Bodil Jørgensen: Gud er der, hvor det hele braser sammen

Bodil J¿rgensen, skuespiller aktuel med ny bog. Fotograferet i hjemmet pŒ N¿rrebro, netop pŒ benene igen ...

"Jeg forsøger at få hver dag til at blive en god dag," siger Bodil Jørgensen, der i sommers var udsat for en voldsom ulykke under optagelserne til en Far til fire-film. Foto: Leif Tuxen Foto: Leif Tuxen

Man skal altid have tid til at holde døren for nogen. Nu ser jeg efterhånden så dårligt, men jeg kan stadig se, når et smil breder sig i et ansigt."
Bodil Jørgensen

For skuespilleren Bodil Jørgensen er tro ikke bare tryghed, men også en forpligtelse til konstant at provokere tanken. Det gør hun med Søren Kierkegaard og Bibelen

Der er en nat, skuespilleren Bodil Jørgensen ofte har tænkt tilbage på. Hun lå på intensivafdelingen på Odense Universitetshospital og fik hjælp af en respirator til at trække vejret. Hun var ked af det og prøvede at bede Fadervor.

En halv nat lå hun og kørte rundt i den bøn, hun kendte så godt. Men hun kunne ikke. Gik i stå. Kunne ikke huske ordene.

”Jeg kæmpede en hel nat, og så kom den stærke forståelse af, at Gud er der, hvor det hele braser sammen og snurrer rundt, og verden bliver sort. Vi er så vant til at holde vores små verdener i gang med arbejdsliv og familie, men når hele verden styrter sammen, er Gud der. Jeg var i et mellemrum mellem livet og døden, og der var Gud. Gud var i intetheden sammen med mig. Jeg havde ikke troet, at det ville være sådan, men jeg erfarede det. Alt det, som er sket, er så meningsløst, voldsomt, sort og dystert, og der var Gud,” siger hun.

Det er fire måneder siden, 53-årige Bodil Jørgensen blev alvorligt kvæstet under optagelserne til en ny ”Far til fire”-film. Hun blev påkørt af en traktor, og hendes tilstand var kritisk. Begge lunger var klappet sammen, lever og nyrer var perforeret, samtlige ribben brækket, der var brud på hofte og skamben, det ene kraveben var knust og det andet brækket. Men denne formiddag står hun i døren til lejligheden med øjne, som smiler og byder indenfor. Man får lyst til at sige, at hun ligner sig selv. Hun har stadig smerter, men hun er langt mere rask end syg, og inden oktober bliver november, vil hun være i gang med filmoptagelser.

Da ulykken skete, var Bodil Jørgensen ved at færdiggøre et bogprojekt om sit liv og livssyn sammen med journalist Dorte Kvist. Nu er bogen, som de har arbejdet på i over to år, skrevet færdig, og det er den, som er anledningen til, at vi mødes.

Artiklen fortsætter efter podcastet


Da Bodil Jørgensen lå under traktoren ude i marsken, husker hun en tryghed. Hun havde fået traktorens grab ind i siden, og forhjulet var kørt hen over noget af hende. Men hun lå frit uden noget tungt over sig. Hun ved godt, at det kan lyde sært, men hun siger, at hun følte sig virkelig tryg der i græsset, fordi hun var tæt på sit barndomshjem og sine forældre, som er begravet på Stenderup kirkegård lidt nord for, hvor ulykken skete.

”Det passede lige til min tilstand at ligge der, så jeg panikkede ikke. Ret hurtigt mærkede jeg, at jeg ikke kunne få luft. Jeg kan huske, at akutlægen kom, og så gled jeg ud og ind af bevidsthed,” siger hun.

Selvom Bodil Jørgensen har boet den største del af sit voksne liv i København, har hun bevaret en nær tilknytning til hjemmet og Vejen, hvor hun voksede op. I november 2012 døde hendes far, Frede Jørgensen, og tre måneder senere døde hendes mor, Rigmor Jørgensen. Hun var dement de sidste år, og Bodil Jørgensen tror, at hendes hjerte skrumpede af sorgen over tabet af ægtefællen gennem næsten 60 år.

”Jeg bærer deres kærlighed i mig, og de bor dybt i mig. Jeg tror på et gensyn. Jeg ved ikke, om vi skal sidde ved et stort bord, eller om jeg bare tager dem i hånden. Det er et gensyn, som bor i mig som en glæde, jeg har, og som en trøst. Da jeg lå på hospitalet, kunne jeg mærke, at de var der. Og samtidig var jeg glad for, at de ikke oplevede det her på jorden. Nu kan jeg ikke tage min far i hånden, men jeg kan mærke, hvordan det ville være at tage ham i hånden. Den tryghed vil jeg gerne, at mine børn skal bringe videre ud i verden og glæde andre med,” siger hun.

