”At skrive er en måde at få orden på det kaos, som livet nogle gange er”

For forfatter og musiker Lone Hørslev er muligheden for at kunne skrive det, som sikrer hende overskud til atkunne være noget for andre. Og et af de bedste råd, hun har fået, er at huske at lægge penge til side til skat

Den 39-årige danske forfatter Lone Hørslev har, siden hun blev uddannet fra Forfatterskolen i 2003, udgivet flere digtsamlinger og romaner. Hun er aktuel med bogen ”Dyrets år - en roman om Marie Grubbe” på forlaget C&K.
Den 39-årige danske forfatter Lone Hørslev har, siden hun blev uddannet fra Forfatterskolen i 2003, udgivet flere digtsamlinger og romaner. Hun er aktuel med bogen ”Dyrets år - en roman om Marie Grubbe” på forlaget C&K. . Foto: Lars Aarø.

Hvad er det gode liv for dig?

Først og fremmest handler det for mig om at have friheden til at kunne skrive og til at lave kunst. For at have muligheden for at skabe de ting gør, at jeg kan finde ud af at være i verden på alle mulige andre måder og at være noget for mine børn og være noget for min omverden. For mig er det at skrive en måde at få orden på det kaos, som livet nogle gange er.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Jeg har et rimeligt fast ritual, hvor jeg altid har en følelse af taknemmelighed, og det er, når jeg nogle gange om aftenen står og ryger en cigaret, mens jeg kigger ud over bygningerne i Valby, hvor jeg bor. Der kan jeg ofte få en god fornemmelse af, at mange ting i mit liv er faldet godt på plads efterhånden.

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Jeg elsker at løbe og gør det som regel omkring tre gange om ugen, og så cykler jeg rundt til de ting, som jeg nu skal. Da jeg har et arbejde, hvor jeg sidder meget ned, er det fantastisk at bevæge sig indimellem.

Hvad er afslapning for dig?

Et tidspunkt, hvor jeg i hvert fald har det rigtig godt, er, når jeg er sammen med mine børn, og vi har god tid sammen, for eksempel en weekendaften. Det er gerne noget med at smide en madras ind i stuen og så ellers se en masse film en aften. Det er en virkelig god form for afslapning for mig.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Der er altid æg, men egentlig har jeg ikke så meget, der er fast. For der er en del forskel på de uger, hvor jeg har børn, og de uger, hvor jeg ikke har. De uger, hvor jeg ikke har børnene, er indholdet væsentligt mere skrabet. Der er det meget smart med de der æg, for så kan man i hvert fald altid lave sig et spejlæg, og det tæller jo også som en form for ”varm mad”.

Hvad er din største last?

Det må nok være det med cigaretterne. Selvom jeg egentlig ikke ryger så forfærdeligt meget igen, så er det vel stadig en slags last. Så drikker jeg måske nok i bund og grund også mere alkohol, end man burde gøre, fordi det rigtig tit er noget, der er forbundet med forskellige sociale arrangementer. Jeg sidder og arbejder hjemme om dagen, og derfor er mange af de aftaler og arrangementer, jeg har, nogle, der ligger om aftenen. Den slags er jo ret tit noget, hvor der følger et glas vin eller en øl med, og der skal ikke så meget til på en uge, før det i hvert fald løber op over Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

Uha, der er faktisk ikke nogen råd i sundhedskategorien, der lige falder mig ind. Til gengæld har jeg fået et meget fornuftigt råd af min eksmand engang, der i hvert fald er ret vigtigt i forhold til at sikre den mentale sundhed for mig - husk at lægge penge til side til skat. Det var et godt og vigtigt råd for mig, for jeg har set en god del forfattere og kunstnere, der ikke får det gjort. Så står de ellers der med en kæmpe skattegæld, der gør, at de ikke længere har mulighed for at lave deres kunst. Det ville være forfærdeligt for mig, hvis jeg ikke længere kunne gøre det, fordi det er så vigtigt, for at jeg har det godt.