"Heldigvis blev det ikke den nat, jeg skulle dø"

Birgitte Stoklund. Leder af Grundtvig Institutet der har til huse i Vartov,København. Foto fra kontoret på ...

Når man siger tak til folk, løfter man ikke kun dem op, men man fastholder også sig selv i en taknemmelighed. Alle bliver lidt større, når man siger tak, siger Birgitte Stoklund Larsen, leder af Grundtvig-Akademiet. - Foto: Leif Tuxen

Jeg var 37 år, jeg frygtede for, hvad der skulle ske med mit barn - det gik op for mig, at jeg skulle dø. Og at det måske var nu. Jeg har aldrig i mit liv været så bange.
Birgitte Stoklund Larsen,leder af Grundtvig-akademiet

En nat for 17 år siden gik livets skrøbelighed op for akademileder Birgitte Stoklund Larsen

Jeg lå på hospitalet. Jeg ventede mit andet barn, men var kun halvvejs i graviditeten. Midt om natten blev jeg kørt over på fødegangen. Barnet ville næppe overleve en fødsel på dette tidspunkt - i hvert fald ikke uden store skader. Jeg var også ræd for selv at forbløde.

Jeg havde været indlagt nogle uger. Jeg læste på et tidspunkt i forløbet et interview i Kristeligt Dagblad med skuespilleren Erik Wedersøe. Han beskrev, hvordan et tankskib styrede lige mod hans sejlskib, han var fanget i en livsfarlig situation og kunne intet stille op, før tankskibet heldigvis drejede af sig selv i sidste øjeblik. Jeg forstod fuldstændig hans beskrivelse af den frygtelige fastlåsthed og uvished.

Da jeg blev kørt ned på fødegangen, var det, som om situationen tippede. Tankskibet var ikke kun i sigte, jeg havde berøring med det.

Helt fysisk tippede sundhedspersonalet min seng, så jeg lå med hovedet nedad i operationsstuen. Omkring mig gik lægerne i deres grønne hospitalstøj og diskuterede, hvad de skulle stille op.

Teologen K.E. Løgstrup siger, at man altid holder et lille stykke af den andens skæbne i sin hånd. Men dér følte jeg, at hele mit liv lå i andres hænder. Jeg var 37 år, jeg frygtede for, hvad der skulle ske med mit barn - det gik op for mig, at jeg skulle dø. Og at det måske var nu. Jeg har aldrig i mit liv været så bange.

Det hele blev forstærket af, at jeg lå ned. Verden ser jo anderledes ud, når man ligger ned. Hvis man vågner om natten med skumle tanker, så ser verden allerede anderledes ud, når man rejser sig og går ned i køkkenet efter et glas vand. Man taler jo også om at rejse sig eller at være på højkant igen. For dér er man i kontrol. Men den nat på fødegangen lå jeg ikke kun ned. Jeg var tippet så langt ned, at jeg følte mig endnu mere hjælpeløs. Som jeg husker den nat, så lå rummet i et dunkelt, grønt mørke. Måske var det i virkeligheden oplyst?

Heldigvis artede alting sig. Lægerne besluttede at tage chancen og ikke tage barnet ud ved kejsersnit. Jeg kom igennem natten, og det gjorde barnet også. Nogle måneder senere fik jeg en søn, der i dag er en kvik ung mand på 16 år. Men oplevelsen den nat blev en vigtig brik i min livserfaring.

Det er selvfølgelig ikke hver dag, jeg tænker på det. I hverdagen fortrænger jeg som alle andre både døden og livets store spørgsmål det meste af tiden. Men ind i mellem popper de jo alligevel op. Og denne rædselsfulde nat lærte mig flere ting.

For det første at jeg skal dø. Heldigvis blev det ikke den nat - men det er blevet en realistisk mulighed, at det sker. Og for det andet gik det op for mig, at man ikke kan adskille krop og bevidsthed. Selvfølgelig kan man leve uden en arm, men man er også sin krop. Krop, sjæl og ånd hænger sammen. Vi er i verden som kropslige mennesker.

Det er det, teknokrater sommetider glemmer, som når man for eksempel tror, at det er lige meget, hvad ældre mennesker får at spise, bare ernæringsværdien er i orden. Sanseligheden og den kropslige væren er vigtig, det har for eksempel Grundtvig jo stor sans for. Den sidste ting, jeg lærte efter den nat, er taknemmelighed.

I den situation, hvor jeg var helt hjælpeløs, var der andre, der traf de vigtige valg for mig. Lægerne reddede både mit og mit barns liv. I mange år gik jeg rundt med en lyst til at skrive et brev til dem for at sige tak. Det burde jeg have gjort. Men for et par år siden kom jeg tilfældigvis til at sidde ved siden af en af de læger, der senere tog hånd om mit barn og spillede en helt afgørende rolle i en meget skrøbelig periode, det var en stor glæde at få lov at sige tak.

Når man siger tak til folk, løfter man ikke kun dem op, men man fastholder også sig selv i en taknemmelighed. Vi vader jo alle sammen rundt med gæld til andre mennesker. Vores liv begynder med, at vi bliver båret, uden at vi er bevidste om det. Vi skulle øve os i taknemmelighed. Alle bliver lidt større, når man siger tak.