For nylig fyldte den ældste 10 år. I den forbindelse blev vi enige med tre andre hold forældre om at holde klassefødselsdagen sammen. Eller vi og vi! Det var jo nok ligesom mødrene, der havde fået idéen. Jeg opdagede i al fald ikke rigtig noget, men kan da godt svagt erindre, at jeg på et tidspunkt fik spørgsmålet: ”Du skal ikke noget efter kirke den 26., vel?”. Eller spørgsmål og spørgsmål! Jeg fornemmede faktisk godt, at den eftermiddag skulle jeg ikke noget. Lidt mandlig intuition har man vel. Men ellers - sagt lige ud: Så tænkte jeg kun, at den fødselsdag skal vi da nok også have snakket om på et tidspunkt. Hvis jeg overhovedet tænkte det. Men det var nu også overflødigt. For mødrene var for længst i gang. Holdt møder, sms'ede, drøftede menu og aktiviteter, aftalte indkøb og fordelte i detaljer, hvem der skulle gøre hvad. Endelig fordelte de fædrene på hver en aktivitet for de fire hold, som de omhyggeligt og på forhånd havde opdelt børnene i. Det var dog ikke sådan, at vi fædre selv skulle finde på aktiviteten. Den var fastlagt på forhånd. Vi skulle blot forberede selve aktivitetens udførelse.
Især menuen brugte de virkelig meget tid på, mødrene. Børnene var inviteret til klokken 11 og skulle hentes klokken 15. Derfor var det meget vigtigt, at børnene ikke kun fik slik og søde sager, men kunne indtage en varieret og ernæringsrigtig kost i løbet af fødselsdagen. Derfor startede vi selvfølgelig med lidt gulerødder og agurker i stave - af den økologiske slags forstås. Børnene skulle også have noget at drikke, men der kunne naturligvis ikke blive tale om sodavand, det siger dig selv. I stedet blev der serveret en festlig lidt gennemsigtig-gullig økologisk hyldeblomstdrik. Men ungerne skulle jo også have noget rigtig mad. Og for at det både skulle være sundt og rigtig festligt, havde mødrene vedtaget menuen ”grov, økologisk burgerbolle, bagt af speltmel, med en lille bøf, lavet af oksekød fra fritgående økologiske køer af rød dansk malkerace, og med en masse dejlig og varieret salat i - og så et lille skvæt dressing”. Det er trods alt ikke fødselsdag hver dag! Til sidst fik ungerne også en slikpose, hvor der gemte sig tre stykker vingummi bag to clementiner og et æble!
Imens alle disse forberedelser pågik, forberedte vi fædre absolut ingenting. Vi er ellers af den moderne slags, der både har skiftet bleer og deltaget i tremånederssamtaler i børnehaven plus alt det løse. Men her gled vi alle ind i de nedarvede kønsrollemønstre. Det er naturligvis lidt pinligt at indrømme det: Vi mænd er med - netop med, ikke i front, når det gælder alle børnetingene og vel også store dele af husførelsen. I bedste fald hjælper vi med. Og jeg har fået lov at skrive, at jeg faktisk hjælper rimelig meget med. Men jeg har svært ved at tænke foran, når det gælder hus og hjem og børn. Det kommer bag på mig hvert år, at vi skal have set på, om vinterudstyret er klar til de kære små. Jeg bliver overrasket over, at børnenes fødder igen er vokset, og at de skal have nye sandaler, når det bliver sommer.
Eller som ved fødselsdagen. Jeg ved, den kommer, jeg vil virkelig gerne være med - og jeg forbereder aktiviteten i den lånte hoppeborg på vej fra gudstjenesten søndag klokken 11.30. Og det bliver rigtig sjovt, hvis jeg selv skal sige det.
Og mødrene virker lidt brugt, da jeg ankommer. Som om de har lagt mange kræfter i det arrangement. Og det har de jo også. Måske også en smule for mange. Ja, nogle gange kan det ligefrem virke, som om kvinder også har noget på spil over for hinanden, når det for eksempel gælder maden. Som om det ikke skal hedde sig, at vi ikke er bevidste om børnenes kost hjemme hos os.
Det tænker jeg på, mens jeg fejer festlokalet bagefter. Og jeg tænker på, at kønsroller vel er nogle af de bedst indlærte roller. Klichéerne står i kø, men de passer tit. I øvrigt er det, som om børnene har tabt alt salaten ud af burgerne. Men det er nok drengene.