Da Mette Nielsen for et halvt års tid siden mistede sin ægtemand gennem 52 år, skulle hun ikke som de fleste andre i samme situation i gang med at udforme en dødsannonce, som hun kunne indrykke i avisen. Det havde hendes afdøde mand nemlig allerede sørget for det eneste, hun behøvede, var at tilføje dødsdato og begravelsestidspunkt.
I hjemmet i Odense viser den 75-årige Mette Nielsen tre kulørte mapper frem. Inde i dem ligger i sirlig orden forskellige papirer, som hendes mand, Leif John Nielsen, udfyldte i årene op til sin død, hvor han led af hjerteproblemer og både havde haft flere blodpropper og fået foretaget en bypassoperation. Han var også dårligt gående og stod netop for at skulle have foretaget en knæoperation. Men det nåede han ikke, inden han som 79-årig gik bort.
Hvad Leif John Nielsen til gengæld nåede, var at planlægge sin egen begravelse så detaljeret, at intet var overladt til tilfældighederne.
I mapperne, som Mette Nielsen sidder med, ligger blandt andet livstestamentet, en oversigt over den kirkegård, hvor han ville begraves, samt en tegning, han havde lavet af det kors, han gerne ville have på sin gravsten. Ja, der ligger sågar kontaktoplysninger på et par af de bedemænd, han kunne forestille sig skulle stå for begravelsen.
Jeg ved ikke præcis, hvornår han startede med at planlægge det hele, men her på de første sider kan jeg se, at datoen er den 10. februar 2010, siger Mette Nielsen og bladrer lidt i mapperne.
Jeg tror, at det havde spøgt i ham noget tid det med at planlægge det hele og have styr på det, og så en dag er han kommet i tanke om, at nu skulle det være. Det var også en god måde for ham at få tiden til at gå med noget meningsfyldt, og måske konfronterede han ubevidst også sig selv med livets slutning på den måde, selvom han nu slet ikke frygtede døden og kunne se tilbage på et dejligt, langt og positivt liv, siger hun.
LÆS OGSÅ: Flere vælger at skrive deres egen dødsannonce
Et udklip med Leif John Nielsens dødsannonce ligger også i en af mapperne. Den er helt enkel kun med fødsels- og dødsdato, tidspunkt for begravelsen og så et ønske om, at man i stedet for blomster donerer penge til Læger uden Grænser. Mindeord, vers eller citater ønskede han ikke og heller ikke en sidste hilsen til hele omverdenen med et Tak for denne gang. Vi ses måske eller andet i den stil.
Nej, Leif syntes hurtigt, at det kunne blive lidt for meget med alle de store ord. Han syntes, at det skulle være helt enkelt.
Men på et punkt skiller dødsannoncen sig dog alligevel lidt ud. I toppen står logoet fra Leif John Nielsens tid som selvstændig arkitekt. Et logo formet ud af et L og et J.
Leif ville gerne have, at folk vidste, det var ham, og langt de fleste kendte ham bare som LJ, så derfor skulle logoet på dødsannoncen, fortæller Mette Nielsen.
På intet tidspunkt i dagene op til begravelsen havde Mette Nielsen lyst til at ændre i ordlyden på dødsannoncen eller komme med tilføjelser. Den var, som hun siger, sådan som han gerne ville have den, og desuden havde de også ofte drøftet alle de praktiske ting omkring begravelsen sammen.
Ja, vi kunne sagtens tale helt åbent om døden, og han viste mig også undervejs, hvad han havde skrevet og gjort, så på den måde var intet af det overraskende. Havde jeg ønsket noget anderledes efter hans død, kunne jeg jo også bare have gjort det, siger hun og påpeger, at hun ikke forstår, at folk er så berøringsangste, når det kommer til at tale om døden.
Hvorfor gøre døden til et problem? Ingen slipper alligevel for den. Alting bliver så meget nemmere, hvis man taler åbent om den. Og Leif gjorde ikke alt det her, fordi han følte sig uundværlig på nogen måde. Han var bare et menneske, der bedst kunne lide, at der var styr på tingene.
Mette Nielsen er glad for den måde, hvorpå hun sammen med sin mand fik forberedt sig på ikke kun hans begravelse, men også sin egen, til når den tid kommer. Hun har to voksne børn, og de gav efter faderens død udtryk for, at de var glade for, at det hele var gået, som han ønskede. Selv har hun valgt, at hendes egen begravelse skal køre efter samme skabelon som hendes mands. Derfor er der også allerede nu styr på bedemand, gravsted og gravmonument.
Hverken Leif eller jeg var interesseret i at have en stor sten stående i et hjørne på kirkegården. I stedet ønskede vi begge et trækors, som forgår af sig selv, så Leif fik i god tid lagt noget bestemt træ til side. Han havde også i god tid fået indgraveret navn og fødselsdato på den messingplade, der skulle sidde i korsets ene side, så der kun manglede dødsdatoen. Og samtidig fik jeg så også lavet mit, så det ligger klar med navn og fødselsdato.
