Henrik den Heldige

I mange år tænkte den nyvalgte biskop over Viborg Stift, Henrik Stubkjær, at han skulle være dyrlæge. Men i gymnasiet mødte han teologer, som inspirerede ham til et sporskifte

Henrik Stubkjær slapper af, når han sætter sig på motorcyklen og kører gennem landskabet. Han har kørt knap 90.000 kilometer på motorcyklen og nyder at få årstiden ind under huden. -
Henrik Stubkjær slapper af, når han sætter sig på motorcyklen og kører gennem landskabet. Han har kørt knap 90.000 kilometer på motorcyklen og nyder at få årstiden ind under huden. - . Foto: Leif Tuxen.

Snart går turen til Midtjylland. På mandag har Viborg Stifts nyvalgte biskop, Henrik Stubkjær, første arbejdsdag på stiftskontoret. Den skinnende, sorte motorcykel, som han plejede at køre på fra hjemmet i Haslev på Midtsjælland til Folkekirkens Nødhjælps kontor i det indre København, står nu parkeret her i indkørslen til parcelhuset i Haslev, for da bispevalgresultatet blev kendt, var tiden som generalsekretær for nødhjælpsorganisationen fortid.

Men selvom han ikke længere skal være pendler, vil den nyvalgte biskop gerne blive ved med at køre på motorcykel, forklarer han, mens han viser ind i stuen. På motorcyklen kan han få noget af den luft, han sætter pris på, og så er det tillige en praktisk transportform. Begge dele tæller for Stubkjær.

Som optakt til interviewet er han blevet bedt om at beskrive tre scener, som har præget hans liv. Første scene foregår i et koptisk kloster i Wadi Natrun-ørkenen i Egypten, hvor han som ung i en uge fulgte de ortodokse munkes liv.

Han vidste godt, at han som protestant ikke kunne deltage i deres nadver, men efter nadveren blev velsignede brød båret ind i kirken som en del af liturgien. De velsignede brød blev delt mellem munkene, og han troede, han også kunne få noget. Han måtte dog gå tilbage uden brød, fordi han ikke var ortodoks.

En dag kom biskoppen til klosteret og holdt nadvermessen. Da de velsignede brød skulle uddeles, vidste Henrik Stubkjær, at han ikke kunne få noget. Biskoppen vinkede ham op, men den danske gæst tilkendegav, at han ikke skulle have noget. Biskoppen opfordrede ham atter til at komme op, og endelig rejste Henrik Stubkjær sig og fik det velsignede brød af biskoppen.

Efter gudstjenesten spurgte munkene biskoppen, hvordan han kunne give brød til danskeren og dermed bryde den klosterregel, som havde eksistereret siden det andet århundrede. Henrik Stubkjær husker tydeligt biskoppens svar: ”Jeg gav ham brødet, fordi jeg elsker ham.”

”For mig blev det et stærkt vidnesbyrd om, at når Guds kærlighed sætter sig igennem, falder mange af de mure, vi har bygget op. Dybest set har vi mere til fælles, end det som skiller,” siger Henrik Stubkjær.

At Henrik Stubkjær skulle spise velsignede brød i Wadi Natrun-ørkenen lå ikke lige for dengang i 1960'erne, hvor han voksede op på en villavej i Brædstrup syd for Skanderborg. Begge forældre var lærere, men mens Henrik Stubkjær og hans tre yngre søskende voksede op, var hans mor hjemmegående, og hans far avancerede til skoleinspektør.

Den kristne tro var vigtig i hjemmet, og familien gik lejlighedsvis i kirke. Skal han beskrive sin opvækst med et ord, bliver det ordet ”trygt”. Han var glad for at gå i skole og god til matematik, fysik og kemi og tænkte, at han en dag skulle være dyrlæge.

Han spillede fodbold, gik til FDF og svømning. Som 10-årig kom han med i en drengeklub under KFUM og KFUK. Nok var der bibeltimer og forkyndelse, men han husker mest, hvordan han og vennerne byggede gokarts med ægte motorer, eksperimenterede med at bygge vindmøller og fik lov til at køre halm ind på proprietærgården, som stillede fem traktorer til drengenes disposition.

Da han gik i 1. g, fik hans far job som skoledirektør i Vejle, og familien flyttede. I Vejle var han med til at opbygge en ungdomsklub i KFUM og KFUK. Henrik Stubkjær begyndte selv at gå i kirke, og han blev introduceret til Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse, DKG.

”Fra mit hjem har jeg været vant til at diskutere meget, men her mødte jeg nogle intellektuelle teologer, som tog os alvorligt og ville diskutere livsspørgsmål med os. Det var teologer som Lars Tjalve, Svend Bjerg, Theodor Jørgensen og Gerhard Petersen. Jeg begyndte at lege med tanken om at læse teologi, og da jeg siden kom på Haslev Udvidede Højskole, tænkte jeg, at det var den vej, jeg ville. Men jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg som matematisk student kunne klare alle de sprogfag,” siger han.

Oplevelsen ved gudstjenesten i klosteret i Egypten har præget hans måde at forstå kristendommen på.

”Kernen i kristendommen er forkyndelsen af Guds kærlighed. I vores kultur er vi så vant til at skulle yde, før vi kan nyde. Men den guddommelige kærlighed er anderledes. Vi er elsket, og af den kærlighed udspringer et bud om at gå ud i verden. Men rækkefølgen er vigtig.”

”Hver morgen er Guds kærlighed ny. Det er min tilgang til livet, og når jeg har stået i nogle af verdens brændpunkter, har den tro hjulpet. Jeg er velsignet med et lyst sind, men systematisk vold og ondskab kan godt anfægte troen på, at Guds kærlighed er ny hver morgen. Men også i det tilsyneladende håbløse har jeg set spirer af håb. Livet er ikke en trussel,” siger han.

