Hver uge følger tusindvis af seere med, når Bonderøven plukker æbler eller fodrer gæs på Kastanjegården. Det ukomplicerede liv på landet med traditioner, årstider og mad fra bunden er langt fra det højhastighedsliv, mange danskere lever, hvor smartphonen synes uundværlig. Drømmen om et langsommere tempo og nogle sunde vaner kan synes uforeneligt med arbejdsræset og effektiviseringen. Men det handler om at sætte det langsomme i system, mener eksperter.
Bonderøven er et eksempel på en tendens, hvor netop de traditionelle, håndværksmæssige og grundige dele af livet dyrkes. Tendensen kaldes slow living, eller langsomt liv, og den har faktisk eksisteret i næsten 30 år, selvom den først i de senere år for alvor er slået igennem.
Den langsomme bølge tog sin begyndelse i 1986, da McDonald's ville etablere en af sine fastfoodrestauranter ved foden af den berømte Spanske Trappe i Rom. Det gjorde italieneren Carlo Petrini rasende; han var træt af fastfoodkonceptets udbredelse og besluttede sig for at gå i en anden retning.
Han startede derfor slowfood-bevægelsen, den diametrale modsætning til fastfood. Han ville væk fra industrialiseret mad og mente, at mad skulle tage den tid, den tager at lave, ikke forhastes. Det skulle ikke handle om kvantitet, men om kvalitet, og den tager sommetider lidt tid at opnå.
I dag taler man om langsom journalistik, langsom mode, langsom pædagogik, selv langsomme byer. Slow-bevægelsen har en snegl som logo, og selvom det ikke nødvendigvis handler om at gøre alting i sneglefart, er det alligevel et udtryk for at skrue lidt ned. Skrue ned for forbruget, ned for det industrialiserede, ned for unødig teknologi. Men hvor passer det langsomme og nære ind i en verden, der frem for alt vil frem, hurtigt hurtigt hurtigt? Og hvorfor skal man bruge tid på noget, man kan få nemt og i løbet af 10 sekunder?
”Det at mærke ting og tage sig tid til de langsomme ting er under heftig beskydning i vores moderne verden. Vi bliver mere og mere produktive, og teknologien skabes for at hjælpe os med at nå endnu flere ting i hverdagen,” siger livsstilsekspert Henrik Byager. Han mener, det er helt naturligt, at en tendens som langsomt liv er slået igennem inden for de seneste 15 år.
”Vi tjekker vores telefoner hele tiden og er generelt drevet af effektivitet og fremdrift. Derfor er der også et behov for at stoppe op og nyde, sanse, opleve og koble af.”
Han nævner som eksempel langsom rejse, hvor man frem for at flyve til en destination for at komme frem så hurtigt som muligt i stedet tager toget eller cyklen, så transporttiden bliver en del af oplevelsen.
”Det er netop oplevelser, der bliver til slow living. At lave mad, at rejse. I virkeligheden kunne vi gøre de her ting uden at putte en etiket på, men vi har sådan brug for koncepter at arbejde med. Så siger man 'Nu tager jeg en gammel toglinje eller en flodpram, så går det langsomt, så kan jeg mærke noget',” siger han. Han mener dog, at langsom-tendensen er for de få.
”Man kan finde en gruppe, som helhjertet vil gå ind for langsomhed og for, at alt skal sættes ned i tempo og så videre. Men de fleste, som hopper på det, er travle mennesker, og for dem vil slow-tendensen være et helle, hvor man kan mærke efter og sanse, inden ræset fortsætter 10 sekunder efter,” siger han.
For filosof og forfatter John Engelbrecht handler det om at kombinere de to tempi. Han udgav i 2009 bogen ”Nu vender vinden - livsmod og langsomhed”, hvor han beskriver, hvordan effektivitet og ro er afhængige af hinanden.
