”Vi skylder de døde at leve livet fuldt ud”

Ole Bornedal har fundet meningen med livet. At give kys, få kys og værdsætte den korte tid, vi har. Det er både omdrejningspunktet i filminstruktørens og familiefaderens eget liv og i hans nye tv-drama ”1864”

55-årige Ole Bornedal har skrevet og instrueret den nye tv-serie ”1864”, som får premiere på DR den 12. oktober. Selvom serien tager udgangspunkt i de historiske begivenheder omkring krigen i 1864, kredser handlingen mest om tidens gang og livets skrøbelighed. - Fotos: Jeppe Bjørn Vejlø/Scanpix.
55-årige Ole Bornedal har skrevet og instrueret den nye tv-serie ”1864”, som får premiere på DR den 12. oktober. Selvom serien tager udgangspunkt i de historiske begivenheder omkring krigen i 1864, kredser handlingen mest om tidens gang og livets skrøbelighed. - Fotos: Jeppe Bjørn Vejlø/Scanpix.

Der var fødselsdag hjemme hos Ole Bornedal dagen før hans møde med Kristeligt Dagblad. Familiens ældste hund, Anton, fyldte seks år, og i huset i Hellerup blev det fejret med hundelagkage: Billige kagebunde fra Netto smurt med leverpostej og hundemad i flere lag.

Når man ud over at være en af landets mest efterspurgte filminstruktører også er far til fem børn i alderen 5 til 23 år, er der nok at se til, og Ole Bornedals hverdag er fyldt med både liv og praktiske gøremål. Nogle gange er han ved at brænde sammen og er parat til at købe en enkeltbillet ud af landet og blive det næste emne i tv-programmet ”Forsvundne danskere”. Men så stopper han op og vender situationen om.

”Når jeg er ved at blive sindssyg af ungers tiggeri om iPads og søde sager, af teenagere med ondt i livet og af den nye hundehvalp, der skider på gulvet, så prøver jeg at holde vejret, kigge mig omkring og tænke, at det er et fantastisk privilegium, at jeg er omgivet af så meget liv. Og at jeg oven i købet er sammen med en kvinde, som jeg elsker så utroligt højt, og kan arbejde med det, jeg virkelig holder af,” siger han på sin afdæmpede og lune facon, med rolig stemmeføring og svag nordjysk dialekt.

Evnen til at værdsætte livet og leve det fuldt ud er et talent, han har fået i nådesgave, siger han selv. Han er god til at glæde sig over hverdagen. Børnenes skøre kommentarer, svampeture i skoven, duftene, der omgiver ham. Det handler i bund og grund om at udnytte den tid, man har til rådighed, siger han:

”Tiden glider ud mellem fingrene på os, hurtigere end vi aner. Den erkendelse vokser eksponentielt med alderen. Hver dag er vi et skridt nærmere vores død, og det gælder om at have en vis ærbødighed og taknemmelighed for den erkendelse.”

Livets forgængelighed er netop hovedtemaet i den 55-årige manuskriptforfatter og instruktørs nye værk, tv-dramaet ”1864”, som han denne efterårsdag er i færd med at lægge sidste hånd på lyddelen af i Det Danske Filmstudie i Lyngby. Serien skal vises på DR 1 otte søndage i træk med premiere den 12. oktober.

Rammerne for handlingen er ganske vist de historiske begivenheder og det politiske spil omkring den Anden Slesvigske Krig, hvor Danmark mistede hertugdømmerne Holsten, Lauenborg og Slesvig til Preussen og Østrig. Men for Ole Bornedal handler historien især om at bruge tiden rigtigt.

”For mig er det mest en fortælling om tid. Og om at miste, og om at vi alle sammen skal dø. Knap 3000 mand døde i krigen og faldt ned i glemslens store askehav. Jeg håber, at seerne vil læse deres egen forsvinden ind i det her og tænke, at vi skylder de døde at leve livet fuldt ud,” siger han.

Af respekt for de faldne soldater har han derfor også valgt at kreditere dem alle i dramaseriens slutning.