Familiens lejlighed består af to mindre lejligheder, som er forbundet med en smal passage i muren. En slags familiehule, kan man kalde hjemmet på Nørrebro. På vægge og hylder er der ting, som bærer en historie som for eksempel det lille maleri af en pelargonie ved spisebordet. Pelargonier er indgangen til historien om Bodil Jørgensens mormor, der lod disse sommerblomster overvintre i et koldt værelse. Bodil Jørgensen drikker kaffen af en kop, som har mistet hanken og er skåret. Andre ville nok have fundet den kassabel, men det er hendes yndlingskop. At drikke af skårede kopper har hun også taget med sig fra mormoderen.

Bodil Jørgensen voksede op mellem land og by. Begge forældre var fra landet, men forældrene kom på seminariet og var i en årrække lærere i Vejen. Men selvom de boede i byen, har Bodil Jørgensen tilbragt mange timer på landet. Når hun skal fortælle om minder, som har præget hende, beskriver hun de søndage, hvor hun sad bag på sin mormors cykel. Hendes mormor var organist, og barnebarnet tog gerne plads bag på cyklen og kørte med i kirke.

”På den uendelige vej op til kirken fortalte min mormor om vejgrøftens blomster. I kirken sad jeg oppe ved orglet sammen med hende. Der var en uskyld, som kan have med en barnetro at gøre, og som er kommet til at betyde mere og mere for mig,” siger hun.

Forældrene tog mange af landbrugssamfundets traditioner med til bylivet i Vejen, hvor de grundlagde et åbent hjem. Bodil Jørgensen, som har en storesøster og en lillebror, lærte at hjælpe til. Hendes far havde køkkenhave, og hendes mor ville bage og sylte, så de havde travlt.

”Vi hjalp mere til end mange af mine venner. Jeg husker, at vi hjalp med at vaske tøj om lørdagen, for vi fik først ret sent en vaskemaskine. Min mor havde syv søskende, som ikke fik en uddannelse, og hun havde det nærmest dårligt med de syv ugers sommerferie, de havde som lærere,” siger hun.

Hvis Bodil Jørgensen ikke var ved sin mormor i weekenden, gik hun gerne i kirke i Vejen med sin far. For hendes mor var troen privat, og hun kom helst kun i kirke, når der var en anledning. For Bodil Jørgensen og hendes far var kirkegangen et fælles rum, ligesom de begge havde humoren som naturlig følgesvend og nyttig lynafleder.

Bodil Jørgensen har altid gerne villet spillet teater. Særligt hendes mor undrede sig over det ønske og mente, at datteren skulle søge på seminariet. Hun flyttede til Aarhus og kom ind på engelsk litteratur på Aarhus Universitet. Skiftet fra hjemmet i Vejen til studenterlivet i Aarhus var mærkbart, men kirkegangen tog hun med sig.

”Da jeg flyttede til Aarhus, ændrede mit liv sig på sin vis, men jeg tog kirkegangen med mig og kom i Aarhus Domkirke. Jeg har altid godt kunnet lide kirkerummet. Jeg kan trække vejret i en kirke. Når jeg står der, tænker jeg: Endelig, så er vi her. Det er det større rum, som ikke bare er hygge og kaffe, men hvor der hele tiden er noget, som fylder mere,” siger hun.

Som voksen er tilgivelsen kommet til at betyde meget i Bodil Jørgensens trosliv. I 1995 blev hun gift med instruktøren Henrik Sartou (1965 – 2005), som hun havde mødt på teaterskolen i sidste del af 1980’erne. Men under optagelserne til filmen ”Fruen på Hamre” i 1999 forelskede hun sig i filmfotograf Morten Søborg, som hun i dag er gift med. I den første tid efter bruddet kunne hun ikke bede og havde det svært med at gå i kirken.

”Der var en masse ting, som brast i forbindelse med at blive skilt, og så var der en masse, som holdt alligevel. Henrik og jeg tilgav hinanden, og det var vigtigt og stort, og jeg takker Gud for, at tilgivelsen og nåden findes. Henrik og jeg fandt sammen i et nyt samvær omkring Johannes. Det er sådan noget, jeg synes, Vorherre hjælper mig med: at vende den anden kind til. Samtidig var der et rum for min anger. Det var mig, som var den skyldige. Gudsforholdet kan rumme angeren. Siden har jeg på en stærk måde følt både nåden og tilgivelsen,” siger hun.

Hendes vej ind i nåden og tilgivelsen er gået via flittig altergang.

”Når man rejser sig fra nadverbordet og hører ordene ’gå bort med fred’, så har jeg taget ordene til mig og arbejdet med dem på et dybere plan. Jeg skal ikke bare gå med fred, men jeg er forpligtiget på at tage den fred og tilgivelse med mig ud i verden og hele tiden være klar til at gøre det gode. Det er sådan, vi kan bekæmpe det onde. Det onde var, at jeg forlod et menneske. Jeg havde begået noget, som ikke var godt. Jeg ved godt, at man ikke skal blive ved med at slå sig selv oven i hovedet med det, men det er godt at have en fornemmelse af, hvad det er, man gør,” siger hun.

