Vi er ved at nærme os slutningen af maj måned, men der kommer stadig efterlysende dødsannoncer i avisen. Torsdag den 26. maj er det eventuelle pårørende til en Preben Carlo Jensen, der efterlyses. Han blev 77 år.
Afdøde blev bisat fra Sankt Jakobs Kirke på Østerbrogade. Otte personer mødte op til den kirkelige handling. De fremmødte var naboer og tidligere kolleger.
LÆS OGSÅ: Er det uværdigt at begrave ensomme uden en ceremoni?
Præsten, der bisatte afdøde fortæller, at én af Preben Carlo Jensens naboer hedder Augusta. Hun er kirketjener ved kirken.
Hende skal du tale med, siger præsten.
En anden af de tilstedeværende ved bisættelsen var Jens, som var kollega til afdøde. Han havde givet mange oplysninger om afdøde, så præsten kunne holde en fin og meget personlig prædiken. Jeg får en kopi af prædikenen, og jeg får også telefonnummeret på Preben Carlo Jensens gamle kollega Jens med en bemærkning om, at Jens næppe vil have noget imod, at jeg kontakter ham.
Vi taler lidt om, hvor svært det må være for en præst at bisætte en person, hvis der ingen pårørende er.
Det kan virke mærkeligt at holde en begravelsesprædiken, hvis ingen er mødt op, siger præsten, men en anden præst har en gang sagt til mig, at murene gerne vil høre det, og derfor skal man tale.
Jeg forlader kirken, går ned ad Sortedams Dossering og sætter mig på en af bænkene, tager præstens prædiken frem og læser følgende:
Preben Carlo Jensen. Født: 28. april 1928 her i København. Blev fundet død 22. maj på sin bopæl i Solgården, som på mange måder udgjorde hans verden. Her boede han sammen med sin mor, indtil hun døde. Preben var et højt begavet menneske, tog studentereksamen og var siden stærkt knyttet til studentermiljøet og studenterforeningen. Han havde evner til at digte og bidrog med viser blandt andet i forbindelse med KTAS jubilæum. Augusta, som har lejlighed under Prebens, fortæller, at man kunne høre Preben spille musik og synge sange, den ene efter den anden, som om han sad med en sangbog. Han havde gennem mange år sit virke i KTAS. Han var et menneske med en speciel fysisk fremtoning, som vel kunne være et handicap for ham i forholdet til andre, og som vel også medvirkede til, at han ofte holdt sig for sig selv. Men Jens har beskrevet Preben som en fin kollega, morsom og hyggelig, og i Solgården lærte man ham at kende som en venlig og rolig mand.
Noget tid senere møder jeg kirketjeneren Augusta. Hun fortæller, at hun er vokset op i Solgården, som er navnet på den bebyggelse, hvor Preben Carlo Jensen boede næsten hele sit liv. Hun har kendt ham, siden hun var barn. De har aldrig talt sammen, men altid sagt hej til hinanden. Augusta siger, at jeg skal tale med overboen Sanne. Hun hjalp Preben meget i den sidste måned, han levede. Han var vist meget syg til sidst.
Augusta fortæller, at der var 4-5 personer fra Solgården med til bisættelsen. Resten var gamle kolleger.
Jeg fik ændret mit skema, så jeg kunne være der som kirketjener ved bisættelsen, fortæller hun.
Jeg skriver to breve, da jeg kommer hjem. Et til Preben Carlo Jensens overbo Sanne og et til hans tidligere kollega Jens. I brevene udtrykker jeg ønsket om at komme i kontakt med dem for at høre lidt om deres relation til afdøde. Jeg foreslår i begge breve, at vi kan mødes på en café.
Dagen efter bliver jeg ringet op af Jens. Han vil gerne tale med mig om Preben, og jeg bliver inviteret til at besøge ham og hans kone Inge på Frederiksberg.
Jeg gider ikke på café, siger Jens.
Lejligheden ligger på øverste etage, og vi sætter os ud på den kæmpestore altan, hvorfra der er en pragtfuld udsigt over Frederiksbergs tage.
Man kan se otte kirker herfra, siger Jens, men naboen til venstre har udsigt til ni kirker.
Udover kirkerne kan man se den høje blå og hvide silo, som er lavet om til lejligheder. Man kan også se tårnet i Zoologisk Have samt træerne i Søndermarken. Inge serverer en forfriskende sommerdrik med lime i nogle store flotte vinglas.
Der er ingen sprut i, bemærker hun for god ordens skyld.
Til drikken bliver der serveret små runde honningkager på riflede musselmalede tallerkner i kongeligt porcelæn. Jens rækker mig den tale, han holdt ved Preben Carlo Jensens bisættelse, og han beder mig om at læse den med det samme.
