I et afsnit af 1970'er-filmatiseringen af Astrid Lindgrens berømte historier om Pippi Langstrømpe, kommer Pippi med til fint selskab hjemme hos sine venner Tommy og Annika. Pippi prøver tilsyneladende at leve op til alle tidens spilleregler for god, velopdragen opførsel. Men hun forstår ikke, hvorfor børnene skal tie stille, når de voksne taler, eller hvorfor de skal have kage til sidst. Pippi synes, man skal have først, hvis man har mere lyst til kage, og hun ender med at lave en hel del ravage og brud på god takt og tone, inden festen er slut. I historien bliver dette forløb klippet sammen med, at hun hjælper en dreng, der er ved at få bank af de store drenge, ved at smide deres anfører op i et træ. Når man er stærk, har man pligt til at hjælpe de svage, ræsonnerer Pippi.
Mens det for tiden debatteres ivrigt, om Pippis omtale af negerkonger og parodi på kinesere er så racistisk ladet, at disse passager skal klippes ud af tv-serien, er der så vidt vides ingen, der har forslået at bortcensurere Pippis militante overgreb på Emma Gads - eller hendes svenske sidestykkers - bud. Pippis ungdomsoprør er nemlig lykkedes i en grad, så det i dag virker eksotisk, at børnene skal være lydige, prioriteres sidst og undertrykke deres egen lyst.
Faktisk har det berømte 1968-oprør mod fædre, mødre, skolelærere og alle samfundets øvrige autoriteter ført til, at mange voksne i dag er direkte bange for at opdrage på deres børn. I stedet er det et ideal, at alting glider bedst gennem ligeværdig dialog, ved at de voksne er gode rollemodeller og ved, at de respekterer barnets ønsker og behov.
Men selvom det gamle rædselsregime med kæft, trit og retning fortjente at blive omstyrtet, er løsningen ikke, at forældre helt skal melde fra i forhold til at være den, der bestemmer og ved bedre. Især ikke, fordi det ofte har vist sig, at det er lettere at få børn til at følge Pippis eksempel, når det handler om at snyde foran i kagekøen, end når det handler om at træde til og hjælpe dem i fællesskabet, som har det svært og risikerer at falde udenfor.
Nogenlunde sådan er budskabet - om end med andre ord og eksempler - i bogen ”Angsten for opdragelse”, som er skrevet i fællesskab af nordmændene Per Bjørn Foros, som forsker i pædagogik, og Arne Johan Vetlesen, som er professor i filosofi ved Universitetet i Oslo. Bogen udkommer på dansk på torsdag, og i den anledning mødes en række danske eksperter inden for pædaogik- og uddannelsesforskning med de norske forskere til konference på DPU Aarhus Universitet om, hvorvidt der også i Danmark er opstået en angst for at opdrage på børn.
Ifølge Arne Johan Vetlesen er situationen ikke den, at samtlige forældre i den vestlige verden har meldt helt fra over for at opdrage. Men i udgangspunktet vil de voksne helst være gode, ligeværdige kammerater med børnene. Og tilliden til, at de voksne kan vise vejen, er svækket af forestillingen om, at alting i verden forandrer sig med så rivende hast, at de voksne reelt ikke kan bruges til så meget af børnene.
”Der er blandt voksne en vægring ved at stå frem som voksne. Vi ser 50-årige mødre til teenagere, der selv klæder sig som 15-årige. Børnene lader sig lede af den herskende ungdomskultur, og det samme gør de voksne, så grænserne mellem generationer udviskes. Og hvis bedsteforældregenerationen forsøger at drøfte dette med deres voksne børn, får de at vide, at de moraliserer og skal blande sig udenom,” erklærer Arne Johan Vetlesen.
Han anerkender, at det kan være værdifuldt, at man som forælder forsøger at nå sine mål gennem dialog. Men ikke at man forsøger at undvige fra sin rolle som opdrager. Og det er ingen undskyldning, at den voksne, der forsøger at opdrage, ofte vil opleve, at det kræver en større bevisbyrde at få barnet til at anerkende, at man har ret.