Han forklarer, at han har en bedende tilgang til livet. Han sætter sig sjældent bag en lukket dør for at fordybe sig i bøn og bibellæsning, men lever med bønnen og Bibelen.

”Jeg prøver at lade bønnen sætte fortegn for mit liv. Livet er ikke bare en selvfølge, men noget, jeg må betro i Guds hænder. En bedende tilgang til livet gør, at man åbner øjnene for storheden i livet og har et sted at rette både smerten og takken hen.”

Anden scene foregår på hans 23-årsfødselsdag. Han har fødselsdag den 31. december og blev det år fejret ved en nytårsfest i en lejlighed i Aarhus. Blandt gæsterne var den teologistuderende Karen. Han var forelsket i hende, men han havde ikke sagt noget til hende. Hendes gave til ham var et par hjemmestrikkede sokker, hvor der yderst ved tæerne var strikket et hjerte på hver sok. Han så sokkerne som et tegn på, at der måske var noget mellem dem, men hun benægtede.

”Vi mødte hinanden på universitetet, og vi var også begge med i KFUM og KFUK i Aarhus. I starten var det ikke andet end et venskab. Hun var tre år ældre end mig, og jeg tror, hun tænkte, at jeg var noget grøn. Men der var noget, som modnedes. Først i mig og så i hende. På den ene side følte jeg mig meget tryg sammen med hende. På den anden side var der noget hemmeligt ved hende. Der var mere inde bagved, som jeg havde lyst til at finde ud af. Hun var og er ikke den, som siger meget om sig selv, så det vakte en pirrende nysgerrighed. Jeg var tiltrukket af hende på alle måder,” siger han.

De blev gift i 1987, mens de begge læste, og siden blev en datter og tre sønner føjet til familien. De seneste år har Henrik Stubkjær haft lange arbejdsdage og en mobiltelefon, som sjældent har været slukket.

”Fordi jeg har en tryg hjemmebase, har jeg kunnet gå længere ud. Vi har begge uregelmæssige arbejdstider og derfor stor tolerance for hinandens måder at arbejde på, men udfordringen er at få tid til at sidde i sofaen og tale om længsler og drømme,” siger han.

For 14 år siden besluttede de sammen med tre andre par at sætte en weekend af til at tale om deres parforhold. Søster Emma Martensen fra den katolske kirke blev inviteret til at holde et oplæg, og i tre dage gjaldt det samtalen om samliv. De fire par mødes fortsat en gang om året.

”Ingen møder eller begivenheder ude i verden kan rokke ved datoen for den weekend,” siger han.

Tredje scene er fredag den 10. oktober i år, hvor resultatet af bispevalget blev offentliggjort. Han beskriver det som en fantastisk forløsning efter et halvt års valgkamp og en oplevelse af at blive båret ind i embedet af en masse mennesker, som i måneder havde knoklet for, at den nye biskop i Viborg skulle være netop ham.

Valgsejren var markant, men han havde ikke turdet satse på det og havde derfor inviteret familien ud at spise på en restaurant i Randers den aften. Var han ikke blevet valgt, ville han ikke ses på en restaurant i stiftet.

Henrik Stubkjær har tidligt fået betroet ansvar. Tilbage i Brædstrup var han en dygtig svømmer og blev landsmester i rygscrawl. Dagen efter han var fyldt 14 år, fik han job som livredder i svømmehallen, og inden længe fik han ansvaret for opsynet i den lille svømmehal, og i det job var han med til at give ældre elever fra den lokale skole karantæne mod at komme i svømmehallen, fordi de ikke overholdt ordensreglerne. Også i juniorklubben blev han leder.

”Jeg kender ikke til oplevelsen af at blive holdt udenfor, og jeg har ofte oplevet at blive valgt. Du kan sige, at jeg har været heldig. Jeg kan lide at få ting til at fungere og har også altid gerne villet være med til at præge, og jeg har derfor engageret mig i mange sammenhænge,” siger han.

Viborg Stift er på sin vis hjemmebane for Stubkjær. Hans mor og far stammer fra stiftet, og han trives godt med humoren og kulturen på egnen. Men da han fik opfordringen til at stille op, tøvede han.

Han takkede for tilliden og skrev en liste på 15 præster og folkelige fyrtårne i stiftet, som han bad stillerne kontakte. Han ville vide, om denne kreds også troede på, at han kunne blive biskop, for det er ikke set før, at en nødhjælpsgeneral er blevet biskop.

Deres melding var klar, hvilket gav ham mod på projektet, og han meddelte bestyrelsen i Folkekirkens Nødhjælp, at han ville gå ind i bispevalgkampen.

”Jeg synes, der er så mange muligheder i folkekirken. Folkekirkens store styrke er det lokale ejerskab. En af mine opgaver bliver at få samlet og italesat det engagement, så det bliver til en retning,” siger han.

Selvom han har haft lysten og modet, har det været svært at føre valgkamp.

”Jeg synes, valgkampen var svær. Jeg fik at vide, at jeg var for tilbageholdende og forsigtig, men det er ikke mig at stå på en scene og fremhæve mig selv. Det kom let til at lyde, som om vi kandidater var fire supermænd. Jeg tænkte, at man måtte vælge mig på det, jeg har gjort hidtil,” siger han.

Den 23. november skal der være bispevielse i Viborg Domkirke, men inden da skal han forbi den æbleplantage, han har anlagt på nabogrunden til sommerhuset på Djursland. Nok er han ikke landmand, men han kan lide at se ting gro, trives med masser af luft, og hans foretrukne salme er ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”. Får han, hvad han ønsker sig, bliver der også en dag mulighed for at holde Hereford-kvæg.