Lillian Knudsen vågner tidligt den morgen. Juni-solen skinner udenfor, søndagen er kun knap seks timer gammel, og hun skal være til hovedbestyrelsesmøde i LO klokken 10. Hovedet er tungt, hovedpinen er ikke gået væk fra i går. Der gik hun tidligt i seng, selvom hendes mand, LO-sekretær Harald Børsting, højlydt undrede sig over, at hun, der er udpræget B-menneske, gik i seng klokken halv ti en lørdag aften. Hun håbede, at søvnen ville lette hovedet, men det gjorde den ikke.
Den 52-årige kvinde rejser sig fra sengen og går over for at trække gardinet fra, så solen over Øresund kan få lov at komme helt ind i soveværelset. Vandet ligger lige uden for vinduerne i huset i Dragør ved København. Men hun kan ikke fange gardinsnoren. Hun kan se den, og hun griber ud efter den med højre hånd, men hånden vil ikke finde den. I stedet får hun fat med venstre hånd, mens hun undrer sig.
Det gjorde hun også aftenen før, da hun ikke kunne finde lyskontakten på badeværelset, inden hun gik i seng. Harald havde sagt, at hun skulle tage på sygehuset og få det undersøgt, men det var der jo ikke tid til, og hun skulle tidligt op i dag. ”Det går nok over,” havde hun sagt. Men nu synes hun, at det bare er blevet værre.
Da hun står der foran gardinet, falder armen ned langs siden, hun kan slet ikke løfte den.
”Harald, min arm er lammet! Og nu er der også noget med mit ene ben!”, udbryder hun.
Harald Børsting sætter sig brat op i sengen.
”Prøv at gå over gulvet!”, siger han, men det kan hun ikke. Hele hendes højre side er lammet, så hun falder sammen på sengen. Hendes mand flyver ud af soveværelset og ned i stuen, hvor han ringer efter hjælp. Han er så ude af sig selv, at han glemmer, at der er en telefon i soveværelset, og han får også taget sit tøj med nedenunder.
Oppe i soveværelset er hustruens første tanke, at hun ikke vil have Falck-mændene til at bære sig nedenunder. Hun er en stor kvinde, og hun er sikker på, at de ikke kan bære hende. I sin slåbrok, som hun ikke kan lukke, men som hun på en eller anden måde får på, hopper hun på ét ben hen over soveværelsesgulvet og ud til trappen. Her sætter hun sig ned på det øverste trappetrin og får listet sig ud over kanten. Dump, først det første trin, så det andet trin. Hun dumper på bagdelen ned ad trappen. Hun når ikke langt, før Falck-mændene er der.
Hvert år rammes omkring 13.000 danskere af en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen, som medfører en hjerneskade. Omkring 70 procent af dem, der rammes, er over 65 år, og for mange betyder det lammelse, problemer med at tale eller andre skader, sommetider for altid. Men det behøver ikke at gå sådan. Ifølge Hjernesagen er det altafgørende for skadens omfang, at man kender til symptomerne og får ringet 112 med det samme.
”Det gør ikke ondt at få en blodprop eller en hjerneblødning,” forklarer overlæge på Bispebjerg Hospital, Hanne Christensen.
”Derfor er der mange, der ikke reagerer, eller som bare nøjes med at tænke, at det er da underligt. Derfor får de ikke ringet 112, og det er rigtig uklogt, for vi mener, at hvis man i stedet reagerer med det samme, kan vi formentlig redde dobbelt så mange.”
En trombolysebehandling kan opløse en blodprop i hjernen, men behandlingen kan man kun få inden for fire og en halv time. Derfor er det så vigtigt at ringe 112 med det samme.
”Det er vigtigt, at folk kender til symptomerne på en blodprop eller en hjerneblødning. For ofte er det omgivelserne, der kan se og reagere, fordi man selv har en tendens til at skubbe det fra sig og lige ordne nogle andre ting først. Men det skal man altså ikke,” siger Hanne Christensen.
I foråret 1998 er Lillian Knudsen forbundsformand i det daværende Kvindeligt Arbejderforbund og medlem af LO's hovedbestyrelse. Gærstrejken i slutningen af april det år sender hende ud på vejene for at forsøge at løse op i konflikten, og kolde DSB-tog, for lidt tøj og for lidt søvn sætter sig til en bi- og pandehulebetændelse.
Men i stedet for at lytte til sin læge arbejder hun videre, tager penicillin og ignorerer feberture. Hun rejser endda to uger til USA med sin mand, hvor trykket i flyveren ikke gør det meget bedre. Men da hun den 20. juni ligger i ambulancen mellem Dragør og Sundby Hospital, har hun det egentlig meget godt. Hun har hovedpine, og armen og benet lystrer ikke, men bi- og pandehulebetændelsen er hun da kommet over.
På hospitalet kan de til gengæld ikke finde ud af, hvad der er i vejen. Lillian Knudsens blodtryk er normalt, hvilket tilsyneladende udelukker en hjerneblødning eller blodprop i hjernen, da det forårsager forhøjet blodtryk. Hun bliver rullet ud på gangen, hvor ægtefællen står med sin pibe. Hun kan se, at han er slået helt ud, og at han har grædt. Synet af manden gør Lillian Knudsen ked af det, og for første gang tænker hun, at det her måske kan være mere alvorligt, end hun tror.