”Mange tror, at løsningen på en stresset hverdag er at tage en uge til sydhavsøerne. Men når de kommer tilbage igen, venter den daglige trummerum på dem. Tricket er at tage sydhavsøerne med hjem,” forklarer han.
”Vi skal finde det tredje gear, legebarnet i os selv, hverdagsroen. Jeg plejer at sige; find balancen, ellers kommer ambulancen. Både det hurtige gear og det langsomme gear slår os ihjel på hver sin måde, det er mellemvejen, man skal finde.”
I Svendborg har man siden 2008 konceptualiseret langsomhedsbegrebet. Den sydfynske købstad er nemlig blevet en del af slow-bevægelsen og blev i 2008 certificeret slow-by, eller Cittaslow, som det hedder. Det betyder ikke, at tiden går langsommere i Svendborg, end den gør i København. Og dog. Søs Grützmeier, som er informationskonsulent hos Cittaslow Svendborg, forklarer, at certifikatet betyder, at byen har markeret, at den gør noget aktivt for at fremme det gode liv og for at lade ting tage den tid, de skal.
”Det handler om det gode liv og om at gøre en indsats for at behandle miljøet ordentligt, sikre gode produkter og råvarer og fremme kvaliteten i hverdagen i stedet for det masseproducerede,” siger hun.
Hun nævner eksempler på skoler i Svendborg, hvor børnene dyrker grøntsager i en tilhørende køkkenhave eller køber råvarer af lokale landmænd. De ældste klasser laver frokost til de yngre klasser og lærer derved processen fra jord til bord. Hun nævner også Kulinarisk Sydfyn, der arbejder på at fremme lokale sydfynske råvarer og give et publikum til de lokale landmænd og producenter. Hvert år afholdes en kulinarisk messe, hvor man kan købe is fra Skarø, økologisk brød fra den lille bager eller hjemmelavet marmelade.
Det betyder ikke, at Svendborg er blevet en økologisk hippieby, men at kommunen i stedet hylder de mindre virksomheder og sætter fokus på bæredygtighed og gode råvarer. For at være en del af Cittaslow i Svendborg betaler virksomhederne hvert år et kontingent på 300 kroner, som går til at stable det årlige Cittaslow-arrangement på benene. Her kan interesserede få et indblik i de ting, der gør Svendborg til en slow-by. Virksomhederne skal derudover opfylde nogle krav om blandt andet miljø, lokale produkter og gæstfrihed.
For Søs Grützmeier er det en klar fordel at være med i et fællesskab som Cittaslow.
”Svendborg er en meget attraktiv by på grund af, at der er en stærk lokal forankring, og man kan mærke en velvilje og en gæstfrihed, fordi der bliver fokuseret på det gode liv,” siger hun.
Tendensen til langsomhed er også slået igennem inden for genrer, som man skulle tro for længst var blevet revet med af teknologiens fremskridt og den hurtige livsstil. I England udkom det første nummer af magasinet Delayed Gratification, Forsinket Tilfredsstillelse, i januar 2011. Skaberne, Marcus Webb og Rob Orchard, var trætte af, at journalistikken er gået fra at være forklarende og uddybende til blot at registrere, hvad der sker netop nu, og forsøge at følge efter Twitter. Derfor oprettede de det, de kalder verdens første langsomme journalistikmedie.
”Vi vil hellere være de sidste til at rapportere om en historie frem for de første,” fortæller udgiver og chefredaktør Rob Orchard over telefonen fra London.
”Journalistik i dag handler om at få så mange klik på nettet som muligt, og man bruger så lidt tid og ressourcer på en historie som muligt. Det lider journalistikken gevaldigt under.”
For ham handler langsom journalistik om at tage sig tid til en historie for at få det maksimale udbytte, og derfor behandler magasinet et kvart år i hver udgave. Journalisterne skriver om emner, der ligger måneder tilbage i tiden, og således går septembernummeret i dybden med historier, der udspillede sig fra april til juni. Håbet er at stikke dybere end andre medier og få det fulde billede, ikke bare overfladen.
