Kære alle tre
Efter den omgang brok og tænders gnidsel i går aftes, som I hældte ud over jeres mor, må jeg hellere komme på banen.
Det er tydeligt, at ingen af jer har den fjerneste anelse om den dybe skuffelse, som I hver især har beredt os. Vi er tilskuere til de usle dødskramper i det fjerde af jeres kollektive ægteskaber og indtoget af et femte. Vi skal konstant høre alt om de lykkelige og succesrige liv, som vores venners familier og slægtninge lever, og hver gang bliver vi spurgt om nyt fra vores børn og børnebørn. Jeg gad nok vide, om I begriber, hvordan det føles ikke at have noget som helst pænt at sige om jer og dermed os selv.
LÆS OGSÅ: Det er tabu at være skuffet over sine børn - men følelsen er velkendt
Vi beder ikke om jeres sympati og forståelse. Mor og jeg har alle dage været vant til at tage modgang med oprejst pande og gøre en indsats for at bane vores lille vej gennem livet uden at ligge andre til last. Når vi nu har gjort vores bedste (og sikkert gjort det forkert) for at sørge for vores børn, havde vi naturligvis håbet, at de på deres side ville føre faklen videre og skabe gode, stabile hjem for deres egne børn.
Det ville have hjulpet, hvis I havde brugt jeres uddannelser til at få tilfredsstillende karriereforløb, men indtil videre er der ingen af jer, der er blevet, hvad jeg for alvor vil kalde selvforsørgende. Hvem af jer er i stand til med eller uden en ægtefælle at forsørge jeres familier, betale jeres hjem og lægge en pension til side, til når I bliver gamle? I er hver især udmærket i stand til at tjene pænt og forsørge jeres børn alligevel har I alle gjort jeres til at undgå blot den mindste succes. I stedet for at jeres børn kan stole på at blive forsørget af jer, må de overleve deres start på livet med jer som forældre.
Vi er derfor tilskuere til, at ingen af disse seks, snart syv skønne børns forældre har haft den tilstrækkelige modenhed og dømmekraft til at træffe afgørende beslutninger bare nogenlunde fornuftigt. I har end ikke foregivet at spørge os til råds om nogle af disse beslutninger.
Hver gang forventedes det af os, at vi affandt os med som oftest forhastede, men altid dårligt trufne beslutninger, som vi ser det. Ingen af jer har gjort os eller jer selv den forventelige tjeneste at spørge os om vores mening, mens der stadig var tid til at tænke tingene igennem. Det ikke overraskende resultat har været, at vi nu i 10 år har været dybt ulykkelige over vores børnebørns skæbne. Hvis det ikke var for dem, ville mor og jeg ikke bekymre os såre, når I hver især med vidt åbne øjne braser fra den ene fiasko til den næste. Det gør os matte, at så mange af disse begivenheder er libidodrevne og at skulle se på, at disse vidunderlige små mennesker bliver svigtet så fatalt af jer, deres forældre.
LÆS OGSÅ: Krisen får forældre til at stille krav til deres børn
Jeg kan godt sige jer, at jeg i alt fald og jeg fornemmer, at mor har det ligesådan har fået nok af at blive tvunget til at gennemleve dette uendelige mareridt af jeres manglende resultater på hjemmefronten og arbejdsmarkedet. Jeg vil ikke mere høre fra jer, før I kan fortælle mig om en succes eller et resultat eller har lagt en realistisk plan for at sikre jeres børns forsørgelse og lykke, hvis I skulle have lyst til det.
Jeg vil ikke se jeres mor bebyrdet med flere af jeres jammerlige elendigheder. Det er jo ikke, som om I nogen sinde har lyttet til nogle af de gode råd, hun bestræber sig på at give jer og I har da slet ikke taget dem til jer. Så jeg må bede jer forskåne hende for yderligere smerte. Hvis I synes, at jeg har været urimelig i det, jeg her siger, skal I være hjerteligt velkomne til at forsøge at overbevise mig om noget andet. Men det vil ikke lykkes jer ved at klynke og sige, at I ikke bryder jer om det. I må give mig langt bedre grunde og forsvare jer bedre end det, hvis I vil skyde mine pointer ned. Hvis I ikke kan eller gider det, har jeg ikke mere at tilføje.
Jeg er dybt og inderligt skuffet
Far
Oversat af Sara Høyrup