Men hun er ved sine fulde fem og har ikke problemer med at tale, det er kun den ene arm og det ene ben, der er lammet. Hun regner med, at det bare skal gå i sig selv, så hun igen kan komme på arbejde.
Over de næste par dage stiller frustrationerne og spørgsmålene sig i kø. Først mangler den person, der kan betjene det scanningsapparat, der skal scanne Lillian Knudsens hjerne. Da det er blevet ordnet, kan lægerne ikke læse billederne, men må sende dem til Rigshospitalet for yderligere analyse. Lillian Knudsen og Harald Børsting havde insisteret på at blive sendt til Rigshospitalet, men blev sendt til Sundby Hospital, fordi det er tættere på deres bopæl i Dragør. Nu irriterer de sig over, at de ikke fik deres vilje.
Da der kommer svar fra Rigshospitalet, bliver Lillian Knudsen beordret genoptræning, for lægerne kan ikke se hverken blødning eller blodprop, og derfor håber de, at det kan trænes væk. Hun flyttes derfor til en genoptræningsafdeling på Sankt Elisabeth Hospital. Hun har fået så mange blomster, blandt andet fra det meste af Poul Nyrup Rasmussens regering, at hendes seng er helt fyldt, da hun bliver trillet over på den nye afdeling.
Men her når hun ikke at være længe, for tirsdag eftermiddag går hun pludselig i krampe. Harald Børsting styrter ud på gangen og råber om hjælp. Lillian Knudsen har fået et anfald af epilepsi, og derfor står det klart for lægerne på Sankt Elisabeth Hospital, at det, der er galt med fagforeningskvindens hjerne, ikke bare kan trænes væk. Derfor flyttes hun igen, denne gang til Glostrup Hospital.
Og her sker der endelig noget. Efter hvad der føles som timer inde i en scanner, hvor Lillian Knudsen skal ligge helt stille, mens hjernen fotograferes på alle leder og kanter, kan lægerne se, at det er pande- og bihulebetændelsen, der har sat sig til en lille prop i hjernen. På et splitsekund har den lukket for blodtilførslen til hjernen, og det var, da dét skete, at arm og ben holdt op med at lystre.
Ægteparret ånder lettet op, for nu er der en forklaring. Og lægerne ved, hvad de skal gøre. Lillian Knudsen kommer i medicinsk behandling for at forhindre flere epilepsi-anfald, og nu skal hun i gang med at genoptræne.
Da armen endelig begynder at fungere igen, tilbringer Lillian Knudsen timer på hospitalet med at lære hjernen at koble arm og funktion sammen. Hun laver ”svømmeøvelser”, hvor hun imiterer brystsvømningstag med armene for at koordinere både højre og venstre arm på samme tid. Hun skal også lære at skrive igen og må huske på remserne, hun lærte i første klasse for så mange år siden.
Når hun forsigtigt forsøger sig med krydsogtværser, kan hjernen ikke finde ud af at putte hvert bogstav i sin egen kasse, ordene står i stedet med bittesmå bogstaver og skvulper over en enkelt kasse.
Sommeren kommer og går, det regner næsten hele juli og august, mens Lillian Knudsen langsomt tager sine første skridt og genvinder motorikken i højre arm. I august må hun begynde at komme hjem på weekend, og i begyndelsen af september bliver hun udskrevet. Stækket og afkræftet, men fast besluttet på at komme fuldt tilbage.
I dag er det 16 år siden, at hjernen sendte Lillian Knudsen midlertidigt ud af kurs. Det kan stadig drille hende at skrive, for eksempel kommer hun ofte til at sammenkoble flere bogstaver. Men hun betragter sig selv som heldig, hun blev ikke så hårdt ramt som andre, der har været igennem en hjerneblødning eller blodprop i hjernen. Det er dem, hun prøver at hjælpe som formand for Hjernesagens afdeling i Tårnby og Dragør.
”Hjernen er det dyrebareste, vi har. Vi kan ikke fungere uden vores hjerne. Man kan få nyt hjerte og ny lever, men man kan ikke få en ny hjerne. Den kan bare ikke erstattes. Derfor er det så vigtigt at passe på den,” siger hun.
Oplevelsen i 1998 fik hende til at genoverveje sit arbejdsliv, og hun droslede væsentligt ned på ansvarsområder, da hun langsomt vendte tilbage til sit formandskab for Kvindeligt Arbejderforbund.
For hendes mand, Harald Børsting, var oplevelsen en slem forskrækkelse og en påmindelse om, at livet er sårbart.
”Som pårørende bliver man helt lammet. Jeg var så bange for, at hun skulle dø, tanken ville ligesom ikke frigøre sig,” siger han.
Nogle af de mange dage på hospitalet blev brugt på at få lavet testamente og gøre sig tanker om deres liv sammen. Om at beskytte hinanden, hvis den ene pludselig ikke er der længere.
”Man bliver klar over, hvor tæt knyttet man er, og hvor meget man holder af hinanden og er afhængige af hinanden,” forklarer Harald Børsting.
”I dag er oplevelsen ikke noget, vi snakker så meget om. Men Lillian er da gået fra at sige 'hvis jeg dør', som hun gjorde før, til 'når jeg dør'.”