Det er menneskeskæbnerne, der især har interesseret Ole Bornedal ved arbejdet med serien. Politikere fulde af lidenskab og galskab. Forviklede, forkvaklede forelskelser. Tab af uskyld. Og unge mænd, der dør en meningsløs død. Serien har samme dramaturgi som spillefilmen Titanic: Vi ved, skibet skal ramme et isbjerg. Det er personerne og rejsen derhen, der er interessant.

For at serien skal fænge nutidens unge, som måske knap nok har hørt om begivenhederne i 1864, begynder handlingen i dag. En ung pige får job på et gods hos en gammel baron, hvis bedsteforældre i sin tid var involveret i krigen. Pigen finder bedstemoderens dagbog og bliver gennem hendes ord suget ind i historien om det amputerede land.

”Det er et interessant sted i danmarkshistorien, fordi det forsmædelige nederlag forandrede folket og gav os den her identitet, som vi både roser os selv for og bebrejder os selv i dag. Både den danske jantelovsmentalitet, vores lidenhed og vores evne til at blæse os selv op til enorme højder har muligvis rod i 1864, hvor nationen var lige ved at blive reduceret til en provins i Tyskland. Selvom mange har glemt tiden i dag, sidder nederlaget alligevel i os som en national genetisk erindring. Det er i sig selv en interessant dimension af forgængeligheden og tidens gang,” siger han.

Tidsbegrebet og døden har Ole Bornedal været optaget af siden sin ungdom i 1980'erne, hvor han dyrkede punk-bevægelsen og udforskede ”det inderste i blodbanerne”.

Døden har løbet som en rød tråd gennem flere af hans værker. Den prisbelønnede radiomontage ”Knust kværn og kvæstet” (1986) handler om dødsfascination fra en motorcykelryg. Gyserfilmen ”Nattevagten” (1994) udspiller sig i et retsmedicinsk kapel og handler om seriemord. Og i filmen ”Jeg er Dina” (2002) er hovedpersonen først skyld i sin mors og siden sin mands død og trøster sig ved at tale med moderens ånd. Men også død i forbindelse med krig har interesseret Ole Bornedal længe før arbejdet med ”1864”, og han har læst bunker af soldaterbreve fra både Vietnamkrigen, Anden Verdenskrig og krigen ved Dybbøl.

”Jeg har nærstuderet døden og mener, det er vigtigt, at vi hele tiden forholder os til den. Ikke fordi vi skal deprimeres over den, få sorte rande under øjnene og gå rundt med et kors på nakken. Tværtimod. Vi skal bære det kors med begejstring, så vi bliver mindet om at glædes ved livet,” siger han.

Døden kom for alvor tæt på Ole Bornedal, da han var 27 år og mistede sin mor efter længere tids sygdom. Hun åndede ud i armene på ham, og for ham blev situationen det ultimative møde med livets skrøbelighed. Der findes ikke noget, der kan måle sig med den oplevelse, siger han:

”Der nåede jeg helt ned på bunden af det kar, der hedder menneskelivet. Men lige så svært og uhyggeligt, det er, lige så interessant og livsbekræftende er det også. Fra det skal man vokse.”

Siden dengang har han ikke været ængstelig for ret meget. Modsat forholder han sig gerne til livets mørke sider, hvilket væggene i hans hjem bærer præg af: De er prydet af kunstneren Michael Kviums forvrængede, uhyggelige skabninger. På mange måder er det grotesk ikke at forholde sig til det groteske, det dystre og det onde, siger han:

”Kun på den måde lærer man at forstå verden og folks handlinger bedre. Hvis bare man sætter mærkatet ondskab på folk og holder dem ud i strakt arm, bliver man ikke klogere.”

Af samme grund har det været vigtigt for ham at fremstille alle personer i ”1864” som hele mennesker med motivationer for deres handlinger, uanset hvilken side af skyttegraven de kæmpede på. Det generer ham nemlig, hvordan verden ofte skildres sort-hvidt og deles op i de gode og de onde.