LÆS OGSÅ:Kommuner springer kirken over ved begravelser uden pårørende
Preben Jensen in memoriam. Min tale ved hans bisættelse:
Det var med dyb vemod, at Inge og jeg fik at vide, at Preben var fundet død politiet havde fundet vort telefonnummer og navn. Vi kunne kun fortælle, at han ikke havde nogen pårørende, og at vi var gamle kolleger, der havde en spinkel forbindelse til ham. Han var et menneske, der havde bevaret en studentikos naivitet gennem hele sit liv. Han havde en skarp forstand, var en munter og vittig sjæl, der elskede at digte og at synge. Han var en mester i at fremdrage viser med sin smukke stemme.
Preben var en venlig og meget hjælpsom kollega med en stor og meget bred viden og var i øvrigt en stor matematisk begavelse. Han var ugift og bar på en ulykkelig kærlighed til en kvinde, der havde svigtet ham. Det kom han aldrig over.
Han var i sine sidste år ensom ud over enhver forstand. Han var ikke praktisk, og hans fremtoning bar præg af dette. Preben kom i sin ungdom og langt op i sit liv meget i Studenterforeningen og var i en periode medlem af seniorrådet.
Han var også medlem af studenterkoret, hvor hans fine barytonstemme gjorde sig godt. I KTA kollegakredsen var han et værdsat medlem, og ingen fest forløb, uden at Preben blev plaget til at synge, hvad han så gjorde, og han sluttede altid med at synge jeg citerer:
Natten breder sine vinger,
færgen fra Malmø skal hjem og i seng
jeg skal med,
der er lidt slinger,for jeg er nemlig en rask gammel dreng.
Her går ingenting til spilde,
snapsen er billig,
og Helan skal gå,mens vi sejler på det stille dejlige Øresunds natdunkle blå.
Ja, Helan skal gåpå Øresunds blå,
hiv op og lad gå,
hæld brændevin på.
Og mange følgende vers, altid med et stort bifald til følge. Preben holdt meget af latinerkvarteret omkring Telefonhuset. Derfor var han ked af, at hans afdeling flyttede ud i Støberigade i Sydhavnen i 1986. Derude fejrede han i øvrigt sit 40-års jubilæum og kvitterede for denne flytning med en uovertruffen meget vittig og sarkastisk vise om afdelingens nye beliggenhed.
Indholdet af denne vise rullede op og ned i hele KTAS-systemet og affødte en homerisk latter på alle niveauer. Den gik i øvrigt på melodien: Langt ude i skoven lå et lille bjerg. De ansvarlige for flytningen var absolut ikke begejstrede for denne succes, og en enkelt blev meget sur. Men Preben fik udtrykt sine følelser. Og vi andre morede os guddommeligt.
At et så farverigt og følsomt menneske kunne trives i Hverdagens Søgn skyldes, at han intellektuelt passede til det daværende KTAS, hvor der var rummelighed og også plads til, at den slags mennesker kunne trives under det høje loft.
Preben var et meget flittigt menneske, der også var dygtig til sit arbejde.
Jeg håber, at han i sit Elysium må finde ligemænd. Vi vil savne ham, og jeg vil slutte med at citere Wessels ord om Londemann: Man sukker, for han er ey meer, man husker, hvad han var og leer. Farvel du gamle ven.
Jens og Inge har fundet to billeder frem af Preben Carlo Jensen. Han var en høj og kraftig mand. Brillerne er store, mørke og firkantede, og hårgrænsen vigende. Han smiler og danser på billedet. Han var ikke en køn mand, som Jens udtrykker det, men han ser rar ud.
Jeg får lov til at se den sang, som Preben skrev til sit 40 års jubilæum. Jeg får også lov til at få en kopi af den, men kun hvis jeg lover ikke at citere den nogen steder. Jens siger, at det kan støde nogen af de gamle kolleger, hvis sangen bliver publiceret, og det må ikke ske.Du får den kun, så du kan se, at det ikke er løgn, hvad jeg siger om, at Preben var en dygtig sangskriver, siger Jens.
Jens fortæller, at selvom Preben var noget speciel og lidt af en enspænder, så var han aldrig blevet mobbet på arbejdspladsen. Man respekterede ham, som han var. Jens og Inge fortæller vredt om den kvinde, som Preben blev ulykkeligt forelsket i, og som på det groveste udnyttede ham.
Hun var en rædselsfuld kælling, siger Jens uden omsvøb.
Inge nikker bekræftende, og tilføjer:
Så længe hun fik gaver af ham, så var han god nok, men pludselig giftede hun sig med en anden, og det kom Preben sig aldrig over.