Bodil Jørgensen er på sin vis radikal. Hun holder af enkelhed og klager ikke over, at lejligheden ikke har bad, for man kan bade i ejendommens kælder. Hun går ind for genbrug og har de seneste år købt det meste af sit og seksårige Rigmors tøj i genbrugsbutikker. Familien har både bil og sommerhus og afstår ikke fra at flyve på ferie af og til, men vil man udfordre hendes humør, skal man bede hende gå en tur gennem en gågade forbi rækkerne af tøjstativer. Et andet sted, som udfordrer hendes humør, er motionscentre. Dyrkelsen af forbruget og den intense træning af kroppen er blevet en moderne eks-tremsport, som hun tager afstand fra.

”Den ånd, som går opad, har ikke en chance. Det er så ørkesløst. Selvoptagetheden er den moderne djævel.”

Da hun var 47 år, blev hun mor til Rigmor, som i dag er seks år. Når hun er med Rigmor i gården for at lege, er der flere, som spørger, om hun er Rigmors mormor. Men Bodil Jørgensen har det godt med sin alder og undrer sig over botoxens sejrsgang.

”Når jeg siger, at jeg er hendes mor, så spørger nogle børn, hvorfor jeg har så mange streger i ansigtet. Det er nok rigtigt, men jeg ser dem ikke selv. Jeg synes faktisk, jeg stadig er ung. Og frem for botox og helsekure er det da mere interessant at beskæftige sig med, at vi skal dø og få evigt liv,” siger hun.

Bodil Jørgensen tror, at der er en mening med livet, og at det enkelte menneske kan være med til at gøre denne mening større.

”Livet er så kort, hvilket jeg lige er blevet mindet om. Vi bliver født som en dejlig kødklump med muskler og ben og går en vej og bliver dem, vi er. Men så har vi en forpligtelse til også at tænke i lidt større baner, så vi ikke kun lever det fysiske liv, der lige blev givet os. Vi kan næsten blive født på ny som mere end den kødklump, vi kom til verden som, for selv i vore små liv er det guddommeligt store hele tiden på spil.”

På væggen i køkkenet hænger et klassisk krucifiks. Korset har stor betydning for Bodil Jørgensen, som kalder det en livsvej.

”Nu er jeg kristen, for jeg elsker ham med sandalerne, som ender på et kors. Der er så megen mystik forbundet med korset, som både er dystert og livgivende lys. Den mørke dag, hvor han hænger på korset og kalder på sin far, må have været som det mørke, hvor Gud er. Og så kommer genopstandelsen, hvor man bliver helt euforisk.

Kierkegaards tre gudelige taler og Bibelen betyder stadig mere for hende. Det er primært Det Ny Testamente, hun læser.

”Kristus siger ting, som jeg lige må bruge nogle dage på at overveje: ’Du skal forlade din familie og følge mig.’ Jeg bliver provokeret og tvunget til at tænke over nogle ting, som jeg umiddelbart har mest lyst til at lægge fra mig. Men det er sundt at tænke over. For mig er tro også konstant at provokere tanken. Det er ikke bare en tryghed, men også hele tiden at blive skubbet,” siger hun.

Efter ulykken har familien fået en roligere hverdag. De sidste par år har hun haft et tæt program, efter hun opsagde sit job som skuespiller på Det Kongelige Teater og blev freelance.

”Det var for vanvittigt. Nogle gange var jeg bare hjemme en halv eller en hel time i løbet af en dag,” siger hun.

Først om et år kan det fastslås, om hun får varige mén af ulykken. Lægerne forventer en mén-grad på cirka 10 procent. Hun er glad for, at hun kan begynde at arbejde, men vil ikke tilbage til et liv med intens travlhed som før ulykken. Hendes mand har for tiden en rygskade, som betyder, at han ikke kan arbejde som filmfotograf, så han hjælper Bodil Jørgensen med det praktiske. Men der er også blevet tid til at spille ludo med datteren. Hver morgen følger hun hende i skole, inden hun begiver sig ud på en længere gåtur, som skulle være godt for den fortsatte genoptræning.

”Jeg forsøger at få hver dag til at blive en god dag. Det er mit mål, når jeg slår øjnene op. Nu kan jeg ikke længere springe ud af sengen, sådan som jeg plejede, men så kigger jeg ud og tænker: ’Nu står solen op en gang til. At den gider. Det må jeg op og se. Jeg må op og ud.’ Det handler om hver dag at få øje på det evige. Det er et lille mirakel.”

Bodil J¿rgensen, skuespiller aktuel med ny bog. Fotograferet i hjemmet pŒ N¿rrebro, netop pŒ benene igen ...

Foto: Leif Tuxen