”Ofte når de etablerede medier ikke at følge en konflikt til ende, fordi der kommer andre større og mere klikbare nyheder til. Men fordi vi udkommer hvert kvartal og ser tilbage, har vi mulighed for at følge en historie til dørs og komme rundt om detaljer, der ikke ellers er plads til,” siger Rob Orchard.
Han ser magasinet som en integreret del af tendensen til langsomhed.
”Kvalitet tager tid. Man kan vælge at spise tomme kalorier altid, men i sidste ende indhenter de én. Hvorfor ikke sætte sig ned og få et hjemmelavet måltid i stedet og sætte pris på, at der er nogen, der har forberedt noget godt til én?”, siger han.
”Man kan ikke forvente, at der er kælet for detaljerne, hvis en journalist har haft en halv time til en opgave. Derimod kan man forvente kvalitet, når man ved, der ligger måneders arbejde bag ordene. Man kan se forskellen.”
Rob Orchard mener, der ligger en trussel i, at den digitale medieverden skræddersyr sit indhold til forbrugeren. Ifølge ham er en af journalistikkens kerneværdier at oplyse og at give læseren det, de ikke troede, de ville have, men som gjorde dem klogere. Han kalder sig selv for slave af sin telefon og kæmper for at følge med de mange e-mails, og netop derfor mener han, der er brug for at tage sig tid til tingene. At sætte sig i en god stol med et glas vin og læse noget, nogen omhyggeligt har kurateret. Magasinet har omkring 5000 abonnenter, og tallet er støt stigende. Ifølge Rob Orchard vil magasinet altid være et nichemedie, men han glæder sig over, at så mange værdsætter langsom journalistik.
Der er mange måder at få det langsomme ind i hverdagen. For kok, forfatter og medlem af Slowfood Copenhagen Katrine Klinken handler det om at holde fast i gamle madtraditioner og inkorporere dem i en moderne verden.
”Der er en hel viden omkring husholdning, der er ved at gå tabt. Viden om sæsonråvarer, for eksempel. Mange synes, det er kompliceret at få god hverdagsmad, men det er i virkeligheden simpelt at spise godt med få ingredienser, man skal bare vide noget om det. Det handler om at genoplive nogle færdigheder på en moderne måde. Få en sæk grøntsager, lær børnene at sætte ting ind i ovnen. Skab nogle systemer omkring det, så det bliver en vane,” siger hun.
Hun mener, at danskerne bør indføre langsomhedstankegangen ved at blive bedre til at omfavne lokalområdet og tænke over den mad, vi spiser.
”Det er i virkeligheden ret holistisk. Det handler om at hylde mad og hylde dem, der laver den,” siger hun. ”Den moderne kultur er ret langt fra naturen, og derfor er det vigtigt at huske på, hvem der opdrætter vores kød, dyrker jorden og fanger fiskene.”
”Det behøver ikke være dyrt eller besværligt. Man kan få det ind ved at holde madklubber eller ved at lave mad til flere dage om søndagen sammen med børnene. Det handler om, at vi skal anerkende årstidernes råvarer, anerkende smagen af en lokalt dyrket kartoffel og ikke lade os nøje med en hurtig burger i bilen,” siger hun.
Livsstilsekspert Henrik Byager kan godt se idéen med et opgør med højhastighedssamfundet, men holder fast i, at langsomhedsbevægelsen er et storbyfænomen.
”I Udkantsdanmark er der i forvejen et langsommere tempo. Slow-bevægelsen er klart for det travle storbymenneske,” siger han og mener ikke, der er en markant livsstilsændring på vej.
”Hvis folk virkelig ville skrue ned og leve helt anderledes, ville de have gjort det. De har alle muligheder for det. Men folk vil også gerne have, at tingene går hurtigt. Der er jo ikke opfundet slow post, for eksempel.”