Preben var et lidt naivt og meget godtroende menneske. Det skete blandt andet, at han lånte penge til folk, og det var ikke altid, at han fik dem igen, fortæller Jens og tilføjer: Han fik en meget høj studentereksamen, men aldrig en længerevarende uddannelse. Han var et intelligent og vidende menneske, men samtidig var han meget distræt. Hvis sømmen var løbet op i hans jakke, var det ikke noget, han bemærkede.
Jeg havde sådan lyst til at komme med nål og tråd, når jeg så det, siger Inge. Men det kan man jo ikke tillade sig, for det kunne jo støde ham.
En gang var Preben så distræt, at det faktisk blev morsomt, fortæller Jens. Da han var i 40erne, og hans mor stadig levede, skulle han en dag have nogle kolleger på besøg. Moderen skulle ud til noget, men inden hun gik, anrettede hun en bakke med noget spiseligt til Preben og gæsterne. Hun glemte dog at fylde vand i kedlen, som stod på komfuret. Da Preben skulle koge vand til te, tændte han blot for gassen. Han gik ud fra, som en selvfølge, at hans mor havde fyldt vand i kedlen. At løfte kedlen og checke om der var vand i den, det faldt ham ikke ind. Den tomme kedel smeltede, og kollegerne fik ingen te den dag, men de glemte aldrig besøget.
Jeg fortæller Jens og Inge, at jeg håber at komme til at tale med Sanne, som var Prebens overbo. Kirketjeneren Augusta har fortalt, at Preben havde det ret skidt den sidste måned, han levede. Tilsyneladende var han blevet svigtet af systemet. Hvis ikke Sanne havde været der for ham, havde det vist været helt forfærdeligt. Jens og Inge er meget overraskede over at høre dette.
Det forstår jeg slet ikke, siger Inge. Jeg havde indtryk af, at det fungerede fint med hjemmeplejen.
Inge fortæller, at Preben en dag havde ringet til hende og Jens angående nogle piller, han skulle have hentet på apoteket. Han var syg og kunne ikke komme på gaden, og han spurgte, om de kunne hente dem for ham. Inge havde svaret, at han skulle ringe til hjemmeplejen, for de burde kunne hjælpe. Hvis hjemmeplejen ikke kunne påtage sig opgaven, så skulle han ringe tilbage, og så ville hun naturligvis hente pillerne for ham.
Preben ringede ikke tilbage, siger Inge, og det har jo betydet, at hjemmeserviceordningen har fungeret.
En måneds tid senere får jeg aftalt et møde med Sanne, som var Preben Carlo Jensens overbo. Vi aftaler at mødes på en café ved Nørreport Station. Da jeg ankommer, er caféen imidlertid lukket, og der er helt mørkt derinde. Sanne kommer, og hun foreslår, at vi går hen på den café/bar, der ligger på den anden side af gaden. Hun har været der før, og de laver god kaffe, siger hun. Vi går ind og finder et hjørne, hvor der er mindst mulig støj. Der er lidt larmemusik i højttalerne, men det er ikke værre, end at vi kan holde det ud.
Sanne fortæller, at hun bor på 4. sal i den opgang, hvor Preben Carlo Jensen boede.
Normalt talte vi ikke sammen, fortæller Sanne, men jeg hilste altid, og Preben nikkede venligt tilbage. Det er vigtigt for mig, at man hilser på sine naboer og på dem, der i øvrigt bor i ejendommen. En dag i april måned var jeg ved at rydde op i min lejlighed. Jeg løb op og ned ad trapperne for at smide ting ud. På et tidspunkt opdagede jeg en pige, der ikke var meget ældre end 16-17 år stå foran Prebens hoveddør. Jeg undrede mig lidt, for i alle de år jeg har boet i opgangen, har jeg aldrig set ham have besøg af nogen. Da jeg en time efter igen skulle ned med skrald, stod pigen stadig ved hoveddøren, men denne gang var døren åben. Pigen så helt forskræmt ud. Hun sagde, at Preben var faldet, og at hun ikke kunne få ham op. Hun spurgte, om jeg kunne hjælpe. Preben var næsten to meter høj, og pigen var lille bitte. Hun var apoteksbud, fortalte hun, og hun var kommet for at aflevere medicin til Preben. Han var faldet, da han havde vendt sig om for at hente penge for medicinen. Jeg sagde til pigen, at jeg nok skulle overtage situationen, og at hun gerne måtte gå. Hun kunne jo alligevel ikke gøre ret meget.
