De forfulgte kristne viste mig en styrke og et håb, som jeg ikke vidste fandtes

Som 73-årig rejste Gwynneth Llewellyn fra Hvidovre til Bagdad for at møde nogle af Iraks forfulgte kristne. Mødet med de kristne kvinder i den irakiske hovedstad gav hendes tro en ny dimension

”Jeg er en af de kristne, som går i kirke, men som står mellem tro og tvivl. Men jeg mærkede de irakiske kristne kvinders stærke tro, og det påvirkede mig og styrkede mit håb,” siger Gwynneth Llewellyn. –
”Jeg er en af de kristne, som går i kirke, men som står mellem tro og tvivl. Men jeg mærkede de irakiske kristne kvinders stærke tro, og det påvirkede mig og styrkede mit håb,” siger Gwynneth Llewellyn. –. Foto: Leif Tuxen.

Gwynneth Llewellyn har været optaget af udenrigspolitik, så længe hun kan huske tilbage. Da hun var syv år, begyndte hun at samle på frimærker i hjemmet i industribyen Durham i Nordengland. Frimærkerne åbnede hendes øjne for verden. Hun husker tydeligt, hvordan hun fik et frimærke fra Irak, og hendes mor fortalte hende om den engelske arkæolog Gertrude Bell, som havde været med til at etablere Irak. Irak og Mellemøsten fæstnede sig i Gwynneth Llewellyns bevidsthed, og gennem hele sit liv har hun læst om og forsøgt at forstå denne region.

Hun tager imod i sit hyggelige, rummelige rækkehus i Hvidovre ved København, der er rigt på bøger. For 54 år siden flyttede hun fra England til Danmark, hvor hun stiftede familie med en børneflok på fire og underviste i engelsk og fransk og arrangerede historiske og litterære rejser til hjemlandet.

LÆS OGSÅ: Fanget mellem afmagt og Guds almagt

Hun er glad for at bo i det stille kvarter, hvor der er gode muligheder for lange traveture i grønne omgivelser. Traveturene gerne i selskab med datterens walisiske springer spaniel, Mille, er en måde at bevare balancen på. Hver dag fordyber hun sig i engelske og amerikanske tidsskrifter om Mellemøsten. Særligt situationen i Irak følger hun for at forstå udviklingen i landet og situationen for det kristne mindretal. Sin viden formidler hun videre i form af rapporter, og overvågningsarbejdet er hendes bidrag til at støtte arbejdet blandt Iraks kristne.

Ja, det gør mig meget trist. Situationen i Irak er blevet meget værre på det seneste, men heldigvis har jeg også ting i mit liv, som gør mig glad: at komme ud i naturen og gå med Mille, siger hun.

Interessen for Mellemøsten fik en ny betydning i hendes liv, da hun i 1980erne på frivillig basis engagerede sig i at hjælpe asylsøgere. Siden var hun med til at dokumentere forholdene for nogle af de afviste irakiske asylansøgere, og hun deltog, da Københavns Stift i 2008 og 2011 inviterede til forsoningsmøde, hvor otte religiøse ledere fra Irak mødtes for at finde en måde at modvirke de voldelige angreb på Iraks religiøse mindretal.

En af deltagerne ved mødet i København var Andrew White, der er præst ved den anglikanske kirke i Bagdad. Da han rejste fra København, inviterede han Gwynneth Llewellyn til at komme til Bagdad og besøge hans menighed.

Det var mig nærmest magtpåliggende at komme til Bagdad. Jeg havde fulgt intensivt med i udviklingen i landet dag for dag fra 2006. Inden jeg rejste, kunne jeg vågne om natten og være angst for, hvad det var, jeg havde sagt ja til, men da jeg først landede i Bagdad, var al frygt borte. Følelserne og sanserne var vidt åbne, og sjældent har jeg oplevet så intenst.

Hun viser billeder, hvor man ser det sikkerhedsopbud, der fulgte hende på turen. Transporten fra lufthavnen til kirkens område, hvor hun skulle bo, foregik med armerede køretøjer foran og bagved og soldater fra den irakiske hær med maskingeværer på bilerne.

Og så var der den morgen, hvor hun vågnede til lyden af en bombe, der sprang i nærheden. Men midt i denne spændte virkelighed, som er irakernes hverdag, mødte hun en dimension af tro, som fik hende til at føle sig i live på en helt ny måde.