”Jeg håber, man kan få det ud af filmen, at der er mange måder at betragte verden på. Der findes ikke monstre i verden, selvom det er svært ikke at se det som den rendyrkede ondskab, der står foran et hd-kamera i Mellemøsten og skærer halsen over på amerikanske journalister. Men der findes kun folk med forskellige baggrunde, intentioner og motiver, og det prøver jeg at vise,” siger han.

Det er alderen, der har givet ham den erkendelse og det nuancerede menneskesyn. I det hele taget har de ekstra år på bagen gjort meget godt for ham, hvis han selv skal sige det. At være blevet far og at have fundet kærligheden i den 38-årige skuespillerinde Helle Fagralid har givet ham en åbenbaring af, hvad selve meningen med livet er. Intet mindre.

”Man kan lære alle filosofferne udenad og læse tykke bøger og skrive lange kronikker om klogskab. Men i sidste ende handler det om at kysse og blive kysset. Færdig, that's it. Alt andet er fyld, og hvis nogen påstår andet, tager de fejl,” siger han og griner let, selvom han mener pointen ganske alvorligt.

Han illustrerer påstanden med en lille anekdote om sin bror, der er filosof og kan recitere Nietzsche, Foucault, Hegel, Kant og Heidegger med bind for øjnene.

”Han er et af de klogeste mennesker, jeg kender. Men det var først, da han mødte sin nye kone, at han blev et glad menneske. Så“ fuck Hegel,” siger han på godt jysk og smiler skælmsk.

Det er i høj grad også konen og børnene, som gør Ole Bornedal til et grundlæggende glad og tilfreds menneske. Peter på 5 år, Fanny på 14, Claudia på 17 og Johan på 23, som han har fra to tidligere ægteskaber. Og 8-årige Louis, som kom ind i hans liv sammen med Helle Fagralid. Især efter mødet med hende er han blevet nervøs for ikke altid at udnytte sin tid maksimalt. En af de hårdeste perioder i hans liv var eksempelvis, da han i 2011 boede otte måneder alene på USA's vestkyst for at filme gyseren ”The Possession” (Besættelsen).

”Jeg oplevede nogle helvedesstunder, hvor jeg havde det fuldstændig forfærdeligt med at gå tur på stranden og se familiefædre med deres unger på skuldrene. Så var jeg parat til at gå hjem og tænde for gassen. Det var så ekstremt deprimerende, og min evne til livsudfoldelse var latterligt lille,” siger han.

Helt så slemt gik det heldigvis ikke, da han skulle indspille dramaserien ”1864”, som dels blev optaget i Danmark, dels i Tjekkiet. Vejen hjem var kortere, og han sørgede også for at hive familien med til optagelserne med jævne mellemrum. Både datteren Fanny og sønnen Peter har også roller i serien, og på den måde blev de en naturlig del af projektet.

Det kan være enormt opbyggende og lærerigt for børnene at være vidne til den dramatiske leg, hvor voksne mennesker viser det inderste af sig selv, og kreativiteten blomstrer, mener Ole Bornedal. Også selvom det indimellem betyder, at de scener, som han så nøje har udviklet i sin teoretiske, skråsikre hjerne, bliver bombarderet og voldtaget af skuespillere, som lægger deres sjæl i rollerne og bryder hans ellers så rene, jomfruelige værks mødom. Som han selv udtrykker det med en vis ironi, før han tilføjer:

”Det er jo det spændende ved at lade levende individer give slip og prøve grænser af. Indimellem opstår der noget magisk. Der er så meget ængstelighed og forsigtighed forbundet med at vise følelser i dag, og derfor er det smukt at være til stede i sådan et rum, hvor alt kan lade sig gøre.”

For Ole Bornedal personligt betyder det meget at kunne dele de erfaringer og oplevelser med familien og på den måde have mulighed for at vise børnene en bid af sin verden.

Derfor løftede det også hans humør, da han en grå formiddag tidligere på måneden hørte sønnen Peter sige fra barnesædet på cyklen:

”Når jeg bliver stor, vil jeg lave det samme som dig, far.”

Begejstret spurgte Ole Bornedal, om han da ville lave film.

”Nej, drikke øl,” lød det fra den femårige.