Pigen virkede meget lettet over, at jeg kom, fortæller Sanne og fortsætter:
Preben fortalte, at han var faldet på gaden for en måned siden, da han var på vej hen til bussen. Han var kommet på hospitalet, og der konstaterede de, at han havde slået hoften, men at intet var brækket. Preben var indlagt i to dage, hvorefter han blev sendt hjem. Han ville gerne være blevet lidt længere, men på hospitalet vurderede man, at han godt kunne klare sig selv, også selvom han slet ikke kunne gå. Preben fik hjemmehjælp hver 14. dag til rengøring, men han blev ikke tilbudt ekstra hjælp, da han kom hjem fra hospitalet. Han var så svag, at han burde have haft hjælp til indkøb og madlavning, men det var der ingen, der tænkte på. Han havde stærke smerter, og han kunne slet ikke komme på gaden. Der havde været en hjemmehjælper for at gøre rent, tre dage før jeg fandt ham, men det kunne man ikke se. Lejligheden var ubeskrivelig svinsk, og i køkkenet lå der gammel, muggen mad. På en tallerken på køkkenbordet stod der blandt andet to halve stykker rugbrød med smør, som var skrumpet helt ind.
Sanne bliver følelsesmæssigt berørt, da hun fortæller om, hvordan Preben lå på gulvet i sin snavsede lejlighed.
Det var så uværdigt, fortæller hun. Siden Preben kom hjem fra hospitalet, havde han måtte leve af mariekiks og småkager, som han skyllede ned med vand. Han havde ikke andet i lejligheden, og han kunne jo ikke komme på gaden. Da jeg så ham, bemærkede jeg med det samme, at han slet ikke lignede sig selv. Han havde tabt sig så meget, at hans kinder var helt indfaldne. Hans gebis passede ikke længere, så derfor var han svær at forstå. Da jeg fandt ud af, at han ikke havde fået noget ordentligt at spise i en hel måned, skyndte jeg mig op til mig selv og hentede to bananer til ham. Det tog ham en halv time at spise den ene banan, fordi han ikke havde sit gebis, og fordi han var så afkræftet. Jeg ringede efter hjemmeplejen. De kom, men de ville ikke tage ham på hospitalet. Det havde han det ikke dårligt nok til, sagde de. Hvor meget værre skal man have det, før I vil ringe efter en ambulance? spurgte jeg.
Meget værre, lød svaret.
I den efterfølgende tid sørgede Sanne for, at hjemmeplejen kom hver dag.
Jeg ringede til dem mange gange. Ofte tog det lang tid, før de overhovedet var klar over, hvem Preben var. De havde også skrevet hans navn forkert. Han stod opført som Preben Oskar Jensen og ikke Preben Carlo Jensen. Hvordan Carlo kan blive til Oskar er lidt af en gåde. Jeg hjalp Preben med at gøre rent og med at smide ubrugelige ting ud. Han havde flere gamle nussede tæpper, som var lige til at falde i. Jeg spurgte ham, om jeg måtte smide dem ud, og det fik jeg lov til. Preben fik ikke mit telefonnummer, men jeg sørgede for at se til ham hver dag.
Sanne fortæller, at det havde været så uvirkeligt at tænke på, at alle andre i opgangen og i resten af boligblokken slet ikke anede, hvad der foregik i Prebens lejlighed. Verden var bare gået forbi udenfor, mens hun alene havde kæmpet mod systemet indenfor.
Preben var et utroligt sødt og meget blødt menneske, fortsætter Sanne. Han ville ikke være til besvær, og han skulle have det meget dårligt, før han ville ringe til nogen og bede om noget, og selv når det var nødvendigt, ville han ikke ringe. Nogle gange måtte jeg nærmest stå oven på ham for at få ham til at ringe og rykke efter hjemmeplejen. Ofte endte det med, at jeg selv ringede.
En dag, da Sanne kom ned til Preben, var der ingen, der åbnede. Hun kunne se gennem brevsprækken, at der virkede tomt på en forkert måde. Hun ringede til hjemmeplejen for at høre, om de havde været der, og om der var sket noget. Her fik hun at vide, at Preben var død. Han var sovet ind dagen før. Hjemmehjælpen havde fundet ham.
Han levede kun en måned til, efter at han faldt i sin lejlighed, og efter at jeg kom ind i hans liv, fortæller Sanne stille.
Sanne tilføjer, at hun var meget i tvivl, om hun skulle komme til bisættelsen.
Jeg kendte ham jo næsten ikke, og jeg var bange for, at jeg skulle sidde i kirken helt alene. Jeg valgte dog at komme, hvilket jeg er glad for i dag. Det var overraskende, at der kom så mange til Prebens bisættelse. Det havde jeg ikke troet, slutter Sanne.
Pårørende søges. Forfatter: Ida Holst, Forlagsgruppen Bogshop.
Bogen er på 136 sider og koster 149 kroner. Den udkommer på fredag.