Hvis Foros og Vetlesen havde skrevet deres bog i 1990, havde den måske været et entydigt opgør med frisættelsen af barnet i forhold til opdrageren. Men siden er der i vores kultur kommet en meget stærk modreaktion, som i bogen kaldes ”Den nye fasthed”. Herhjemme kender vi den som et stærkt fokus på præstationer og kompetencer, som kan ruste børnene til ”konkurrencestaten”.
De seneste årtiers udvikling har således ikke ført til, at alle børn er blevet nogle rebelske livsnydere, der på Pippi-manér hygger sig med at ligge i græsset eller lege tingfindere, og som afviser skolen med alle dens ”plutifikationstabeller”. Tværtimod er der hos både børn og voksne et meget stærkt fokus på, hvor vigtigt det er at præstere.
Men for de norske forskere er problemet, at forældrene tøver med at anvise vejen og i stedet overlader denne magt til markedskræfternes og ungdomskulturens meget individfokuserede succes-tankegang.
”Det virker i vore dage, som om man står med en vældig bevisbyrde, hvis man taler for, at den enkelte skal have ansvar og omsorg for andet end sig selv. Det viser, at der er sket et kæmpe normativt skred fra 1950'erne til i dag. I hele den vestlige kulturhistorie har det været givet, at begreberne ansvar og omsorg var orienteret i retning af fællesskabet med andre. Når unge i dag taler om ansvar, har de svært ved at se, at det skulle betyde andet end ansvar for sig selv og sin egen fremgang. Foucault introducerede endda begrebet 'selvomsorg',” siger Arne Johan Vetlesen med henvisning til den franske filosof og idéhistorier, som døde i 1984.
Den herskende tidsånd mener altså langt hen ad vejen, at børn skal opdrages - eller nærmere skal opdrage sig selv - til at kunne begå sig i samfundskonkurrencen og italesætte sig selv som en succes. Ikke at erkende sine stærke og svage sider åbent og ærligt. Og slet ikke at forholde sig etisk til de store fælles etiske udfordringer som for eksempel de menneskeskabte klimaforandringer.
”Vi taler for at opdrage til en samfundsetik. Dette er vanskeliggjort af, at samfundet ikke er så sammenhængende, som det var tidligere. Der er sket en stærk individualisering og en privatisering af moralen. Desuden er vi nået et punkt, hvor det at vores opdragelse af næste generation er afgørende for, hvilket samfund der overhovdet skal gives videre. Det vækker ubehag for forældre, at meget peger i retning af, at den store fremgangsfortælling er brudt, og at menneskelivet ikke nødvendigvis bliver gradvis bedre for hver generation. Mange voksne forsøger at se bort fra dette. Mange siger, at de af hensyn til børnene ikke snakker med dem om de trusler, vi står overfor, men i virkeligheden er det sig selv, de forsøger at skåne,” siger Arne Johan Vetlesen.
Som filosofiprofessor foretrækker Vetlesen at tale teoretisk om opdragelse, og stillet over for spørgsmålet om, hvad den enkelte forælder konkret kan gøre for at blive en bedre opdrager, slår han først fast, at bogen ikke er en af den slags, som i seks punktopstillede slagord oplister løsningen på opdragelsens store spørgsmål.
Det nøgleord, som alligevel trænger sig på, er modstand. Modstand mod barnets dovenskab og egoisme. Modstand mod det selvrealiseringsjag, som presser mange moderne mennesker. Og modstand mod egen tvivl og konfliktskyhed.
”Vi er som opdragere nødt til at være meget tydelige om, at der er store problemer i verden, og hvis ikke det hele skal gå galt, er vi afhængige af, at vi alle kan yde modstand. Vi skal tro på, at vores børn kan få et godt liv, når de bliver voksne, men at det ikke sker af sig selv. Vi skal kræve og forvente noget af det enkelte barn, men samtidig skal barnet lære, at livet handler om både modgang og medgang. Nogle gange slår vi til, andre gange ikke, og også det sidste må vi leve med i stedet for at tale udenom.”