Som hun også havde dokumenteret hjemme ved skrivebordet i Hvidovre, er hundredtusinder af kristne flygtet fra Irak de seneste år. I den anglikanske kirke, St. Georges, mødtes hun med en gruppe af kvinder.

Nogle havde vinket farvel til deres flygtende slægtninge, mens andre havde mistet ægtefæller ofte på brutal vis. Kvindegruppen i kirken var blevet et helle for dem. Aktive kvinder, som løste sociale opgaver, lavede mad og var til støtte for hinanden. De anså hinanden for søstre.

Det, som overraskede mig, var deres styrke og mod. Sorgen var der, men det var så tydeligt at se, hvordan de fik en styrke gennem arbejdet i kirken, som var et fristed for dem. En dag, da vi havde spist, sang de en dyb, sørgmodig sang og holdt hinandens hænder. De tog min hånd og sagde: Nu er du også vores søster. Jeg følte en styrke og en kraft, som jeg ikke mærker i mit almindelige, sekulariserede liv i Danmark. At være sammen med dem i deres lidelse viste mig en styrke og et håb, som jeg ikke vidste fandtes.

Gwynneth Llewellyn har det meste af sit liv været udfordret af lidelsen. Hun husker tydeligt den dag efter Anden Verdenskrig, hvor hendes forældre skulle tapetsere stuen, og et billede af faderens soldaterkammerater fra Første Verdenskrig blev løftet ud bag et møbel. Hun så fotografiet af hans bataljon og fik fortællingen om, hvordan de var med i slaget ved Somme i Frankrig i 1916.

57.000 blev dræbt den første dag. Faderen overlevede, fordi han blev skudt i maven og kom på lazaret. Samtidig var der de stærke billeder fra Anden Verdenskrig af jøder i koncentrationslejre, som nærmest fikserede sig i hendes bevidsthed.

Jeg kunne ikke finde ord til at forklare det for mine forældre, men det gjorde mig angst om natten, og bevidstheden om lidelsen kom til at ligge som en skygge i mit liv uden dog at fylde det hele.

Hendes forældre var vokset op som baptister, men var ikke selv troende. Datteren kom i søndagsskole, læste i Bibelen på egen hånd og skulle selv tage stilling til sin tro.

I mange år havde spørgsmål om tro og tvivl optaget hende, men visheden om lidelsens eksistens havde fået tvivlen til at sejre, og hun havde sluttet fred med et humanistisk livssyn. Men for godt 20 år siden valgte hun at blive døbt i folkekirken i en erkendelse af at, troen på Helligåndens tilstedeværelse i verden var stærkere end den tvivl, som hidtil havde holdt hende tilbage fra at blive døbt. I mødet med de irakiske kvinder i kirken i Bagdad fik hendes kristne overbevisning en anden dimension.

Jeg er en af de kristne, som går i kirke, men som står mellem tro og tvivl. Men jeg mærkede de irakiske kristne kvinders stærke tro, og det påvirkede mig og styrkede mit håb.

Gwynneth Llewellyn blev enke, året før hun rejste til Bagdad. Det var hendes anden mand, som hun havde været gift med i 20 år.

Det havde været et sorgfuldt år, men oplevelserne i Irak rev mig ud af min personlige sorg og bragte mig tilbage til livet på en stærk måde.

Hun fortæller om de mennesker, hun mødte, og det er, som om tragedierne står i kø. Hvordan kan hun sige, at det har styrket hendes kristne håb at komme tæt på disse mennesker? Hun fortæller om gudstjenesten palmesøndag i den anglikanske kirke. Her var omkring 1000 deltagere og en intens glæde.

Der er en kraft i kirken, som samler folk. Der var omkring 30 muslimske familier i kirken den dag. På den ene side er de kristne dødsens angste og lever så stille, som de kan, for de er sårbare som en minoritet i det irakiske samfund. Men samtidig har de en menneskelig styrke, som udspringer af et håb, der ikke kan dø.

Det er mere end to år siden, at hun vendte hjem fra rejsen. Det seneste halvandet år er sikkerheden i Irak blevet værre, og hun ved ikke, hvordan det er gået de mange mennesker, hun mødte. Men de er i hendes sind og hendes bønner.