Vi er i Porto på et hotel, som er omgivet af restauranter. Jeg sidder på sengen og scanner internettet for restauranter, som ikke ligger i nærheden af hotellet. Det er et billede på min livsstrategi. Det er også grunden til, at fruen er irriteret på mig.
”Hvorfor kan vi ikke bare gå ud og vælge en restaurant, ligesom normale mennesker gør?” spørger hun.
For at få mest muligt ud af vores ophold har jeg bestilt hotel på havnen, tæt på alle turistattraktioner. Området viser sig at være fyldt med turister. Fruen mener ikke, det kan komme som en overraskelse.
“Jeg gider ikke spise i en turistfælde, hvor maden både er dårlig og dyr,” siger jeg.
Det sidste halvdel af indvendingen er teoretisk. Vi er i eurozonen, og når vi betaler, har ingen af os andet end en vag fornemmelse af, om noget er dyrt eller billigt.
“Der ligger et velanmeldt sted to gader væk. Autentisk og gæstfrit.' Og de tager kun kontanter,” siger jeg.
“Hvis du ellers tror, du har besluttet dig, synes jeg, vi skal komme afsted. Men jeg har kun fire af de røde pengesedler,” siger fruen.
Jeg griber i lommen.
“Jeg har masser af de røde og blå. Og to orange.”
20 minutter senere sidder vi på en restaurant, der anstrenger sig hårdt for at være autentisk. Værten skriver vores navne i gæstebogen og vimser omkring os, mens han fortæller, at hans bedstemor er hans største inspiration, at alle råvarer er hentet inden for en radius af 10 kilometer, og at de arbejder efter slowfood-principper og derfor aldrig lukker flere ind, end køkkenet kan håndtere uden at stresse.
“Du er gået i en autentisk turistfælde for madsnobber,” siger fruen.
Jeg kigger bekymret på menukortet og prøver at huske vekselkursen for euro.
“Hvor mange kontanter sagde du, at du havde?” siger jeg.
“Vi nøjes med en enkelt ret, så går vi,” siger hun.
Det er virkelig slow-food. Tre timer, to hovedretter og en flaske vin senere får vi regningen i en lille metaldåse med låg.
“Du skal ikke give ham drikkepenge,” hvisker hun, da jeg lægger kontanter i dåsen.
Næste morgen sidder jeg på sengen og sorterer eurosedler. Der er mistænkeligt mange. En ubehagelig erkendelse slår ned i mig.
“Jeg tror, jeg har forvekslet de blå og de røde penge i aftes. Vi har snydt ham for det halve af regningen.”
“Er du sikker?” spørger fruen.
“Næsten. Jeg tror, jeg lagde røde penge i, som om de var blå. Vi er nødt til at gå derhen og spørge,” siger jeg.
“Hvorfor? Det var jo ham, der begyndte med at platte os.”
Jeg overvejer de etiske aspekter af at lade som ingenting. Så kommer jeg i tanker om gæstebogen.
”Han har vores navne. Tænk hvis han ringer til politiet.”
“Det er dig i en nøddeskal. Du er ikke engang sikker på, om du har betalt for lidt, og så vil du tilbyde ham penge?” siger hun.
Hun ser ud, som om hun pludselig husker noget.
“Jeg så, da du lagde pengene i dåsen. Det var ikke de røde.”
Jeg kigger på hende.
“Det er noget, du finder på.”
“Nej, jeg husker det tydeligt. Det var de grønne penge.”
“Du mener blå?”
“Ja, blå-grønne. Helt klart ikke de røde,” siger hun.