilegerede vi i grunden er.
Sagen er, at begge sønner generøst har tilbudt at tage SU-lån, så deres hårdt prøvede forældre ikke endnu engang skal til lommerne. Men da fruen og jeg stadig har en meget levende erindring om de 15 år, vi betalte af på vores egne studielån, rangerer SU-lån i klasse med Scientology og hepatitis B på listen over ting, vi ikke ønsker, vores afkom skal komme i berøring med.
Derfor har vi oprettet afdelingen for rentefri studielån. Jeg har i nogen tid undret mig over, at der stadig er tilgængelige likvider, men jeg regner med, at fruen har styr på det.
”Den er omtrent dobbelt så dyr,” siger den mellemste.
”Det er i orden. Det kan ikke betale sig at købe for småt,” siger fruen.
Jeg tænker, at hun måske alligevel ikke har styr på det.
”Men husk, at det er et lån,” siger hun.
”Selvfølgelig. Forresten siger vores lærer, at multimediedesignere er meget efterspurgte. Og startlønnen er tit 30.000 kroner.”
Jeg kan se på fruen, at hun lige skal vænne sig til tanken om en søn, der tjener mere end en nyuddannet præst. Men det lover godt for vores alderdom. Vi får brug for vellønnede børn, der står i taknemmelighedsgæld.
Sådan hænger alting sammen som kosmiske, forbundne kar i det store verdensalt. Det satser vi i hvert fald på.